Jeg har spist gammeldags, persillefyldt, grydestegt kylling med frisklavet agurkesalat. Jeg har spist hjemmelavet is med store, søde chokoladestykker. Jeg har drukket en lille kop kaffe. Maven protesterede lidt, men ikke mere end den igen er faldet til ro.
Jeg har siddet på gulvet det meste af aftenen. Det er sådan det er at være hos mor. Der lever jeg på gulvet. Det har jeg altid gjort.
Da jeg boede hjemme, var min plads altid på gulvet eller i skrædderstilling på et af bordene, men helst når mor ikke så det. Det er underligt, som den slags vaner hænger ved. Mor bor ikke længere et sted, hvor jeg har boet. Det er nye omgivelser, som ikke er knyttet til min ungdom og dermed vanen med pladsen på gulvet, men alligevel ender jeg dernede. Det må vel være en refleks. Den er temmelig uskyldig, så det går vist an.
PS – maden smagte forrygende og havde jeg glemt hvor godt sådan en grydestegt kylling smager, kan jeg til gengæld huske det lang tid fremover. Tak for mad, mor :-)
8 kommentarer
Liselotte
23. januar 2008 at 19:15Bolette, det er måske mor der gør forskellen – og ikke omgivelserne :-)
Deborah, den der med friskslagtede kyllinger, den inkluderede at SE PÅ, når farfar ondulerede en til vores middag, for man skulle vide, hvor maden kom fra… *Uf, tænkte vi…*
Deborah
23. januar 2008 at 16:10Jeg husker, når jeg var hos mormor og morfar og vi kørte efter friskslagtet landkylling. Jeg var hende, der var over alle bjerge, når den skulle have hugget hovedet, men den smagte jo rigtig godt senere. Intet som kylling hos mormor og frisk jordbær ….det kunne jeg godt tænke mig at kunne igen.
Bolette
23. januar 2008 at 14:41grydestegt kylling og gulv er sjovt nok også lig med mig og barndom / ungdom…
desværre sidder jeg ik mere på min mors gulv da hun gik over på den anden side / døde for mer end 10 år siden ….
Men den grydestegte kyllling laver jeg selv indimellem til stor fornøjelse for resten af min familie og når jeg besøger min dejlige moster sover jeg i min barndoms sovesofa så jeg kender godt den der med at gå i “barndom” …ubetinget reflekser evt…
may the force be with u
p.s
Jeg kan se på min egen 20 årige søn at selvom han aldrig har
boet i enghuset gør han det sammen som da vi boede sammen i
lejlighed …går ud som et lys på sofa og føler sig dejligt hjemme
skønt det er nok noget med MOR…
:-) B
Liselotte
23. januar 2008 at 10:20Grydestegt kylling er også forbundet med min barn- og ungdom, så det var et kærkomment gensyn.
Det er pudsigt at komme hos mor og stadig ikke vide, hvor hun har forskellige ting. Min søster flyttede med og synes stadig at kunne finde alting, for hun ved, hvordan de indrettede sig i sin tid, men jeg ved ingenting. Underlig fornemmelse.
Sifka, hvad er der med os to? ;-)
conny
23. januar 2008 at 10:03Jeg tænkte “grydestegt kylling og hjemmelavet agurkesalat på en helt almindelig hverdag”? Men så fandt jeg ud af, at du var hos din mor! Så gav det mening. Den ret er så meget forbundet med min barndom og derefter med besøg hos mine forældre. Der kom både mundvand og gode minder frem.
Og du har ret – man er meget mere gæst, når forældrene forlader ens barndomshjem, selvom visse vaner altså holder ved.
Olines
23. januar 2008 at 06:43I dit indlæg er det støvlerne der specielt fanger mig! Sådan et par “bor” jeg også i denne vinter.
Sifka
23. januar 2008 at 00:01Jeg opholdt mig også altid på gulvet hjemme, dengang.
Irene
22. januar 2008 at 23:44Grydestegt kylling. Slurp!