18

Kronen på værket

Det er ikke vejr for hverken folk eller fæ i dag. Regnen slår ind i ansigtet, når man strider sig igennem blæsten. Riv og rusk…

Boulevarden

Nogle havde været fornuftige og medbragte paraplyer, men det er ikke ret mange af dem, som tilsyneladende har kørekort til skidtet, for man skulle være vågen, for ikke at få et par stykker af dem i øjet.

Design Værkstedet har en dejlig bred markise, så jeg stod i læ et øjeblik, mens jeg lod blikket dvæle ved alle fristelserne…

Design Værkstedet

Det blev ved det. Jeg skyndte mig videre ned ad Boulevarden og op ad Algade, kun for at kunne konstatere, at der var kø til helt ud på gaden ved Kronen. Så orkede jeg ikke rigtigt, men tænkte en tur ned til skobutikken og Kalejdoskop kunne gøre hele forskellen.

Efter 10 minutter, hvor jeg tog bestik af vinterstøvler og interiør af enhver tænkelig art, sluttede jeg mig til de andre kunder i varmen inde i Kronen. Nu var der kun kø, men ikke helt ud på gaden.

Kronen

Lige ved siden af ligger Summerbird, men selvom duften af chokolade blandede sig med duften af kaffe og te, lod jeg mig ikke friste. Jeg fik købt min te og smuttede afsted igen, inden det gik galt for mig.

Eftermiddagen var allerede ved at forvandles til mørketid, da jeg passerede Budolfi. Himlen bliver så fantastisk smuk og blå lige i de minutter, hvor lys skifter til mørke.

Budolfi

Nede i Vingårdsgade holdt jeg. Det tog ingen tid at komme derned, men det tog tid at slippe ud af centrum igen. Tålmodighed er en dyd i disse dage.

Jeg fik tre slags te med hjem. Jeg glæder mig til at tage hul på dem.

Anastasia

Først er der Anastasia, som er en dejlig Earl Grey med fyldig smag af citron og lime. Den dufter skønt og jeg elsker bergamotten, som fylder køkkenet med duft, så snart låget tages af dåsen.

Kusmi Morgente

Så er der en lille dåse med morgente. Den dufter også skønt og er en dejlig blanding af sorte teer fra Indien, Ceylon og Kina.

Grøn Kusmi med mandel

Den sidste lille dåse rummer grøn te med mandel. Mandelduften er gennemtrængende og temmelig sød, så jeg er lidt forbeholden, men jeg giver det gerne en chance.

Jeg er klar til de kolde vinteraftener. Teen er i hus og min arbejdsdag er slut. Jeg har fri til på den anden side af nytår. Det er ikke så ringe endda.

Du vil sikkert også kunne lide