I morgen skal Oline til frisør for første gang i sit liv. Det har taget hende tretten år at få en hårlængde, som med lidt god vilje kan kaldes lang. Studsning har været kodeordet, når vi snakker om hendes hår og den eneste, som nogensinde er kommet i nærheden af det, er hendes mormor (engang frisøruddannet).
Nu trænger det til et løft. Til fyndig facon og optimal udnyttelse af de smukke krøller, som ligger lige til højrebenet. Jeg insisterer. Ellers…
Hun er ved at dø af skræk ved tanken, men alligevel kan hun ikke lade være med at glæde sig. Jeg glæder mig rigtigt meget. Det bliver fantastisk at få løftet det gardin, hun gemmer sig inde bagved. Måske viser det sig, at hun er køn… ;-)
Vi griner meget af hendes tidligste billeder, for hun er – til forskel fra sin storebror – født uden hår.
Der kunne med intense studier findes dun af ubestemmelig art, men altså absolut ingen hår, før hun var i nærheden af de tre. Ikke noget, hun var ubetinget tilfreds med og derfor endte det sikkert også, som det gjorde.
Hun har en iboende skræk for frisørsakse og som sagt kunne hendes mormor allernådigst få lov til at studse, når jeg skruede bissen på og forlangte, at hun skulle, for ellers ville alt håret ryge og hun ende med en plys. I morgen skal hun få, så hatten passer og nej, ingen farve. Hun beder om sort. Jeg siger nej. Jeg bestemmer lidt endnu.
Jeg glæder mig til at se resultatet. Hendes far vånder sig bare. Han tænker sikkert i penge. Jeg tænker i herlighedsværdi og chancen for at se hende, sådan for alvor.
49 kommentarer
Liselotte
23. januar 2008 at 22:28:-)
Annette
23. januar 2008 at 21:58Det er jeg også, sjovt nok (altså vild med Freja) ;o)
Liselotte
23. januar 2008 at 19:18Tina, risikoen for allergisk reaktion er der og kombineret med alle de andre grunde er det rigeligt til, at jeg fortsat bestemmer og det bliver et nej ;-)
Lotte, hun må prøve alt det sjov hun lyster, når jeg ikke længere bestemmer, men jeg håber, at hun til den tid er i stand til at konsekvensberegne, så hun ikke ærgres – jeg håber ;-)
Annette, hils Freja og sig, at vi er vilde med hende, Oline og jeg ;-)
Irene, det er vejen frem, tror jeg :-)
Irene
23. januar 2008 at 16:41Forældreansvar og dialog! RESPEKT!
Annette
23. januar 2008 at 16:06Liselotte, jeg bliver lige nødt til at refere min datter, Freja (6 år). Hun sidder her på sidelinjen, mens jeg læser din blog. Hun pegede på dit billede i hjørnet og spurgte – hvem er det? Jeg svarede, at hun hedder Liselotte – hvortil Freja kommenterede med eftertryk: Hun er godt nok pæn! Jeg viste hende billedet af Oline og sagde, at det er hendes datter. Hun er godt nok også pæn, sagde Freja :o)
Den skulle I lige have med, synes jeg…
Lotte
23. januar 2008 at 13:24Jeg er fra naturens side helt typisk nordisk. Blond, fint og glat.
Det vildeste jeg prøvede hos frisøren som barn, var de permanentkrøller, som var så moderne en gang, men som kun holdt 14 dage i mit fehår.
Jeg flyttede hjemmefra som 16-årig, men var 18-19 år før jeg prøvede at have kortere hår end en page der gik under ørerne.
Jeg var midt i 20’erne, før jeg turde farve det. Jeg har derfor aldrig haft en mor, der sagde nej, men det var nok noget med, at jeg i virkeligheden var glad nok, for det der nu en gang groede på min isse.
Mht. farven, vil jeg give dig ret i det med det sorte hår. Jeg har selv prøvet, og det står sgu ikke så godt til bleg, nordisk hud som min. Hennafarven var til gengæld lidt af et hit, for jeg så pludselig ud som om, jeg havde mere kulør iansigtet – men jeg orkede ikke at farve hår hele tiden, så til sidst ragede jeg hele manken af.
Faktisk fik jeg min mor til at hjælpe ;-) Hun vidste jo godt, jeg ville gøre det under alle omstændigheder, og så kunne hun jo lige så godt give en hånd med, så det blev gjort ordentligt.
Jeg tror på, at du gør det bedste for Oline ved ikke at give hende lov til at farve sig sorthåret som 13-årig. Var det en ide at forære hende en sorthåret paryk, så hun kunne se, hvordan hun ser ud med den farve og så hun ved selvsyn kan konstatere om det er dig eller hende, der har ret?
Tina Poulsen
23. januar 2008 at 12:41Jeg må sige jeg er fuuuldstændig enig med dig i at det trods alt er MOR der bestemmer i den alder. Og håret har på ingen vis godt af sådan en omgang. Så har man tendens til langsomt voksende hår, eller som min datter, eksem….. Så synes jeg bestemt det er mere end fair at man sætter foden i gulvet!! :)
Naturlig hårpragt til ungerne ER altså pænest!! Så kan de selv vælge om de vil ødelægge håret når de bliver ældre.
Jeg har selv været igennem år med permanenter og farvninger. Men nu vil håret ikke mere :);) Og man kommer jo altså ret langt med at TALE sammen om tingene.
Liselotte
23. januar 2008 at 10:07Jeg tror det i høj grad er personafhængigt, om man gør oprør som teenager og også i hvilket omfang. For nogle er det tilstrækkeligt at meningsudveksle og slå sig blidt i tøjret,mens andre skal ud at stå på kanten og strække grænser.
Hvordan Oline vælger at gøre sig fri, kan jeg kun gisne om og jeg vælger også mine kampe med omhu, men sort hår er et no-go herhjemme og sådan er det bare. Det sjove er, at hun ofte ender med at komme et stykke tid efter et forbud og siger “hvor var det godt, at du sagde nej, for ellers ville jeg…”, men sådan vil det med sikkerhed ikke være hver gang, så der kommer formentlig diskussioner, hvor vi ikke bliver enige og jeg nedlægger forbud. Hun vil måske hade mig for det, men jeg er den voksne og dermed den, som qua erfaring, har en idé om, hvad hun magter og ikke magter. Jeg tager ansvaret. Sådan skal det være.
Jeg havde ikke noget intens teenageoprør. Jeg havde til gengæld en mor, som var god at snakke med og som ulejligede sig med at forklare, når hun forbød. Hun forlangte ikke, at jeg skulle acceptere, men kun forstå hendes bevæggrunde. Hun sagde altid “jeg forstår, du er vred, men det er sådan jeg vil have det fordi…” og efter en forklaring kunne jeg respektere hendes bevæggrunde, selvom jeg ind imellem har følt mig meget forurettet. Til gengæld havde hun min respekt og derfor var det aldrig i mine tanker, at overtræde et decideret forbud. Var der noget jeg virkelig brændte for, kunne jeg som regel forklare hende hvorfor og så strakte hun sig også langt i sin tro på, at hun sendte mig ud i verden med sund fornuft i baglommen. Sådan vil jeg gerne have det med Oline også. Gensidig respekt og en tro på, at jeg sender hende ud i verden med en portion sund fornuft, som kan redde mere end én situation.
Yrsa
23. januar 2008 at 09:44GUUUD ! mine piger har været jævnligt til frisøren siden de var omkring et år og har altid ELSKET det !
Miderste har sågar præsteret at falde i søvn flere gange i frisørstolen da hun var mindre (det må da kaldes afslapning :-))
Julia
23. januar 2008 at 09:39Øj – jeg hr vidst haft rimelig frie tøjler hvad angår hår og piercinger. Jeg var vel 12 da jeg fik farvet håret første gang. I en rødlig tone. Siden har det været postkasserødt, brunt, lille og ikke mindst sort. Men nu synes jeg selv jeg kan bære alle de der farver – der er ikke meget levrpostej i mig… *G* Jeg var 15, da jeg fik min første piercing. I næsen. Året efter fik jeg hul i den anden side – har dog aldrig gået med ring/stav i begge næsebor på een gang… :-)
Siden er kommet en del flere piercinger til og håret har været klippet i en masse forskellige frisurer. ALT skulle prøves. Nu er jeg efterhånden gået tilbage til den samme frisure 3 gange…
Jeg synes Oline er smuk. Hendes lange lokker er smukke og jeg glæder mig til at se hvad der bliver af turen til frisøren.
Mille
23. januar 2008 at 09:10Da jeg var 14 ville jeg ha hul i örene, “som alle de andre i klassen”. Der var bare lukket for det mödrende varme vand.
Da jeg var 15 lavede jeg alligevel hul i ét öre. mor var rystet.
Först 100 år efter fik jeg hende til at fremväse hvorfor hun var så meget imod det, -jeg vidste det allerede, hun syntes det så billigt ud, som en luder. Först 200 år senere har hun indrömmet at hun syns det ser smart ud på mig med hul i et öre. Og har oveniköbet foräret mig en stor guldring. Tak mor.
De der sorthårede sortmakede piger, minder de os inderst inde om
noget ufordelagtigt, (bortset fra leverpostejmadder med sorte skygger)? Jeg er osse en tante skrap, men jeg overvejer mine krige, og forsöger at sortere de ligegyldige fra, så föler jeg osse at jeg får respekt når jeg siger NEJ. Sådan er det nok osse for Jer, kloge koner som läser dette. Og som sagt, vist er kidsen forskellige, og kloge koner osse. Men om unger afstår fra oprör fordi de får lov at pröve ditten og datten, det vides ikke med bestemthed. En del tror jo at teenagere MÅ göre oprör, og hvis de får lov og får lov så laver de oprör mod dét. Så hvem ska man tro på tro på tro på…men faste rammer og visse regler er nok det de behöver og mange smil og krammere…mentale, hvis andet ikke accepteres.
Hold op hvor blir man dyb på dette forum. ;-D
marianne
23. januar 2008 at 09:01Kære Liselotte. Hvor er det dog skønt med en voksen som tør stå ved sit ansvar og sine meninger. Ikke at jeg var i tvivl efter at have læst i din blog de sidste måneder – men skønt er det og skøn lyder du også til at være. Må Oline få en dejlig dag ved frisøren og i andre bare en dejlig dag.
Lizet
23. januar 2008 at 08:36Det skal jeg ikke kunne sige ;o)
Knægtens hår, når jo aldrig at blive længere end ’14 dage’, så har han klippet det igen. Det kan nok også være det gør en forskel- længden på håret mener jeg ;o)
Min teori har været, at hvis han fik lov til at eksperimentere med sit hår – ville han måske ikke gøre oprør med en tatovering som 16-årig. Piercinger er ikke ham, men han er vild med tatoveringer – det kan jeg godt forstå, det er bare ikke som 16-17 årig man skal erhverve dem ;o)
Ha’ en rigtig god dag.
Johanna
23. januar 2008 at 00:00Håber vi må se Oline efter frisørbesøget. Det er jo død spændende med det første besøg i stolen.
Fortår dig med det sorte. Min datter har gjort det, hun er 19, hørte ikke på mit råd og ærgrer sig nu gul og blå over stædigheden der bygger på “nu må jeg selv bestemme”. Puha, det kommer til at tage tid, inden hun får sit eget tilbage… så håber jeg bare hun lærte lidt af dét, selv om det er øv.
Synes Oline har lækre “gardiner”.
Liselotte
22. januar 2008 at 23:21Ja, det er enhver teenagemors lod i tilværelsen, at være Tante Skrap med mellemrum ;-)
Mona
22. januar 2008 at 23:11En mors job er vist også at skulle være tante skrap – jeg er bare ikke kommet til den rolle endnu, så jeg ser nok nærmere verden på en anden måde end jeg gør, når børnene kommer til….(selvom det river noget i mig at skulle indrømme. ;))
Og jo, erfaringer er kun ens egne….
Liselotte
22. januar 2008 at 23:01Lizet, jeg har snakket med frisøren, som kunne forklare mig, at skyllefarver indeholder et stof (husker ikke hvilket), som mange reagerer på, så det er ikke en option. Desuden er min erfaring, at skyllefarver holder MEGET længere end 14 dage. Specielt de røde og de sorte :-)
Liselotte
22. januar 2008 at 22:53Mona, jeg ved det… og jeg forstår dig, for jeg hader også dekreter, men sådan er det at være teenager her hos mig. Jeg er Tante Skrap, når det passer mig ;-)
De eneste erfaringer er dem man selv gør. Alt andet er andenhåndsviden, som kan være nyttig, men erfaringer gør man kun selv, ikke? ;-)
Mona
22. januar 2008 at 22:44Liselotte – jo mere du forklarer, så forstår jeg dig mere og mere. Du kender din datter og det er med udgangspunkt i det du siger nej.
Det lyder fornuftigt.
Jeg tror bare jeg blev “trodsig” (der er stadig en teenager gemt i mig ;)), da jeg så en hel flok blive enige om at hårfarver ikke måtte komme i deres døtres hår. Og så ville jeg blot bryde ind i debatten med lidt andet input.
Og jeg mener stadig: De bedste erfaringer er oftest ens egne. ;)
(Selvom jeg nu bedre forstår din modstand mod sort hår ;))
Lizet
22. januar 2008 at 22:42Min søn på 15 har erhvervet sig en hårtrimmer. Oh ve og skræk nogle rædsler, der indimellem kommer ud fra værelset. Jeg ved, hvor smuk han er med hår, men det er hans valg. Så er der andre, hvor jeg bestemmer. Men han har i flere år farvet sit hår mørkebrunt, men den sorte måtte bare prøves… Og her er det så jeg tænker på Olines lyst til sort hår. Skyllefarve. Det holder ca 14 dage/14 hårvaske – så er det prøvet.
God fornøjelse ;o)
Liselotte
22. januar 2008 at 22:38Helle W – det omkring allergier er også en af mine overvejelser og kæpheste i forhold til Olines ønske. Jeg bestemmer lige nu, så jeg bestemmer, at vi ikke løber nogen risiko.
Ulla, jeg har et barn, som er ekstremt smertefølsom, så at forestille sig, at hun pludselig vil pierces forekommer helt absurd, men skulle det ske, skal jeg love dig, at jeg vil bruge lang tid på at snakke om evt. konsekvenser med hende.
Forøvrigt er jeg en af dem, som finder piercinger smukke til de rigtige mennesker. Min niece er en af dem, som virkelig kan bære sådan en, men den har konsekvenser på mange områder af hendes liv. Hun er så gammel, at hun ved og forstår det. Oline skal være det samme, inden der er snerten af samtykke i farevandet.
Ulla
22. januar 2008 at 22:33Det blir da spændene bare med klipningen, jeg havde det som dig da min datter som i dag er 23 ville have ring i næsen eller bryn, alternativet blev en ring i navlen, den var ikke til offentlig beskuelse og i dag er hun lykkelig for jeg sagde nej.
Liselotte
22. januar 2008 at 22:29Mona, jeg er heller ikke det mindste bange for at eksperimentere med håret, hvilket utallige mere eller mindre heldige billeder vidner om, men det handler om Oline og hun er af en HELT anden støbning end jeg. Hun tåler meget dårligt, at der er forandringer og alene hendes ønske om sort hår er en overraskelse, men jeg kender hende og ved, at det inkluderer en efterfølgende lang periode med en ulykkelig pige. Det vil jeg gerne forskåne hende (og mig) for.
Lad hende bare om et par år… så kan jeg i det mindste efterlade hende hjemme, hvis jeg ikke vil følges med hende, fordi hun græder konstant over sin sidste ulykke ;-)
Mona
22. januar 2008 at 22:25Jeg er også overbevist om at du kun vil din datter det bedste. Misforstå mig ikke.
Måske er det bare fordi jeg ikke selv er bange for at putte farve i mit hår – uden at det bliver de helt “vilde” farver. Jeg synes det er sjovt, at lege med håret – og nogle gange betyder det ikke farver og frisurer man fortrød…men så vokser det jo ud igen.
Når det er sagt, så synes jeg det er fint, at du forsøger at banke fornuft ind. For du har ret i at meget få kan tåle at få sort hår. Og så må vi håbe at hun enten forstår det eller at hun ikke fortryder det bitterligt, hvis hun engang beslutter sig for at putte sort farve i håret. ;)
Helle.W KBH
22. januar 2008 at 22:16Ang. hårfarvning er jeg enig med dig Liselotte, men tænker også på de frygtelige allergier der har været af hårfarve.
http://www.taenk.dk/index.php?.....h%E5rfarve
Der er kvinder der nærmest er blevet invalideret, og andre der har fået alvorlig livslang allergi for farvestoffer som også er i f.eks skind.
Der har været nogle uhyggelige eksempler i TÆNK de sidste par år.
Min datter på 11 er også begyndt at tale om hårfarve – og hun har endda det smukeste sortbrune hår, da hun er adopteret fra Kina, men i første omgang vil hun ha´gele, saltvand og glimmerspray !.
Liselotte
22. januar 2008 at 22:12Mona, det bliver ikke i en alder af tretten at Oline får afprøvet det sorte. Om nogle år vil jeg mene, at hun er moden til at træffe den slags beslutninger og dermed også rumme de konsekvenser de evt. har, men det er hun ikke nu.
Hun synes det er smart lige nu – om et halvt år er det noget andet, som er smart. Om 2 år kan hun selv bestemme og gøre sine egne erfaringer men indtil da er det mig, som bestemmer. Jeg er voksen, det er hun ikke – og jeg ved, at hun fortryder om et øjeblik. Det ved hun ikke, fordi hun kun er tretten.
Jeg tror det er rigeligt for hendes system, at der skal en saks i håret i morgen… ;-)
Mona
22. januar 2008 at 22:02Jeg forstår bare ikke: Hvorfor ikke lade hende selv prøve det af?
Jeg har også haft sort hår – og jeg så noget så bleg ud med det. Men så er det prøvet. (at jeg så liiige skulle prøve det 10 år efter er så bare mig, der ikke bliver klog af skade….).
Det er ikke for at træde nogen over tæerne, men erfaringer er bare bedre, når de gøres af en selv. Især når det er noget så uskyldig som hårfarvning.
Men okay, når hun ikke har været “bange” for saksen hidtil, så er det også et stort spring at farve det sort. Et skridt af gangen er en god idé.
Liselotte
22. januar 2008 at 21:53Hold da op, så mange gode og ind imellem skrækkelige historier om klipninger/farve og hvad der ellers sker hos frisøren.
Oline får lov til at bestemme frisuren, men ikke farven. Jeg vil ikke have, at hun farver det sort. Det har to årsager.
Den ene årsag er at det efter min mening er ualmindelig uklædeligt til enhver gennemsnitsgrå dansker med leverpostejgener – hvilket vel rundt regnet inkluderer 98% af befolkningen her i Danmark. Man skal være meget eksotisk, for at være smuk med sort hår. Ellers ligner man bare en ulykke eller alternativt noget, som er på randen af selvmord.
Jeg kunne principielt være ligeglad, men det er jeg ikke. For det første skal jeg følges med min datter, som kommer til at ligne en ulykke og her kommer så også den anden årsag ind i billedet…
Den anden årsag er, at det ikke er sundt for håret først at blive farvet sort, for herefter at måtte bleges, fordi den unge dame bliver helt ulykkelig ved synet af det sorte. Jeg bilder mig ind, at jeg kender mine lus på travet. Faktisk er jeg så sikker, at denne sidste årsag er mere end rigelig. Hun får ikke sort hår. Hun ville græde sig i søvn de 13 år det igen ville tage igen at få en tilsvarende hårpragt, for det er umuligt at fjerne det sorte og alene forsøget splitter hår ad i atomer.
Det er mit privilegium at bestemme lidt endnu. Jeg udøver den ret uden at blinke. Sådan er det bare herhjemme.
JJH
22. januar 2008 at 21:47Jeg har altid ladet mine døtre selv bestemme over deres hår. Det har nogle gange været rigtig svært, men de skulle jo selv gå med det! Da den yngste ringede hjem fra en lejrskole i 7. klasse og spurgte, om hun måtte farve sit hår sort, blev jeg derfor lettere forbavset, men også glad, for hun syntes altså alligevel, at jeg skulle tages med på råd! Det varede så til hun kom hjem, og det viste sig, at håret var farvet inden hun ringede, og at hun kun ringede, fordi læreren havde bedt hende om det. Senere samme år blev hun barberet skaldet i siderne og havde kun en Mohawk med laaangt hår tilbage. For at det skulle gøres pænt, tog jeg til frisøren med hende. Det er slet ikke sjovt at gøre oprør, når oprøret ikke betragtes som et sådant!
Lene
22. januar 2008 at 21:18Jeg kan godt forstå hvis Oline har sommerfugle i maven, men det bliver spændende i morgen. Håber så inderligt, hun bliver tilfreds.
Ella
22. januar 2008 at 20:47Det bliver så spændende at se resultatet, vi venter spændt. AC kan næsten ikke vente :-)
Jette
22. januar 2008 at 20:13Herhjemme har vi haft en oplevelse a la Tinas. Mellemste havde aldrig været klippet (hår som Oline) VILLE så gerne klippes som 14-15 årig…. Kom til frisøren og blev klippet…. græd sig i søvn de næste 14 dage, og blev derefter først klippet igen som voksen. Håber Oline bliver glad for sit hår. :)
Mona
22. januar 2008 at 20:09Jeg går lige imod flokken. ;)
Jeg sidder lidt og tænker: Hvorfor ikke lade hende prøve den sorte farve? Det vokser ud igen – og så har hun prøvet, og så kommer det ud af systemet.
Jeg har ganske vist ikke selv børn, så derfor kan jeg ikke sætte mig ind i de moderlige følelser – men jeg har selv det princip at mit hår vokser ud igen, så hvis jeg får lyst til en ny frisure eller ny farve, så prøver jeg det af.
Og sådan håber jeg også at jeg kan sige til mine børn, når det engang bliver aktuelt. ;) Nogle gange ser det dumt ud – men det er kun for en periode. Håret vokser ud igen – og nogen gange kan det reddes inden da. :)
Bodil L.
22. januar 2008 at 19:58Sikke en dejlig og smuk datter du har- Spændende med den klipning. Glæder mig til at se resultatet.
Du må have en god bedring :-) Liselotte
Mille
22. januar 2008 at 19:47…på den anden side…hvad er det med “de der mödre” og deres syn på sager og ting. Her i “urskoven” i Sverige er alle, nåja, nästen alle töser i teenagealderen osse sorthårede. En venindes datter fik lov da hun var 12-13, -for så er det nok ikke så intressant siden hen, ressonerede veninden, nu er ungen 15 og rödhåret blondine, ganske när hendes egen farve, så på den punkt havde hun ret, veninden. …..hvis det så bare var HÅRET de ville farve sort, men det er jo osse hele ÖJNENEne…det er vel det der manga og hva det nu hedder altsammen der gör det…
Nadia
22. januar 2008 at 19:46Hun vil gerne gøre opgør mod sine forældre. Min niece er præcis i samme alder som Oline, og tro mig. Nogen tror jeg, at de 2 nærmest en kopi af hinanden. Min niece kan virkeligt snakke mit øre af. Hehe
lilli
22. januar 2008 at 18:40Sikke en hårpragt hun besidder…. Har en datter på 5 med en kæmpe dynge hår. Kan ikke lade være med at henvise til følgende link: http://www.malacakastbjerg.dk/.....s/zzc.html
Det er længere nu…..
Tina Poulsen
22. januar 2008 at 18:32UH hvor jeg håber hun får en kanon oplevelse og på ingen vis bliver skuffet :) Jeg gjorde noget a la Acq… da jeg var 15 tog jeg til frisør med en besked om studsning. Men jeg tog hjemmefra med hår jeg kunne sidde på og kom hjem med verdens grimmeste pagehår der gik lige til hagen ;) Kors hvor jeg dog hylede og nægtede at forlade mit værelse!!!
Det blev aldrig laaaangt igen!
Hønsemor
22. januar 2008 at 18:23Jeg håber Oline selv bestemmer og bliver glad for sit nye hår..
Husker med rædsel da jeg selv var 13 år og min mor havde rottet sig sammen frisøren, ind gik jeg med hår til numsen, ud kom jeg med håret klippet af lige under ørene. Jeg tilgav aldrig…. Før der var gået mange år.
Derfor har mine piger også altid selv bestemt både favning og klipning, det er dem, der skal gå med det.
yt
22. januar 2008 at 18:14Hvis det er for at se om hun er køn, kan du godt spare frisøren.
For det behøves Oline ikke klippes for, at man kan se hun er skøn køn pige.
Så hold fast i ingen sort hårfarve, hvorfor skal de nå det hele inden de er bare lidt voksne. De vil frem i verden de unge piger, også må vi være bremsen engang imellem. Selvom det holder hårdt ind imellem, har selv en på vej mod de 13 år.
Acq
22. januar 2008 at 18:02Jeg tænker også at hun efter ilddåben bliver solgt til oplevelsen! Selv måtte jeg plage om at blive klippet som barn fordi min mor mente at jeg “havde sådan noget pænt hår og det vil være SÅ synd at klippe det af”. Argh! Tog revance ved at købe hårfarve i Matas og i smug affave det mget lange hår til en ren platinblond… Hun var ubetinget utilfreds i mange år efter! :D
Lizelotte
22. januar 2008 at 18:01Hvad ER det med de tøser og sort hår!
Bodil har plaget i årevis – pt er hendes hår et kompromis: Vi farvede det først rødt, og så løftede vi toppen og farvede det nederste sort.
Det er faktisk smart. Men kulsort manke, det siger jeg ikke ja til…
Mille
22. januar 2008 at 17:41Det er märkeligt med hår, så meget det betyder for os kvinder.
Selv födtes jeg med lidt dun. det udviklede sig til en mager og temmelig kort langhåret hårpragt, kortere end Olines, hvis det er hende på billedet, og det er det vel? Studsning har altid väret metoden, undtagen de gange jeg har valgt det helt korte.
Pandehår siden 13 års alderen. Så bestemte jeg forrige sommer at nu vil jeg se hvor LANGT mit pandehår kan blive og lod det vokse, og studse og vokse og studse og vokse. Nu er alt lige langt og lige langt nok til én ultralille rottehale i nakken. Jeg har hört at ens hårlängde og tykkelse er forprogrammeret så det kan man ikke lave om på, og jeg har affundet mig med det og glädes over mit nu “lange” pandehår. Så kom min ellers söde mor i julen, og efter 7 dage spurgte hun: -Har du helt opgivet at gå og blive klippet, du tränger forfärdeligt til det, er det penge så…?…
hold da käft hvor blev jeg smadret.
Men jeg har rejst mig igen og syns at jeg er helt OK med mit tynde halvlange korte hår.
For at göre en lang historie endnu längere. Min 9-åring födtes med dun, og var stadig en dununge i treårsaldren. Nu har hun det flotteste kraftige, lange, glänsende hår og jeg gläder mig over det hver dag. Dejligt hun fik sin fars gener på den front.
Ha det godt önsker Mille i Sverige
Jeannette Mariae
22. januar 2008 at 17:23Det er så spændende… Håber du følger op på processen, her ;-)
Liselotte
22. januar 2008 at 17:02Jeg er meget spændt på, hvad hun siger om det efterfølgende. Jeg har besluttet mig for, at hun selv aftaler med Trine (frisøren) hvordan, for jeg ved, at Trine og jeg er enige omkring farve i håret ;-)
Det er så fantastisk at se sig selv udfoldet efter sådan et frisørbesøg og Irene, jeg håber sådan, at hun får en oplevelse, som ligner din :-)
Tora
22. januar 2008 at 16:48Hehe, jeg smiler i skjegget.. Husk bare å be frisøren gi henne en lang og god hårvask med hodebunnsmassasje, det er det som gjør frisørbesøket vidunderlig!
Lykke til ønskes Oline!
Anne Dyrholm Stange
22. januar 2008 at 16:47Hun bliver smuk og lækker som få, og vil for evig tid plage om at komme til frisør igen og igen, og så får Kenneth brug for at åbne pungen igen og igen, og også vånde igen og igen!
Jeg kan godt forstå, at du siger nej til sort, der er rigeligt at år at tage af, alt behøver ikke være prøvet før man er 10-12 eller 15.
Og for et lækkert hår som Olines, der ville det slet ikke være godt, krøller skal ha’ fugt og ikke farve, der dræner…
Irene
22. januar 2008 at 16:47Hvor jeg husker min transformation. Det var nervepirrende spændende at se den unge kvinde dukke frem … Hun sidder indeni mig endnu, hende den smukke nye med det flotte hår.
Oline, du bliver noget så SWUSH! Det er sjovt, og man kan lave om på det på en halv time, hvis ikke man lige kan lide det første hug.
Bolette
22. januar 2008 at 16:46studsning er godt og klipning bedre …Men jeg kan ikke lade være med at skrive at Oline ser ud til at være en ualmindelig smuk pige med det er dejligste hår , smil & ansigt ( hvordan kan hun andet med de forældre ) Jeg forstår godt jer alle 3 jeg har levet med en dreng der i stive fem år nægtede klipninger , først da folk beggyndte at tage fejl af ham og mig qua ligheden og hårlængden …Blev han mere åben for klipninger …Nu er han 20 år og bestemmer helt selv ( næsten gnækker den onde mor )
Jeg nød også da jeg endelig så ham komme til syne bag gardinet
vær blid ved hende ( men det er du vel )
:-) Bolette