Jeg har indenfor den sidste tid fået et par forespørgsler på tips til farver, når man gerne vil ændre lidt på udseendet på sin weblog.
Jeg er ingen ekspert og der findes masser af muligheder for at matche farver ude på nettet, men når man skal finde farver til sjov og leg, kan inspirationen findes tusinde steder og et godt tip kunne være i et af de billeder, som i farveholdning tiltaler dig.
Vi har alle nogle yndlingsfarver. Farver, som gør os glade, giver os ro eller det modsatte. Vi ved det også godt, for bliver vi præsenteret for forskellige farver, ved vi ganske udmærket hvilke af dem, som vi kan lide, men det kan være svært, når vi pludselig skal sætte ord på farverne. Prøv at finde et billede, som du umiddelbart kan lide farveholdningen i og se så, hvor mange farver det gemmer på.
Jeg har prøvet at gøre det enkelt, med få farvenuancer, men mulighederne er uendelige, hvis man gider lege lidt med mulighederne.
Billederne er åbnet i et grafikprogram, som har Eyedropper Tool (den lille pipette i værktøjslinien) og så er jeg ellers bare gået i gang med at hente farverne. Når du fører eyedropperen hen over billedet, vil den hente de farver, som du peger på med værktøjet. Det er ikke svært, bare sjovt :-)
Her er det sommerfarver. Jeg har fremhævet nogle enkelte fra billedet, men kunne sagtens have hentet grå nuancer, flere gule og med sikkerhed også en skrappere blå, men eksemplet er kun givet, for at du kan få en fornemmelse af, hvor mange farver der gemmer sig i billeder.
Farverne er meget forskellige. Det er selvfølgelig også muligt at hente masser af farver indenfor samme familie, hvis det er hvad man er ude efter:
Her har Oline stået model til en omgang vinterfarver. De er meget smukke, synes jeg og hver og en af dem, er at finde i billedet.
Det er klart, at eyedropperen ikke er nok. Man må også selv have en god portion farvesans, for at finde netop de farver, som klæder hinanden, men det er sjovt at lege med og der er uendelige muligheder, når man først går i gang.
Har du et billedbehandlingsprogram med eyedropper tool, kan du altså hente farverne direkte ind i dit program og dermed begynde at bruge dem med det samme. Hvis ikke eller hvis du ikke er sikker på din farvesans, kan du ty til nogle af de mange gratis og rigtigt gode muligheder, der er at finde ude på nettet.
Her er en meget nem lille sag, som sagtens kan mixe dine farver på et sekund eller to. Prøv den og bliv overrasket over de smukke resultater.
Der er også denne Color Wizard, som sagtens kan foranledige en time eller to, når man først kommer i gang.
Den sidste jeg vil præsentere er Color Shemer, men jeg vil gætte på, at der findes mange andre gratis steder, hvor du kan lege med farver i timevis.
Stine kommer med forslag til endnu et sted at lege. Color Hunter gør faktisk det, jeg demonstrerer ovenfor, men ganske uden din medvirken. Smart :-)
Jeg håber ovenstående giver dig lyst til at lege med farver. Der findes nemlig ikke noget bedre :-)
19 kommentarer
Søndagssyssel med farver på | Slagt en hellig ko
14. februar 2010 at 11:58[…] Jeg skriver meget mere om farver lige her. Der er masser af gode tip til eksperimenter med farver enten på strikketøjet, væggene i hjemmet eller din blog. Sjovt, dét er det altså. Jeg lover det :-) […]
Liselotte
6. januar 2008 at 22:08Rigtig god fornøjelse, Mette – jeg håber du får det sjovt :-)
Mette
6. januar 2008 at 21:56Fantastisk – hvor jeg bare beundrer jer, der KAN det, det er dejligt at du deler ud af det du kan, Liselotte, for alt hvad du laver er jo smukt :-) Så er der bare om at lave en kop te og så prøve sig frem… med krydsede fingre! (nytårsforsæt: stimulere den kreative side!)
Liselotte
5. januar 2008 at 00:48Tak for endnu et forslag, Allan – og tak for de pæne ord om stedet her :-)
Allan
4. januar 2008 at 22:34Hej Liselotte
Jeg plejer at bruge denne: http://kuler.adobe.com
Den er rigtig nem at bruge; tryk på “create” nederst til højre, og hiv så i de små håndtag inde i farvecirklen. Den ene af dem er grundfarven – og ligger fast – mens de andre bare følger med og ligesom bare “passer” sammen.
Og: Tillykke med hæderen. Det er en fed blog du holder dig – dog til tider med lidt rigeligt hang til strikketøj. Nå, helt i orden – jeg er nok en af de få gæster på dette sted med den mening. Du er jo også pissedygtig til det – såvel som til at fotografere. Fortsæt den gode stil, og så er vi mange der er glade. Hold dig munter.
Mvh. Allan
Stine
4. januar 2008 at 21:18Det var så lidt :)
Liselotte
4. januar 2008 at 21:16Den smider vi lige på listen, Stine -tak for linket :-)
Stine
4. januar 2008 at 20:18Tak for overskudsdelingen Liselotte. Jeg er blevet meget glad for Colorhunter, der også ligger frit tilgængeligt på nettet.
Sifka
4. januar 2008 at 17:58I just love it! Også te, Marianne:-)
Liselotte
4. januar 2008 at 13:05Billederne er naturlige eller originale om du vil, Molly :-)
Molly
4. januar 2008 at 12:42Jeg er aboslut ikke et geni udi computere og dens fortræffeligheder, så jeg er bare nødt til at spørge om du på de billeder du har brugt som eksempler, har lagt ekstra farver på eller er de naturlige?
Liselotte
4. januar 2008 at 12:36Marianne, hun er vild med te… ;-)
Karin, det var da så lidt :-)
Karin
4. januar 2008 at 12:18Tak for de gode fifs, Liselotte.
shabby-marianne
4. januar 2008 at 12:16Okay så vil jeg lege i weekenden. Jeg kan se på Sikas blog at hun allerede er igang og hun er kommet langt, hvis hun kan så….. eller også må jeg lokke hende med en kop the :-) Under alle omstændigheder tak for linket – jeg går i legerummet
Liselotte
4. januar 2008 at 12:09Marianne, de gratis steder at lege med farver er geniale, når man ikke er specielt dreven :-)
Anne, det er mine yndlingsfarver, så ja… vel skal du da så! :-)
Anne Dyrholm Stange
4. januar 2008 at 12:07Jeg må vist ha’ babylyseblåt og rødt på bloggen min, bare lige for en stund!
Der er så meget smukt, og så mange steder at hente inspiration, at man kunne skifte igen og igen…
shabby-marianne
4. januar 2008 at 12:06For den der kan er alting nemt, suk…….. jeg kan ikke engang finde ud af at få wordpress til at fungerer på min hjemmeside……
Liselotte
4. januar 2008 at 12:06Selv tak, Sifka – og god fornøjelse :-)
Sifka
4. januar 2008 at 12:00Ups, jeg havde i første omgang ikke set dette indlæg. Nu kan jeg måske finde ud af noget mere. Tak for det:)