Våd hverdagstirsdag

Det er verdens mest triste vejr i dag. Regn og rusk har været med på sidelinjen hver eneste gang, jeg har bevæget mig udenfor. Efter to minutter ude, skal jeg igen indenfor og er våd og klam i lang tid efter. Det er ikke sundt eller på anden måde attraktivt. Lad det bare regne og lad mig endelig komme ud i det, men fri mig for at skulle indendøre og sidde stille i det samme, våde tøj bagefter.

Jeg sluttede arbejdsdagen lige bagved indkøbsmuligheder og Oline og jeg er alene i aften, så jeg vidste, at jeg kunne gøre hende glad med en portion aspargessuppe, men endelig ikke hjemmelavet, for den smager absolut ikke godt… ifølge hende :-(

Ind at handle, ud i bilen med varerne og ud over stepperne, eller sagt på en anden måde ned bag universitet og ud gennem Sønder Tranders og tværs ind over markerne, for at ramme Gug efter små 5 minutter. Det var nemt.

Hjemme blev jeg modtaget af Oskar og det er det bedste ved at komme hjem. At en hund kan blive så glad for at se sit menneske, det er et lille under og jeg er vild med ham. Klog er han måske ikke, men han er dælme rar.

Indenfor kunne jeg konstatere, at Kenneth og Oline har haft travlt denne morgen. Resterne efter morgenmad stod og ventede på mig, så det var bare at tage fat fra en ende. Imens kunne vandet til kaffen koge, Oskar kunne løbe en tur i haven og jeg kunne lytte lidt til radioen, som straks blev tændt.

Da køkkenbordet igen kunne ses, var der hyacinter, som skulle i vand.

Jeg elsker dem og jeg elsker, at jeg nu kan købe bundter af dem, som kan stå længe i vaserne og dufte. I dag blev det de blå, jeg tog med hjem. To bundter, fordelt i kande og vase og så var der lige tulipanerne også, for dem kunne jeg naturligvis ikke stå for.

To bundter pynter nu på spisebordet. Hver gang jeg passerer dem, bliver jeg i godt humør. Dyre var de ikke, men glæden ved at få øje på dem, er allermest værd.

Om et øjeblik kommer Oline hjem. Jeg glæder mig.