Jeg har været i godt selskab denne weekend. Det allerbedste faktisk. Jeg elsker, når mennesker omkring mig, tvinger mig til at sætte ord på nogle af mine frustrationer og jeg har en veninde, som er rigtigt god til at hjælpe mig med det.
I søndags faldt talen på webloggen, prisen jeg fik, det offentlige rum kontra det private, hvad det betyder for mig, at skrive herude og hvad det gør ved mig, at være offentlig både på bloggen, men også i forbindelse med interviews.
Jeg er så ambivalent omkring det, at det var en rigtig svær prøve hun satte mig på, da hun bad mig beskrive, hvorfor jeg ikke bryder mig om opmærksomheden. Hun kender mig rigtigt godt, så hun er god at tale med, for der er ikke noget med at snige sig udenom. Tænk og tal!
Jeg har intet problem med det jeg skriver herude. Jeg har et problem med at blive bedt om, at optræde offentligt.
Det handler om kontroltab og det har jeg aldrig været i tvivl om. Det handler om, at jeg mister retten til filter, når andre skal formidle mig, for jeg er jo ikke kun det, jeg skriver herude. Jeg er så meget mere og jeg redigerer. Du ser mig ikke på en søndag, hvor jeg er grim ud over enhver fatteevne. Du ser ikke mine skyhøje bunker af vasketøj. Du hører ikke, når jeg bander, som en havnearbejde – det er forøvrigt noget, jeg er rigtigt god til…
Hun giver mig eksempler. Hun ved godt, at når jeg skrive hudløst ærligt omkring mine følelser i forbindelse med Alexander, så er de allerede bearbejdet i en eller anden grad. Ellers kunne jeg ikke skrive om dem. Hun ved, at når jeg skriver om hverdagen, er den redigeret i en eller anden form. Den er i hvert fald gradbøjet med mellemrum, fordi den skal være det, for ikke at udlevere nogen. Hun ved, at ved siden af billedet af blomsten står en fandens høj bunke endnu ikke sorterede blade og så videre…
Hun ved, fordi hun er en del af mit liv, at jeg skriver med filter. Et filter, som skal udgøre skillelinjen mellem det personlige og det private og hun rammer rigtigt, når hun anfører, at det handler om kontroltabet. At jeg mister redigeringsretten. At jeg bliver klædt nøgen, for det er jeg jo aldrig herude. Her er jeg sommerklædt, vinterklædt, klædt ud og pakket ind – helt som det passer mig, for jeg bestemmer.
Jeg er også bare mig og jeg er dybest set ikke særligt interessant. Jeg er jo bare mig! Et helt almindeligt menneske med en skrivekløe ganske vist, men de fleste vil nok medgive mig, at jeg er temmelig gennemsnitlig.
Samtidig er jeg sådan en, som elsker at optræde på slap line. Også gerne med mig selv som det tåbelige eksempel, som andre kan grine af. Jeg elsker at undervise/formidle viden og jeg tror, at jeg er god til det. Når jeg træder op foran en forsamling og ved, at nu skal jeg fortælle dem om et eller andet emne, er jeg faktisk i mit es. Jeg er sjov, selvsikker og i den grad klar til at underholde. Bare jeg ved, at det ikke handler om mig, men om noget andet, så kom an.
Jeg er også sådan et menneske, som ikke bekymrer mig særligt meget om, hvad andre mennesker måtte tænke om min måde at leve på. Jeg blander mig heller ikke meget i deres valg her i livet, for det handler dybest set om, at man skal være glad, der hvor man er. Det er jeg god til at være. Det er en gave og det gør, at jeg fremstår utrolig stærk. Det er jeg også, når jeg selv sidder ved roret.
Jeg er fuldstændig sikker på mig selv. Jeg ved, hvem jeg er. Jeg ved, hvad jeg kan. Jeg ved, hvad jeg vil.
Jeg vil
selv
bestemme.
Det er retten til det, jeg mister, når andre skal formidle mig. Så bliver jeg hundeangst. Det er vel helt menneskeligt og sådan fik jeg endnu en gang slået fast, at jeg er helt igennem gennemsnitlig. Ah…
25 kommentarer
Marina
16. januar 2008 at 11:01Kære Liselotte
Jeg er så glad for at du er derude og skriver til os andre. selvfølgelig er det en redigeret virkelighed du videregiver, men man vælger jo selv hvilken del af virkeligheden man vil lade få afgørende indflydelse på sig selv. Når du blogger og vælger det ud som du syndes at andre må se, så er det garenteret også sådan at det som du ligger ud på bloggen kommer til at fylde mere end det ellers ville i dit billede af dig selv og dermed får du øget selvbestemmelse.
Jeg kikker ikke forbi så tit, men når jeg gør bliver jeg altid glad og i går hvor jeg ikke kunne komme ind blev jeg helt bekymret for dig. Måske ligefrem så bekymret, at jeg ville have opstøvet dig og sendt et brev hvis ikke det havde været muligt at komme ind i dag.
Så tak for dig og hav en god dag
Marina (fra Fejø)
Liselotte
15. januar 2008 at 19:31Valdemarsro… Ellas billede ligner også mere mig – og fotografen og jeg er ikke længere de bedste venner ;-)
Valdemarsro.dk
15. januar 2008 at 19:17Det er meget fint skrevet!
jeg kan sagtens følge dig, -jeg har det også bedst med at bestemme selv, så kører det lissom bedst ;-)
Jeg har lige læst artiklen fra et link hos Ella. Jeg synes artiklen er rigtig fin, -men Ellas billede ligner mere dig, som jeg ser dig for mig bag alle ordene :-)
Liselotte
15. januar 2008 at 17:29Mon ikke det er almengyldigt, at det er angstprovokerende at miste kontrollen, hvis man ikke samtidig er meget tryg ved rammerne, der er sat for kontroltabet. Jeg tror det :-)
Jeg har intet problem med at være mig. Jeg har et stort problem med ikke at få lov til at være mig :-)
Jeg synes det nye tegn er fint, Heidi – jeg kan lide det :-)
Heidi
15. januar 2008 at 16:01Hej Lise-Lotte,
Først tillykke med blog-prisen, og ja, alting har sin … pris :-)
Jeg er meget optaget at se livet, som det er. Ikke hvordan jeg kunne tænke mig, at det skulle være, men hvordan det ER.
Når jeg får gæster rydder jeg op og gør pænt. Nogen gange, måske mere end godt, for min kloge kæsreste siger: Hvorfor må gæsterne ikke se, hvordan vi i virkeligheden bor. Jeg svarer ham, at det pæne hjem, er dér, hvor jeg føler mig hjemme, rodet irriterer mit øje og min ro.
Problemet er at jeg kan komme til at tro på, at mit hjem og mit liv er rent og ryddeligt – og det er det også ca. 1 1/2 dag om ugen – more or less.
Jeg vil gerne at 1) enten min kæreste blev bedre til at rydde op eller 2) at jeg blev bedre til at acceptere at mit liv ikke er et ugeblad,
For når jeg ikke lever op til mine egne idealer, føler jeg mig utilstrækkelig.
Når jeg ind imellem alligevel har fået gæster uden den hvide tornado har været i gang, kan samværet få en anden karakter. Når jeg viser min sårbarhed og mit kaos, bliver deres også plads til gæsternes.
Selvfølgelig er det rart at mødes i lækkerheden, men nullermændene er nu heller ikke så tossede… ;-)
Tak for din dejlige blog og din stræben efter at være tro mod dig selv.
Jeg har lige opfundet dette tegn -* Det er et fingerkys fra mig til dig
Helle Koed
15. januar 2008 at 12:58Hej Liselotte
Det er rigtig flotte tanker du har, og man ikke lade vær’ med at sidde tilbage med beundring! :)
Kan jeg lære noget af dig?
– hvordan lærer jeg; ikke at bekymre min om hvad andre tænker!?
Du har sikkert ikke et kort svar, men dit indlæg sæatter tanker igang! :)
karen
15. januar 2008 at 12:50hva er gjennomsnittlig? dine bilder er ikke, det du skriver er ikke. Du deler noe med mange andre mennesker som er almengyldig og vanvittig godt formidlet – slett ikkke gjennomsnittlig – det er vel derfor du har så mange lesere. Håper du får lov til å fortsette å ha kontrollen og bestemme selv – det fortjener du og det har mange andre mennesker stor glede og nytte av, meg selv inkludert.
et cetera
15. januar 2008 at 12:00Liselotte, det var en meget præcis sondring mellem det personlige og det private – og refleksionerne er også meget præcist udtrykt – det havde jeg stor glæde af at læse!
mette t
15. januar 2008 at 08:28Dejlig læsning til eftertanke her fra morgenstunden – som altid sætter du ord på mange af de ting, jeg selv fjumrer med – og ordene gør mig rolig… og hvor er det godt (og misundelsesværdigt på den fede måde) , du har en tæt relation, der kan udfordre dig på den rigtige måde, på godt og ondt og med respekt – så du også kommer videre – det er så vigtigt – og heldigt! Ha en rigtig god tirsdag.
Kh. Mette T.
Hanne
15. januar 2008 at 08:13At adskille det private fra det personlige er en livsopgave, som vi alle har. Mange tager livtag med den hver eneste dag og hvis vi ikke prøver at formulere os om vores eget liv, så ved vi heller ikke hvor grænsen mellem privat og personligt ligger. Jeg konfronteres med den dagligt, som undeviser af voksne. I begyndelsen havde jeg svært ved at sige fra, når de ville være private, nu er gør jeg fra start af klart, at jeg ikke behøver at vide, hvor langt de er i deres skilsmisse for at lære dem at stave ! Men jeg skal jo selv igennem samme vejen for og imod, når jeg står og hiver frem af 47 års liv, for at komme med et godt eksempel på dette eller hint…. Det er ikke en nem, men nødvendig process.
Klø på, jeg glæder mig dagligt over din blog og har også bunker af grimme blade i min have :-)
Olines
15. januar 2008 at 06:53Lige netop sådan et indlæg gør din blog unik – og dig dermed. Jo, du er sikkert ganske gennemsnitlig, men du står ved at det er det du er! Det er kunsten, at stå ved hvem man er. Du formidler din hverdag, så jeg som læser får hele følelsesregistret i brug. Tak, bliv ved!
Liselotte
14. januar 2008 at 23:24Foråret venter lige om hjørnet… og jeg står klar… som mig :-)
Lene LN fra Tyskland
14. januar 2008 at 23:09Bare bliv ved med at väre dig selv. Du inspirerer mig og tröster mig i min hverdag. Du er menneskelig og helt down to earth. Det gaar opad og nedad – saadan er livet. Og du bestemmer selv. Du sagde Ja til interviewet. Og bölgerne lägger sig. Og det bliver foraar igen!
Kärligst
Hanne
14. januar 2008 at 22:34Åh altså Liselotte…filteret SKAL være der, det beskytter dig og dine kære. Lysten SKAL være der, det er den, som driver værket og jeg tror du har en stor lyst til bloggen. Pas på du ikke stiller for store krav til dig selv. En blogpris kan være svær at leve op til på både godt og ondt. Der findes alle mulige mennesker bag skærmene derude…nogle vil beundre, nogle vil blive misundelige og andre vil bare glædes. Enkelte vil plage livet af dig, andre vil være dig og endnu flere vil forvente. Jeg håber de fleste vil det gode og det positive.
Jeg kommer her tit, jeg ønsker at blive inspireret og at se dine dejlige farver på siden. Jeg bliver ikke skuffet, men kommer jeg forbi en dag og tiden står stille her på siden, så vil jeg sende de varmeste tanker til GUG og håbe du nyder “friheden”.
Liselotte, du er det dejligste ugeblad :)
regitze
14. januar 2008 at 22:33at bestemme selv. ja.
og at eje sig selv. ja.
kys
(adr:).
Susan
14. januar 2008 at 22:22Selvfoelgelig redigerer du her paa bloggen, hvem goer ikke det. Selvfoelgelig er du “bare” et menneske, jeg tror paa at alle mennesker er specielle – eller ogsaa er alle mennesker gennemsnitlige. Du evner at formidle og du goer brug af den evne, det er vi mange der nyder godt af. Aerlig talt vil jeg hellere se billedet af blomsten end af bunken, det fortaeller jo ogsaa om en evne til at se det positive fremfor det negative og det er ikke saa ringe endda :-)
Liselotte
14. januar 2008 at 22:22Nej, at være menneske er ikke så ringe endda :-)
kagekonen
14. januar 2008 at 22:18Om du kalder dig gennemsnitlig eller helt og al delses unik og særegen så er det jo lige netop det at du er dig selv, personlig men ikke privat, og deler det med os her ude i blogland. Det er jo ligenetop genkendeligheden der gør din blog så interessant, det at man kan spejle sig og se andre måder at gøre tingene på, at få bekræftet at livet skal leves lige nu og her og at blomsten ER smuk og at det store findes i det små osv. osv. Jeg er ligeglad med dine bunker, kan godt gennemskue at du ikke er super menneske, og at når du når et må du nødvendigvis have “misset” noget andet, men du har valgt og du har selv bestemt om du skulle gøre kål på bunken af usorterede blade eller tænke tanker på bænken i haven. Måske når du begge dele fordi du tog dig tid til at tænke tanker på bænken…
At du har det svært med tabet af kontrol gør dig kun endnu mere menneskelig, og det er ikke så ringe endda ;-)
Ulla
14. januar 2008 at 22:16jeg har det nøjagtig ligesom Charlotte, jeg forlader aldrig din blog uden et smil på læben, en forsigtig undre over alt det du formår, og en glæde over at du sgu er din egen, og frem for alt du gider dele med alle os andre.
Anita
14. januar 2008 at 22:15Dér beskrev du lige præcis mine egne tanker, men det tror jeg godt du ved. Vi har jo talt om det før. Skal/skal ikke mht. interviews, hvor vi ikke selv bestemmer det sluttelige indhold. Offentligheden, mere end den, vi selv skaber og ‘musehullet’, som blev lige lovligt stort nok for folk at kigge ind i…
Jeg synes det er modigt af dig, at stille op til interviews i både radio og avis igennem tiden og jeg håber, du vil gemme artiklen, så jeg måske kan læse den, når jeg kommer til Gug :o)
Charlotte Illum Larsen
14. januar 2008 at 21:55Og hvad skal med billedet af bunkerne der ikke er klaret – når blomsten er kønnere og giver gode tanker – det er det du gør – giver mig gode tanker. Knus fra Ærø
Anne
14. januar 2008 at 19:47åh ja, men som katten siger…jeg er sgu min egen…og det skal man/ du sørme blive ved med….go on
kokken på blokken
14. januar 2008 at 19:44Du er sgu ikke gennemsnitlig – du er fantastisk, suveræn og helt speciel – og det kan du godt være stolt af ….. krammer herfra
Pernille
14. januar 2008 at 19:42Ganske gennemsnitlig – og helt eminent!
Tak fordi du er….
lilli
14. januar 2008 at 19:40Jeg har læst artiklen i Nordjyske om dig i dag, og du kan med rette være stolt både af den, din blog og alt andet du foretager dig det være sig som privat person men også offentlig person.
Lilli