Byen er næsten stille på sine steder. Når man ankommer bagom, kan man forledes til at tro, at alt liv har forladt den, men sådan er det naturligvis ikke.
Lige henne på hjørnet, i Blå Kors’ varmestue, summer det af liv efter de stille juledage. Der er gensynsglæde og kø oppe ved disken, hvor rundstykker og skoldhed kaffe langes over disken med en imponerende hastighed. På bordene er stearinlys og jeg kan se, at der er hyggeligt indendøre, mens jeg haster om hjørnet.
Her ligger byens nyeste interiørbutik, Kalejdoskop, som har Pantonetårn i vinduet. Jeg ved godt, hvilken farve jeg ville vælge, men synet får nu mere tankerne til at rende bagud til de år, hvor jeg var på reklamebureau og Pantonevifterne var en del af hverdagen. Sådan er det ikke længere. Jeg er på vej mod noget helt andet og sætter det lange ben foran.
Hjelmerstald er som blæst for liv. Der er ikke engang en kat at se, men der er smukt og med garanti meget smukkere end her var i middelalderen, da munkene havde opstaldet deres heste i gaden.
Oppe for enden af gaden ligger Lange, men jeg skal ikke forbi i dag. Til gengæld var der blandt julegaverne en meget fin høneskål deroppe fra. Den skal naturligvis ikke byttes, så jeg fortsætter op i retning af Algade.
Her er jeg i fuld fart. Oppe for enden venter Algade og idet jeg nærmer mig, kan jeg se, at der er kø foran Salling. Julegavebyttekø…
De står foran Salling og venter på de åbne døre. Poser er der nok af, kan jeg se og der skal byttes i dag. Ikke i morgen. I dag er store byttedag og sådan er det vist bare, men de kan være sikre på, at de ikke finder mig i nogen byttekø.
De kommer nede fra Boulevarden. I lange rækker snor de sig op gennem Algade, for at stille sig i kø oppe foran stormagasinet. De åbner klokken 9.30 i dagens anledning og der er mere end én, som glæder sig til at komme ind i varmen, for vinden er frygtelig kold.
Jeg fortsætter ned forbi Salling og smutter ind i opgangen ved apoteket. Herinde er der varmt og den næste times tid står der arbejde på programmet. Udsigten er den nedenfor. Det er da hyggeligt, men lidt trist, at der ikke er lys i julen mere…
Allerede efter en halv time, kan jeg vende hjemad igen og det var så den arbejdsdag. Nu holder jeg fri. Det er ikke så skidt endda og lige til at holde til.
8 kommentarer
Marianne G Hansen
29. december 2007 at 00:04Hejsa
Hvad hedder gaden med Kalejdoskop?
Liselotte
27. december 2007 at 23:07Ja, det er da lidt sjovt, Fisker – og indre by er hyggelig for øjeblikket, men i dag var der lige rigeligt gavebytteri til jeg orkede. De bor dejligt, dine venner :-)
fisker & fernández
27. december 2007 at 21:05Hvor er det sjovt, Liselotte. Jeg har vist rendt rundt i dit spor hele dagen, og er lige kommet hjem fra det gule hus på hjørnet af Hjelmerstald, hvor min veninde og hendes mand bor :-)
Liselotte
27. december 2007 at 15:49Jeg har gaver, som skal byttes, men det haster ikke og i dag skulle det med sikkerhed ikke være. Der er alt for mange andre, som har fået den idé ;-)
Helle, jeg var oppe hos Kamile og Kamile. Du har helt ret ;-)
Helle
27. december 2007 at 15:19Har du været ved øjenlæge. Det ligner en udsigt, jeg har kikket på maannnnggeeee gange. Heldige dig, som ikke skal bytte. Vores unger skal bytte “bjørnetøj”, og det foregår i storcentret, uha da da, jeg gruer. Mon ikke det kan vente, sagde hun så, men nej, det skulle helst ha været juleaften. Jeg prøver her sidst på dagen, mon så ikke de garvede er gået kolde, ha ha
Solsikkens-Sang
27. december 2007 at 13:44Skønt med en kort arbejdsdag – havde du slet ingen gaver der skulle byttes? Eller udskyder du det til imorgen eller en anden dag?
Jeg har 1 gave der skal byttes, og skal i storcenteret lige om lidt, meeeeen trækker den lige lidt, da det ikke er lysten der driver mig *GGG*
/Solsikkens-Sang
Liselotte
27. december 2007 at 11:00Jeg elsker sådan en kort arbejdsdag og når man bliver modtaget med smil og interesserede spørgsmål om livet, er det en glæde at møde op :-)
Kalejdoskop er præcis den butik de pakkede ud dengang, Anne. Vi må selvfølgelig forbi. Det er klart! :-)
Anne Dyrholm Stange
27. december 2007 at 10:57Arj, den der Kalejdoskop, det var vist den de gik og pakkede ud i, sidst jeg besøgte dig!
Vi må forbi, må vi, og det ligger jo også ganske tæt på det andet sted vi må besøge, med uld og sådan ;-)
Sikke en dejlig kort arbejdsdag, dem vil vi gerne ha’ nogle stykker af…