6

Forsigtig kaffe

Dagens første kop kaffe indtages forsigtigt, for maven protesterer ved det mindste og egentlig kunne jeg bare lade være, men en kop kaffe er nu dejlig at vågne til og jeg har efterhånden ventet mange timer på at turde.

Morgenkaffe

Natten har været sej at komme igennem, for jeg har haft frygteligt ondt i maven og hovedpine, så jeg har været ved at blive skør. Hovedpinen hænger her stadig, men den er i aftagende og det samme kan siges om mavens oprør, men søvn er der ikke blevet meget af.

Kunne jeg bare give overspisning skylden, havde det været fint, for så var det min egen grådighed, som hævnede sig, men jeg har spist moderat denne jul, så det er ikke grunden til nattens oprørte mave og faktisk er jeg fuldstændig ligeglad med grunden, bare skidtet vil forsvinde igen.

Solen skinner udenfor. I går regnede det hele dagen og natten har været lige så våd, men nu er der ophold og endda sol ind imellem, så energien er for opadgående, men det er kroppen altså ikke, så jeg lader de andre om at rydde op efter nattens udskejelser. Det er vel passende, når det er deres efterladenskaber.

Oline og Kenneth har hygget sig

De har hygget sig, kan jeg se. Der har været synkron-surf, slik, cola og tydeligvis også indtagelse af natmad, men alt det glippede jeg, for jeg måtte krybe under dynen et stykke inde i natten.

Det forhindrede mig ikke i at se Life of Brian til ende og under en varm dyne bliver den ikke ringere, så nattens underholdning var fremragende indtil ved 4-tiden, hvor det blev knapt så spændende.

Om lidt er det overstået og vi har stadig en hel dag med ingenting tilbage af juleferien. Jeg klager ikke det mindste, men har tænkt mig at stornyde.

Du vil sikkert også kunne lide