Måske kan du gætte, hvor jeg har været, når du ser billedet, men det kræver et vist kendskab til byen og udsigten fra Kirkepladsen…
Jeg har undgået byens vartegn, men havde det været med på billedet, havde du måske ikke været i tvivl. Jeg var i Frederikshavn og ét er sikkert; der var koldt i dag.
Der stod en strid vind over byen, som ligger ved havet og derfor altid er begavet med blæst, men i dag mindede den mig hvæsende om, hvorfor jeg ikke duer til kystbyer medmindre det er sommer og høj sol. Sjældent har jeg frosset så meget, som de 10 minutter jeg var nødt til at opholde mig udendørs deroppe.
På Kirkepladsen ligger også Nygaards Kaffe. De forhandler Kusmi, hvis din vej skulle falde forbi og du er fristet af al den omtale teen får for øjeblikket. De havde jubilæumsdåserne i vinduet og jeg havde min bil holdende lige ved siden af. Det sidste var det bedste.
Det tog sin tid at køre hjem, for vejene er ved at være rigtigt glatte nu og selvom motorvejen er ryddet og saltet, er der frostvejr og på udsatte steder spejlglat, så vi sneglede os afsted sydpå i lange, sindige bilkøer.
I ørerne havde jeg mange af mine yndlinge. Zen omtrent og i hvert fald er det ikke løgn, for den lille mp3’er er en gave, når radioen fortsat mangler en kode og en ny kun kan erhverves formedelst 500 kroner. Tror de, jeg er åndsvag… *suk*
For den pris er der råd til endnu en sten, men jeg savner nu alligevel P4 og P1. Frygteligt.
Kaffen er varm og jeg har fri i morgen. Hvem sagde heldig… Ahhh
15 kommentarer
Heidi
4. januar 2008 at 16:25Man kan altid genkende den kirke man i fordums tid blev gift i ;)
Liselotte
4. januar 2008 at 13:09Ja, måske en dag… og ja, der er ikke langt til havet. Heldigvis :-)
Karin
4. januar 2008 at 13:03Så er det skønt at Danmark ikke er større end at de fleste af os kan være ved vand inden for en times tid :-)
Jeg drømmer om et sommerhus ved Vesterhavet…. Måske en dag…
Liselotte
4. januar 2008 at 12:34Karin, jeg har også altid drømt om at bo ved Vesterhavet, men efter i går er jeg blevet en smule forbeholden, for jeg havde jo helt glemt hvor koldt der i virkeligheden er i vintermånederne :-)
Karin
4. januar 2008 at 12:11Jeg er født og opvokset i Frederikshavn men bor nu i Århus. Jeg er enig – det blæser ofte ved kysterne, men ikke altid. MEN jeg vil altid bo nær ved vandet. Ikke en sø eller en å – det skal være hav! Ikke nødvendigvis fordi jeg bruger det til så meget – men det skal være der. Tror jeg føler mig lidt lille og samtidig fri med udsigten til havet ind imellem. Det kan jeg godt lide.
Hyggeligt at se resterne af julebelysningen der oppe fra. Jeg har ikke været der i december….
Liselotte
4. januar 2008 at 12:03Sådan er vi mange mærkelige kvinder i verden… ;-)
stytzer
4. januar 2008 at 11:49Det var også kun et forslag :) – Jeg er gift med een, som ikke drikker øl og hun er mærkelig (ikke fordi hun ikke drikker øl, men fordi hun af alle, valgte lige netop mig) ;-)
Liselotte
4. januar 2008 at 11:30stytzer, det er sandt, at I har det varmere med mellemrum, men om vinteren blæser det så frygteligt koldt og det er det værste jeg ved ;-)
Jeg drikker ikke øl og er derfor ikke specielt opmærksom på den drik, så jeg tror du skal sætte din lid til en anden i den retning. Jeg har aldrig lært at holde af drikken og HADER faktisk lugten af øl. Jeg er mærkelig ;-)
stytzer
4. januar 2008 at 11:15Hmmm – i kystbyen hvor jeg slår mine folder til daglig, har vi nok en frisk vind fra Kattegat/Øresund – men samtidig har vi det også en anelse varmere end de, der bor inde i landet. Så fordele og ulemper ved alting!
Kunne du ikke udvide dine udmærkede anbefalinger af butikker til også at omfatte forhandlere af øl… :)
Liselotte
3. januar 2008 at 23:32Det er dejligt med en fridag i morgen. Jeg vil nyde den :-)
Te med vingummibamser lyder godt nok eksotisk, Louise – og lidt mærkeligt… ;-)
Pia, selvfølgelig blæser det ikke altid, men om vinteren er det sjældent, at det ikke gør ;-)
Pia
3. januar 2008 at 22:10Nej Liselotte det passer ikke! Der blæser ikke altid i Frederikshavn, tit men ikke altid ;-) . Pia, Strandbynit der arbejder i Frederikshavn.
Louise
3. januar 2008 at 20:22Den butik vækker pludselig minder – Tænk at man pludselig siger:”gud ja!”
Jeg gik på gymnasiet i Frederikshavn, og vi var et par veninder der indimellem ikke bare gik forbi butikken, på vej ned til toget (mod Skagen). Jeg husker, de havde en the – med vingummibamser – mærkeligt ikke? Men det blev nærmest til sukker når de kom i det varme vand, og teen var uhm god:-)
Dejligt med minder
Kh Louise
Deborah
3. januar 2008 at 19:42Koldt eller ej, så er det smukke, smukke billeder fra Frederikshavn. Jeg var også i byen idag, og jeg havde også kameraet med, men det var så koldt, at jeg ganske glemte at tage fotos! For koldt! Jeg var endda i Superbest, og det var meningen at jeg ville kigge efter Kusmi teen, men jeg glemte. Og den kaffe/te-butik jeg bildte mig ind var lige hernede, var på mystisk vis forsvundet. Men jeg var også sløj, så næste gang…. Dejligt du har fri. Kommer jeg vist også til at have imorge….. fra stalden!
shabby-marianne
3. januar 2008 at 17:59Som altid skønne billeder…. Frederikshavn det er vel et par år siden sidst…. Nyd din aften og nyd at du imorgen kan tage det hele i et roligt tempo – og så er det jo allerede weekend :-)
Kathrin
3. januar 2008 at 17:56Mmmm…. godt å komme hjem til de fine lysene utenfor. =) Kaffe og fri i morgen, ja det høres fortreffelig ut. Nyt kvelden og fridagen.