Morgenstund har guld i mund og når jeg tager turen udenfor, er der dejligt lunt og lys, så jeg tror på solen, men mennesket bliver aldrig tilfreds og jeg længes efter forår. Alt, alt for tidligt er det at længes. Foråret ligger måneder ude i fremtiden og inden skal vi igennem vinteren. Vinteren, som endnu ikke har budt på meget sne. Vinteren, som måske skal give os frostgrader, knitrende udevejr, strittende og uregerligt hår og stød hver gang vi rører en bildør.
Jeg plejer ikke at have det sådan. Jeg er glad for vinteren, og der er lang tid til jeg normalt begynder at sukke, men jeg kan ikke bryde mig om den mørke tid, som gør mig tung. Både udenpå og indeni er jeg tung. Jeg længes efter saftspændte marker og røde valmuer…
Jeg længes efter udeliv, som ikke gør våd eller kold. Jeg længes mod lys og jeg længes efter stille aftener udenfor på bænken. Den bliver ikke brugt meget for tiden og jeg tænker så godt på den.
Måske længes jeg bare efter vinter. Høj sol, frost, som bider i kinderne og sne så langt øjet rækker…
Måske længes jeg i virkeligheden efter, at der skal ske noget og den rastløshed, som indfinder sig med mellemrum er måske i virkeligheden tegn på, at jeg kommer videre. At hele jeg er ved at forstå, at der ikke venter katastrofer lige om hjørnet og livet faktisk ikke altid leves på katastrofekurs. Måske er rastløsheden bare udtryk for, at jeg slet ikke har vænnet mig endnu. Måske jeg bare skal bruge tid på at vænne mig. Vænne mig til, at et stille liv inkluderer banal længsel efter foråret. Lige pludselig. Helt uden grund.
24 kommentarer
Liselotte
13. januar 2008 at 19:46Charlotte, jeg tror du har helt ret. Jeg tror også, at det er vigtigt at være i rastløsheden. Mærke den og lade den lede, for der er jo en vej. Tiden vil afsløre den, tror jeg.
Jeg har tid nok og dette indlæg var egentlig ikke et udtryk for, at jeg ikke kan holde den ud. Det var vist mere en konstatering af, at den er her, men tak for at sætte ord på mine tanker :-)
Anne
13. januar 2008 at 19:38kloge ord Charlotte …hatten af for dine…det passer jo. Kærlige tanker Anne
og Liselotte…det tager tid—-tag den–tiden.
Charlotte
13. januar 2008 at 19:26Alting har en tid
Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.
En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.
Ovenstående citat fra Prædikerens bog i Bibelen kap. 3: 1 – 8. Ord, som er over 2000 år gamle!
Måske er det ikke bare vinteren, der gør dig rastløs – måske er det også noget med, hvor du er i livet? Alle de mange kræfter og al den energi og kreativitet, der gennem så lang tid har været bundet, hvad skal den bruges til? Hvis den skal bruges.
Min erfaring siger mig, at det er vigtigt at være i sin rastløshed.
Alt godt – Charlotte
Liselotte
13. januar 2008 at 19:24Heldigvis havde jeg noget at putte rastløsheden i denne søndag, men jeg tror dybest set det handler om, at jeg endnu ikke har vænnet mig til dette nye og mindre stressede liv. Jeg skal vist lige finde ud af, at der ikke venter en katastrofe om næste hjørne og jeg er der ikke helt endnu, selvom jeg er blevet frygtelig god til at lave ingenting ;-)
Jeg skal nok lade være med at ønske snevejr, efter sidste års snestorm. Jeg husker stadig hvordan det var, at bruge en hel søndag på at skovle fygesne ned fra loftet, som så er forbandet stort ;-)
Mitte
13. januar 2008 at 19:10Søde Liselotte
Jeg har læst din blog siden engang før jul, hvor jeg søgte inspiration til en strikkepose, jeg skulle lave til en julegave til min kære mor. jeg må indrømme, at jeg er blevet nærmest afhængig af din side og er blevet helt vildt inspireret af din kreative åre og min egen er begyndt at blomstre, så jeg glædes over det hver dag;o)
Derfor føler jeg også trang til at prøve at gi dig lidt tilbage;o) Når det grå vejr bliver for meget forsøger jeg altid at glædes over de små ting – at det snart er tid for de små forårsblomster at titte frem, at fuglene synger udenfor, at det er ved at være tid til at kigge efter nye tiltag til haven i de svulmende frøkataloger, at min familie og mine unger og kæreste er så elskelige og dejlige, at vi alle har et godt helbred og… så er min yndlings i denne tid tekst-tv side 439 på DR1, der idag fortæller at dagen er tiltaget med 32 minutter;o))) så det går den rigtige vej, Liselotte!
Tak for en fantastisk side og du har et meget smukt hjerte;o)
mvh Mitte
Hønsemor
13. januar 2008 at 18:12Jeg forstår også din rastløshed.
Vinter er knagende frost, klar blå himmel og lidt solskin.
Og så åbner himmelen sig lidt og der daler de smukkeste snefnug mod jorden.
Ikke det forbandede regn og diset vejr.
Hver morgen kikker jeg på mine tæer, om der er kommet svømmehud imellem dem. For der må da være en mening med det underlige vejr.
Museumsmosteren
13. januar 2008 at 17:13Oh Liselotte, som jeg dog forstår dig! På denne årstid kan jeg hver enese morgen overbevise mig selv om, at NU må der da være kommet grønt på træerne, inden jeg trækker gardinet op. Men nej! Jeg venter stadig :0)
Til gengæld fandt jeg tegn på liv derude i dag! (Men da jeg ikke tror, jeg kan lægge billeder her, må du klikke forbi og se beviset.)
AnneMille
13. januar 2008 at 16:38Jeg har det på samme måde. Forår eller gnistrende frost, bare ALT andet end dette gråmelerede, vandkolde og overskyede slumrevejr. For mit eget vedkommende hænger det sammen med en følelse af, at det ikke rigtig blev sommer sidste år. Det har været overvejende gråt meget længe. Og så måske at jeg går hjemme og venter på at det skal blive sidst i marts, så jeg kan få lov til at se den datter der lige nu hikker inde i min mave – for fjerde gang i dag.
kokken på blokken
13. januar 2008 at 16:01Søde LIselotte jeg blev lidt urolig da du i dit indlæg begyndte at længes mod vinter i stedet. Husk nu på at man skal passe på hvad man ønsker sig …. du ved hvad jeg hentyder til. Kram og gode tanker til Gug herfra …..
Ella
13. januar 2008 at 15:39Når katastroferne har stået i kø, er det en følelse, man let kan få – i familie med stress.
Sådan havde jeg det i går, Liselotte – rastløs, som der skal ske noget – bare et eller andet. Og bare der ikke sker noget!
Det lød tit: så sæt dig ned! Og i dag sidder jeg ned og smager på gårsdagens rastløshed ;-)
Stina
13. januar 2008 at 15:17Jeg glemte at noget i min sidste sætning.
Indlæggene er stadig lige hyggelige, meningsfyldte og nærværende.
Stina
13. januar 2008 at 15:15Hvor er det dejligt at komme tilbage efter nok næsten et års pause i bloglæseri, og se at en af mine ynglingsbloggere stadig har sin smukke side, og at billederne og indlæggene stadig er lige hyggelige :)
Lisbeth
13. januar 2008 at 13:03Jeg er også januar træt og tung, glæder mig til lyset og de lange dage. Jeg ved også, jeg bliver helt euforisk, når lyset så kommer tilbage. Men tiden er så lang…. Og rastløsheden hører til et liv uden katastrofer, men det er vel også den, der sørger for fremdrift. Lidt sne og kulde ville også hjælpe, sneen giver lys. Så bare kom an.
fabelaktiv
13. januar 2008 at 12:11Tiffany-vantene ble virkelig fine! Noe av det mest spennende med å strikke mønster i små prosjekter er at man virkelig kan leke seg med farger. Jeg forelsket meg i Bentes vanter tidligere i vinter: http://www.bentemor.com/blogg/?cat=58, og nå følger jeg spendt med på hva du får ut av ditt neste mønster.
Mona
13. januar 2008 at 11:57Jeg tror du har ret i at rastløsheden. ER at vænne sig til, og at komme videre, at hele..Alt skal jo have sin tid..
Det kunne nemlig være skønt med lidt frost og sol, som hører denne årstid til.. Meeen vi går jo langsom den lyse tid i møde, det begynder så småt at spire,så begynder man da at skimte lidt forår, synes jeg!-)
Tina Poulsen
13. januar 2008 at 11:53Jeg har det ligesådan. Men jeg for mit vedkommende tror jeg det handlet meget om den slags triste vinter vi har i år! Ikke rigtigt noget sne (Det har vi ikke haft endnu), og regn der bare siler ned hele tiden. Bare gråt! Og SÅ savner jeg også foråret med smukke farver, alt der spirer og aaahh solen der varmer mere! :)
Johanne
13. januar 2008 at 11:53Jeg ved godt, det ikke er nogen trøst for dig at høre, du ikke er alene om den følelse. Men det er du altså ikke. Det er vist næsten helt normalt.
Anne
13. januar 2008 at 11:49stilhed kan jo være larmende…ikke? kan følge dig i din rastløshed.
Men lige om lidt lysner det både på den ene og den anden måde, det er jeg sikker på.
Sol
13. januar 2008 at 11:30Hei. Jeg er en av dem som gleder meg over bloggen din hver dag. I alle fall når jeg har anledning. Du fikk fortjent blogprisen synes jeg ;-} Du skriver utrolig godt, og jeg som er opptatt av foto gleder meg over og nyter bildene dine. jeg gir deg en You make my day award.
Januar er en måned til å bli rastløs i synes jeg…. vet ikke hvorfor men. Her laver snøen ned, og vi befnner oss midt i en vinterverden som er en julefilm verdig….Jeg lengter etter våren. Siden den ikke kommer på en stund, fyller jeg stuen med Primula og Tulipaner. Ønsker deg en fin dag.
Lene
13. januar 2008 at 11:15At vænne sig, kan være svært og jeg tror du har ret i at rastløsheden udspringer deraf.
Sne med frostvejr og sol må godt komme nu, men ikke som sidste år, tak :-) Bakterier og skidt har godt af det, og ligeledes vi mennesker.
Og bagefter tager jeg med taknemlighed mod alle forårstegnene i marts måned :-)
Og så i juni måned kommer varmen snigende og vi skal nyde de lange sommeraftener.
Det bliver så godt :-)
Sifka
13. januar 2008 at 10:22Hvis det høvler ned med sne om et par dage, vil jeg gladelig tilgive dig dine længsler. Jeg er så træt af dette grå blæver, der ikke bringer andet med sig end bakterier i trivsel og tristhed.
Hver ting til sin tid og sommer, det er altså først senere:)
Jette Hyllested
13. januar 2008 at 10:22Hej Liselotte!
Nu bliver jeg altså nød til at skrive til dig. Jeg læser med interesse på din blog, som jeg syntes er fantastisk. Den “slemme vane” har stået på siden før jul. Jeg har aldrig før skrevet tilbage til nogle mennesker på nettet, men der sker et eller andet når jeg læser på din blog, jeg bliver nød til at lukke op regelmæssigt og kigge, det er som at ha´en bekendt i det fjerne, håber du forstår hvad jeg mener, jeg er sikkert ikke den eneste du hører dette fra.
i forhold til dit seneste indlæg tror jeg bare det er sådan man har det efter en travl tid, som julen jo er for de fleste. eftertiden er ofte til eftertænksomhed, og man kan jo komme helt i tvivl om man er på vej i en vinter depression :-)
jeg tror vi længes efter lyset og det at komme noget mere ud i naturen, måske ikke for at lave noget særlig fysisk men bare at være, som du også skriver. Der sker noget med os mennesker når der er lidt højere til loftet, og det må man vel sige der er ude i det fri.
Ja vi er nogle underlige væsener, når sommeren og efteråret rinder ud, længes vi efter de lange aftener med hygge og sterinlys og masser af tid til små sysler. Så snart vi er godt igang med disse, kommer længslen som regel efter noget vi ved kommer forude. Vi har jo også en tendens til at vi vil planlægge det der kommer så rastløsheden over at komme igang melder sig.
Det kan til tider være svært bare at være i nuet, specielt når vi har fri, på vores job skal der jo ske fremadrettethed, så det er lige før det bliver en kunst at slappe at når vi kommer hjem til vores huler.
Jeg tror bare livet er sådan.
Claus
13. januar 2008 at 10:19Det er absolut OK at længes efter forår – så bliv endelig ved med det.
Du er ikke alene om det!
Jeannette Mariae
13. januar 2008 at 10:08Kære Liselotte. Måske tiden er inde til blot at VÆRE …!! Kærlig hilsen Jeannette Mariae