Jeg har tennisalbuer, permanent inflammation i begge skulderled og er i det hele taget lige til at smide ud, hvis ikke det var fordi, jeg er mere end heldig med pauser ind imellem udbrud. Nu gør venstre albue ondt. Det kunne jeg godt undvære…
Jeg er medlem af SL. Det er ikke umiddelbart logisk, at vi er fagligt organiseret under socialpædagogisk landsforbund, men der er naturligvis en rigtig god forklaring på, at det er sådan. Den skal jeg skåne jer for.
I Socialpædagogen er der – og det sker kun med års mellemrum, fordi vi er så mikroskopisk lille en faggruppe – en fin artikel om det pres, som i disse år hviler på os tegnsprogstolke. Man kunne godt blive en smule klogere på mit faglige område, hvis man gad læse den. Man kan også lade være og så skal jeg i stedet for give en forklaring på smerterne i venstre albue, som er sakset direkte fra artiklen…
Vrid et dørhåndtag 4.000 gange på en time, så kender du den belastning, en tegnsprogstolk udsætter sig selv for ved en times arbejde.
Jeg fik ikke mindre ondt af at blive mindet om det. Fandens også!
20 kommentarer
Kim
16. januar 2008 at 18:30Tak for forklaringen–nu kan jeg godt se hvorfor tolkning er mere anstrengende.
Liselotte
16. januar 2008 at 17:07Kim, der er stor forskel på at hyggesnakke på tegnsprog og tolke på tegnsprog. Når man tolker, kommer helt andre ting i spil. Man skal anstrenge sig for at lytte, få det hele med, omformulere det til tegnsprog og siden få det ud i hænderne, så der er mange flere processer involveret, når man tolker. Jeg får ikke ondt af at tale tegnsprog. Jeg får ondt af at tolke.
Jeg synes det er svært at forklare, men sidder man i en position, hvor det er alfa og omega, at man får ALT med i en videreformidling, kan det ikke undgåes, at man spænder uhensigtsmæssigt. Det giver lidt skader og så er det sådan, at man i en samtale har turskift. Det har man ikke, når man tolker…
I den situation er det mig og mig alene, som formidler på tegnsprog – jeg har ikke småpauserne, hvor jeg lytter til den anden part, mens jeg lader hænderne synke ned i skødet. Jeg er konstant i gang, uden pauser.
Kim
16. januar 2008 at 16:15Gud, hvad gøre man så som døve? Er det lige så belastende at bruge tegnsprog til daglig snak? Jeg mener det må være svær at tage pauser. Kender du noget til det?
Og god bedring til dig. Det er slet ikke sjout.
Kim
Liselotte
16. januar 2008 at 08:56Lotte, det er en permanent skade, men med pauser mellem udbrud og det er dem, jeg forstår at udnytte ;-)
Jeg aflaster så snart, jeg mærker noget til arme og skuldre. Lige nu er strikkepindene lagt på hylden og jeg sørger for, at jeg ikke laver noget med armene, som kan provokere dem yderligere. Det virker ind imellem. Jeg håber, at det virker denne gang, så smerterne lægger sig igen :-)
Lotte
16. januar 2008 at 08:54Jeg tænkte også straks som Lene, Hvordan kan du dog strikke så meget…
Jeg har ingen gode råd til aflastning, der ikke allerede er nævnt. Det eneste rigtige er jo at lade være, men det kan man jo ikke bede dig om ;-)
Krydser fingre for, at det ikke udvikler sig til en permanent skade.
Liselotte
15. januar 2008 at 22:59Det handler vel dybest set om noget arbejdsmiljø, som tager hensyn til den belastning. Det har vi arbejdet meget med, men der er – som de også anskueliggør i artiklen – kommet nye arbejdsforhold, efter konkurrencen er kommet i spil.
Slitage, som det vi udsættes for, kan kun aflastes ikke forebygges. Bevægelserne har vi jo, men vi kan sørge for pauser og ikke alt for lange dage med tolkning.
At svømme, styrketræne eller på anden måde styrke fysikken er ikke af vejen, men det, som slider allermest, er de ensidigt gentagne bevægelser. De er en del af tegnsproget, så dem kan vi ikke gøre så meget ved – vi kan strække ud i de muskler, som er trætte – og krydse fingre for, at vi ikke er én af dem, som ender med arbejdsskade :-)
Bodil L.
15. januar 2008 at 22:43Meget spændende artikel om dit arbejdsområde, Liselotte. Jeg har aldrig tænkt på, at det kan være belastende for armene at tolke, det ser jo så let ud. Hvad kan der gøres forebyggende?
Liselotte
15. januar 2008 at 22:25Jeg lader strikkepindene hvile og håber, at det er tilstrækkeligt til, at albuen glemmer, at den er der ;-)
Anne Dyrholm Stange
15. januar 2008 at 22:12Øv hvor surt og synd for dig, Liselotte!!
Du må lade strikketøjerne ligge lidt, og så lave noget af alt det andet, du også er god til og glad for, snakke for eksempel ;-)
Det er en pokkers erhvers-skade, den du har tilranet dig, og 4000 vrid til sammenligning, jeg tør slet ikke forestille mig, hvor ømt og ondt det føles.
Pust, trøsteklap og ae ae og allermest god bedring…
Sanne
15. januar 2008 at 22:12Øv ja det er bare så irriterende… og især når det er en lidelse man har tildraget sig via sit arbejde. Jeg har selv en sådan skulder og højre albue og også mit er opstået via mit arbejde, da jeg i en periode skulle give en baby fysioterapeutisk massage, uden at være fysioterapeut. Ingen arbejdsskade erstatning, øv for det… og det kan du vel heller ikke få Liselotte?
Jeg er ked af på dine og andre tolkes vegne, at det er så belastende at tolke. Men som mor til et svært hørehæmmet barn er jeg bare så glad for jeres uddannelse ;-) ..selv om han ikke har haft så meget brug for tolk, så har mange af hans skolekammerater…og så mange andre.
Elsker også selv at strikke, men kan ikke pt, så kender det godt de perioder hvor man bare ikke kan.
God bedring med alle dine ømme led.
Irene
15. januar 2008 at 22:05Puuuuuuuuuuust!
Liselotte
15. januar 2008 at 20:20Hviid, saltcentret i Mariager er et skønt sted, men det ligger lidt for langt væk, når det værste jeg kan gøre ved albuerne er at køre bil. Det ville ellers være skønt…*suk* :-)
Mette, det er skide irriterende, er det :-(
Mette
15. januar 2008 at 20:04Av det lyder ikke spor rart !!
God bedring:-)
Hviid
15. januar 2008 at 19:50Saltcentret i Mariager – er fantastisk til ømme muskler – vandet er mindst 37 grader varmt. Mandag aften er der lidt wellness m. saltpeeling og “mudder” samt mulighed for massage, det kræver dog at man har årskort.
Bruger det selv aktivt mod tennisalbue og tendens til irriterende spændinger.
Har tidligere haft stor glæde af pilates, men har ikke fundet en god underviser, efter at jeg er flyttet til fastlandet.
Liselotte
15. januar 2008 at 19:35Jeg er heldig, for jeg har lange pauser, hvor jeg intet mærker til led eller muskler, men pludselig kommer det i udbrud og jeg er slået omkuld et stykke tid. Jeg får fysioterapi med mellemrum – massage – og så er der de daglige udstrækningsøvelser, som hjælper helt gevaldigt.
Lene LN, jeg kan – i lange perioder – ikke strikke det mindste, men så nyder jeg det dobbelt, når jeg endelig kan :-)
Lis Clausen
15. januar 2008 at 19:30Ja, jeg har læst SL´s artikel så snart fagbladet lå på mit bord – og tænkte straks på dig.
Flot ser de ud, når i tolker – men kan sagtens forestille mig hvor meget det slider.
:-D Jeg tror faktisk kun jeg læste hele artiklen igennem for at finde dig som jeg følger dagligt på din blog. Blev helt skuffet over at din medvirkende manglede. Men jeg synes nu det er en spændende artikle at læse.
Jeg ved du forstår at passe på dig selv, spørgsmålet er om du også husker på det?
MVH Lis
Lene LN fra Tyskland
15. januar 2008 at 19:29Liselotte, hvor er jeg glad for at höre fra dig :-)
Og med det job kan du stadig strikke saa meget? Du har lige aabnet öjnene paa mig – indblik i en ny arbejdsverden. (Jeg sidder “bare” paa kontor…) Strikningen maa väre andre muskelgrupper eller hvad?
Helle K.
15. januar 2008 at 19:23Det lyder slemt. Hvordan lever du med det i hverdagen? Får du behandling – medicin eller ingenting? Når man tænker nærmere over det, så er det jo klart, at sådan et job giver overbelastning. Kram og et pust fra mig. :-)
Valdemarsro.dk
15. januar 2008 at 19:22Av for den da!
Mon ikke I skulle have adgang til massage og fysioterapeut ad libitum… -Så kunne I da lige få sådan lidt velvære-massage oven i (Jeg har lige hørt on en chokolademassage, den kunne jeg tænke mig!)
Tina Poulsen
15. januar 2008 at 18:46Ja de 10-12 tegn jeg kan, giver ikke tennisalbuer. Men jeg har en veninde der hver dag passer en lille dreng der er døv. Hun bøvler også med diverse led.
Pas på dig selv Liselotte :)