24

Rastløs uden grund

Morgenstund har guld i mund og når jeg tager turen udenfor, er der dejligt lunt og lys, så jeg tror på solen, men mennesket bliver aldrig tilfreds og jeg længes efter forår. Alt, alt for tidligt er det at længes. Foråret ligger måneder ude i fremtiden og inden skal vi igennem vinteren. Vinteren, som endnu ikke har budt på meget sne. Vinteren, som måske skal give os frostgrader, knitrende udevejr, strittende og uregerligt hår og stød hver gang vi rører en bildør.

Jeg plejer ikke at have det sådan. Jeg er glad for vinteren, og der er lang tid til jeg normalt begynder at sukke, men jeg kan ikke bryde mig om den mørke tid, som gør mig tung. Både udenpå og indeni er jeg tung. Jeg længes efter saftspændte marker og røde valmuer…

Jeg længes

Jeg længes efter udeliv, som ikke gør våd eller kold. Jeg længes mod lys og jeg længes efter stille aftener udenfor på bænken. Den bliver ikke brugt meget for tiden og jeg tænker så godt på den.

Måske længes jeg bare efter vinter. Høj sol, frost, som bider i kinderne og sne så langt øjet rækker…

Måske længes jeg i virkeligheden efter, at der skal ske noget og den rastløshed, som indfinder sig med mellemrum er måske i virkeligheden tegn på, at jeg kommer videre. At hele jeg er ved at forstå, at der ikke venter katastrofer lige om hjørnet og livet faktisk ikke altid leves på katastrofekurs. Måske er rastløsheden bare udtryk for, at jeg slet ikke har vænnet mig endnu. Måske jeg bare skal bruge tid på at vænne mig. Vænne mig til, at et stille liv inkluderer banal længsel efter foråret. Lige pludselig. Helt uden grund.

Du vil sikkert også kunne lide