Jeg er en laban

I dag har været en foretagsom dag, hvor der er bagt igennem, så der nu er brød til resten af ugen.

Det var godt med en bagesøndag. Jeg er kommet en anelse ud at træning, for der er ikke plads i fryseren og fordi jeg altid har det med at overdrive (Kenneth er jo ikke bedre – deraf de fyldte frysere) er der ikke bagt i nogle uger. Jeg plejer jo at bage til både familien her, fryseren og så hvem der ellers måtte kigge forbi i løbet af dagen og småportioner, ja det ligger altså ikke lige til mig. I dag lykkedes det, men det krævede også viljestyrke.

I dag kom også Ella og Ole forbi. Ella var i lilla. Ella var i lavendelfarvet og den farve klæder hende helt forrygende. Den minder også mig om sommerdage. Hede dage, med græs mellem tæerne og tid nok. Det var nemlig sådan en sommer jeg havde sidste år.

Verden er forandret for mit vedkommende. Jeg mærker det på alle områder af mit liv. Både arbejdsmæssigt, hvor jeg kan engagere mig anderledes frit, og privat, hvor tiden er anderledes rigelig.

Der er mange ting, som er forandret. Jeg bager ikke helt så meget, som jeg gjorde engang. Jeg læser mere, end jeg gjorde engang. Jeg gør ingenting. Det gjorde jeg ikke engang. Jeg bruger min tid helt anderledes, end jeg gjorde engang. Jeg koncentrerer mig ikke en snus bedre, end jeg gjorde engang – og det troede jeg faktisk, at jeg ville, men træerne vokser ikke ind i himlen og jeg er vel, som jeg er. Distræt, når det passer mig.

Jeg er lad og jeg længes. Efter lavendler og græs mellem tæerne.

Jeg er også svært tilfreds med, at tiden er rigelig og jeg er slet ikke færdig med at trække den til evigheder, så nej… det er ikke fordi, jeg ikke har set din mail, at jeg ikke har svaret en halv time efter modtagelsen. Det er helt sikkert fordi, jeg laver noget helt andet, som involverer alt andet end det skide irriterende nye postprogram med indbygget alarm og hvad har vi her, jeg er nødt til at bruge, for ikke at drukne i dårlig samvittighed over at trække tiden til evigheder.

Jeg er en laban.