Kaffen er varm, vinteren langt væk og alligevel strikkes her vanter i vildskab, for den kommer jo, den vinter. Måske går der mange uger endnu, men ét er sikkert, pludselig er den her og så er uldvanter det bedste der findes, synes jeg.
Disse vanter kan jeg godt vise, for de er til ingen. De er vel i grunden til mig, når sneen kommer og lommerne ikke rækker, når der skal varme til fingrene.
Vanterne er ikke vasket endnu. De filter en lille smule, når de kommer i vaskemaskinen, men ikke meget. Bare tilstrækkeligt til, at de bliver lidt blødere og meget mere medgørlige.
Der er broderet spiraler på dem med maskesting. Det er ikke stor kunst, men de bliver smukke efter den første vask og så kan de pyntes yderligere med perler, hvis humøret er til det.
Vanterne strikkes i en fart. Det tager ikke mange halve timer at fremstille et par. De kan være stribede, ensfarvede, broderes på eller bare være helt fantastiske med masser af mønster, hvis man orker.
Opskrift har jeg aldrig nogen af. Jeg strikker på lykke og fromme, men jeg har nu alligevel tænkt mig at forklare her, hvordan jeg gør.
Grundopskrift på vanter:
Slå 40 masker op og fordel dem på fire strømpepinde nummer 4. Strik rib (2 r, 2 vr) til du synes, at ribstykkets længde er passende. Fortsæt i glat og strik 12 pinde.
Tommelfingerkile:
Start nu på at tage ud til tommelfingeren. Strik 1 m, (tag ud på på hver side af de næste 2 masker ved at samle lænken mellem masker op og strik den drejet ret) og gør dette, indtil du ialt har 18 masker på pinden. Fortsæt rundt i glat. Kilen vil vokse og du skal være opmærksom på, at næste gang vil der være 4 masker mellem udtagningen, så 6 masker o.s.v. Fortsæt udtagninger på hver anden pind, til du ialt har 18 masker på pinden.
På næste pind strikker du den første maske, de næste 10 masker flyttes over på en hjælpetråd eller en maskeholder og hviler, til du skal strikke tommelfingeren til sidst, slå 2 nye masker op og strik de resterende 7 masker. Fortsæt rundt i glat indtil du har strikket ialt 28 pinde. Mål vanten undervejs, for hænder og fingres længde er forskellig. Indtagningerne i toppen måler cirka 3 centimeter, så tjek at vantens længde passer til din hånd. Nu skal du i gang med indtagningerne øverst på vanten.
Indtagninger og lukning af vanten:
1. pind: Strik 1 m, strik 2 m sammen drejet ret og strik glat pinden ud.
2. pind: Strik indtil der er 3 masker tilbage. Strik 2 r sammen, 1 r.
3. pind: Som 1. pind.
4. pind: Som 2. pind.
Fortsæt indtagningerne på hver anden pind, indtil du har ialt 16 masker tilbage. Vend nu vrangen ud på vanten, flyt maskerne fra 1. og 2. pind over på én pind og gør det samme med maskerne fra 3. og 4. pind. Nu lukker du maskerne af ved at strikke maskerne fra de to pinde sammen. I stedet for at strikke en enkelt maske, strikker du nu de to første masker fra pindene sammen som én maske. Det samme gør du med de næste to masker, hvorefter du lukker dem – fortsæt sådan, indtil alle masker er lukket af.
Tommelfinger:
Fordel de 10 masker fra maskeholderen på 2 pinde og saml yderligere 5 masker op i kanten af tommelfingerhullet. Sæt de nye masker på deres egen pind. Strik glat til du synes, at tommelfingeren er lang nok. Tag ind, så der ialt er 9 masker tilbage, strik en pind glat og træk tråden gemmen alle maskerne.
Nu mangler du kun at hæfte tråde og så har du et par dejlige, varme uldvanter, der kan dekoreres, akkurat som du har lyst til og du vil opdage, at når princippet omkring tommelfingerkilen ligger i hænderne, er det ikke stor kunst at strikke lystigt videre også med andre tykkelser garn og et andet maskeantal. Man får snart en fornemmelse af, hvordan kilen skal være. Rigtig god fornøjelse :-)
48 kommentarer
Gavetid og slet ikke færdig af Slagt en hellig ko
16. december 2017 at 18:19[…] færdig idé om maskeantal afhængig af garn og pinde, inden jeg starter. Tommelen varierer jeg. Nogle gange laver jeg kile. Andre gange laver jeg den “norske” tommel. Jeg ved ikke, om den måde at strikke […]
Marlene
2. januar 2017 at 21:04Man kan altså godt lukke maskerne af og strikke dem sammen fra vrangen af. Når omgangen er slut og maskerne er fordelt på de 2 pinde stikker man den ene ende af pindene ned igennem åbningen – VÆR FORSIGTIG så maskerne ikke smutter af! Skub dem så langt ned som de kan komme og grib så om enderne ved håndledskanten og begynd så at vende vrangen ud på vanten. Når den er ved og være helt vendt så kan med forsigtighed godt få resten af pindene igennem også – bare pas på maskerne så ikke slipper af i bagenden af pindene. Har gjort det mange gange på vanter og kan altså sagtens lade sig gøre
Liselotte
2. januar 2017 at 22:37Præcis som jeg har beskrevet ovenfor, Marlene …
Tine
9. januar 2014 at 21:43Så er den første vante færdig, og flot i stribet pladegarn. Hvordan spejlvender jeg opskriften til den anden vante? Mvh Tine
Tine
5. januar 2014 at 08:49Der skulle have stået spejlvende og ikke spejlene…
Liselotte
5. januar 2014 at 12:07Du har helt ret Tine :-)
Tine
5. januar 2014 at 15:26Godt at have ret, men hvordan spejlvender jeg? (Du kan godt høre jeg ikke er helt erfaren). Kan du give et fif? Mvh Tine
Tine
4. januar 2014 at 22:21Hej Liselotte,
tak fo opskrift! Jeg er godt igang med første hånd og spekulerer nu over hvordan og hvorledes med venstre- højrehåndsproblematikken? Er det ikke noget med at man skal spejlene hænderne når man strikker vanter for ikke at ende ud med 2 ens?
mvh Tine
Malene
20. november 2013 at 21:38Hvor er de bare flotte og uden tvivl godt varme, og så er der jo masser af plads til at udfolde kreativiteten med det fine mønster på forsiden.
Rikke
20. november 2013 at 21:18Hvordan bærer du dig ad med at vende vrangen ud på vanten?? Er det noget med at sætte alle markerne på hjælpetråd? Jeg kan ikke lige se for mig hvordan man får pindene igennem…
Liselotte
21. november 2013 at 12:05Du skal ikke få pindene igennem. Du skal trække vanten igennem :-)
Gittesp
20. november 2013 at 20:53Hvor ER de fine…. Tak for opskriften, skal kun gå fra 10 til 9 masker på tommelfingeren? Eller læser jeg det ikke rigtigt. God aften :)
Liselotte
21. november 2013 at 12:06Du læser ikke rigtigt ;-)
Du skal samle masker op inden du starter på tommelfingeren… :-)
gittesp
21. november 2013 at 14:19Ihhh…. det står der jo også!
Tak skal du ha’
glædelig november – på trods.
Stine Harder
20. november 2013 at 19:45Tænker at bruge mit garn fra den garnblomst, jeg har købt hos Kenneth – hvormeget garn har du brugt?
Liselotte
20. november 2013 at 20:47Kære Stine, hvis du ser på indlægget, er det 6 år gammelt og vanterne er strikket af noget helt andet garn, men jeg tror ikke, at du bruger ret meget. Du har sikkert til en del par i en Garnblomst :-)
VÅTT 2012 Januarvått « Evitaknit
11. januar 2012 at 22:50[…] Mønster : Fra Slagt en hellig ko […]
Liselotte
21. februar 2010 at 15:19Marianne, jeg håber, at de bliver vellykkede og held med dem :-)
Marianne fra Oslo
20. februar 2010 at 23:05Så utrolig lekre!
Dette har inspirert meg til å strikke mitt første par votter – tidligere har jeg kun strikket sokker, så dette blir spennende!
Liselotte
22. december 2007 at 18:05Sådan, Lotte! Ikke så meget pjat her, men på med vanten ;-)
Hanne, måske jeg skulle overveje lidt af Poshgarnet… Mmm :-)
Hanne
22. december 2007 at 17:03Jeg er i gang med at frovandle et bundt Posh-garn til vanter. Ikke dårligt må jeg sige. Striberne teer sig fint og relavtivt roligt, takket være glatstrikningen.
Lotte
22. december 2007 at 14:54Det er garanteret også godt nok – bare mig der er strikke-analfabet. Nu har jeg været ude og købe en bog, der kan forklare mig det hele :-)
Liselotte
22. december 2007 at 12:28Jeg har skrevet det, så godt jeg kunne – måske er der andre, som kan forklare det enklere og så skal de være hjerteligt velkomne :-)
Lotte
22. december 2007 at 12:12Jeg har købt garn og pinde til de fantastiske vanter. Men, men, men… den tommelfingerkile kan jeg slet ikke se for mig… Det er altså mig, der er strikkeamatør – jeg plejer kun at strikke huer :-) Er det muligt at få tommelfingerkilen oversat til nybegynder? Jeg vil så gerne strikke vanterne.
Liselotte
22. december 2007 at 11:57God fornøjelse med strikkepindene, Bodil :-)
Catarina, det var da så lidt :-)
Catarina
22. december 2007 at 08:57Tak for billederne – de er fand.e flotte :-)
Bodil
22. december 2007 at 00:28Tak, hvor er jeg glad. køber garn i morgen ;o)
Liselotte
22. december 2007 at 00:10Sådan Bodil – det er rettet :-)
Bodil Lyhne
21. december 2007 at 23:56Jeg kommer ikke til den rigtige side, når jeg klikker på det link du gav mig. ;0(
Liselotte
21. december 2007 at 23:26Det er dejligt at læse, at flere af jer har mod på vanterne. Jeg håber opskriften er til at forstå ;-)
Opskriften på det blå tørklæde kan du finde lige her, Bodil :-)
Bodil Lyhne
21. december 2007 at 22:58Hej Liselotte.
Tak for din meget smukke og informative hjemmeside, som jeg dagligt kigger forbi.
Jeg er meget betaget af dine “strikketøjer”. Mon jeg kan få opskriften på mønstret til det blå halstørklede?
God jul.
Hilsen Bodil
Fru Green
21. december 2007 at 21:04Den må jeg prøve. Som alternativ til mine sjaler. Det lyder og ser jo rimelig nemt ud. Tak for idéen.
Leah
21. december 2007 at 20:42Tusen takk for lettfattelig og grei oppskrift, den skal prøves ut.
Jeg har noe rødt ullgarn liggende, så da blir det julevotter :-)
Hilsen fra Leah i Norge
Lone
21. december 2007 at 16:52Jeg har skrevet uldgarn på listen til i morgen. Jeg kan slet ikke vente. Tak for opskriften :o)
Liselotte
21. december 2007 at 16:50Tak, fabelaktiv :-)
fabelaktiv
21. december 2007 at 15:03nydelige – og du; skjerfet var også riktig fint!
Liselotte
21. december 2007 at 14:10Vanterne vasker jeg i maskinen på uldprogram. De filter en anelse, men det ville andet garn sikkert ikke gøre.
De bliver dejligt varme – og der er gang i vantestrikningen, for de forsvinder pudsigt nok også i løbet af vinteren, så det er godt at have lidt at skifte med :-)
Tina Poulsen
21. december 2007 at 13:42Hvor ser de lækre og vamsede ud!! Kan være jeg skal se om jeg kan hitte ud af det…. jeg kan normalt ikke med strømpepinde!! :):)
Flotte syninger!!
Helle K.
21. december 2007 at 12:25Sikke nogle dejlige vanter, måske skulle jeg forsøge mig igen, da ungerne var små, skete det ofte… De spiraler er bare for sjove. I juledagene breder der sig en landeplage af hjemmestrikkede vanter – på Liselottevis det bliver rigtig fedt.
Lilli
21. december 2007 at 12:24Tror fluks jeg vil videresende opskriften til min mutti samt en bestilling på et par.
Når du vasker dem, er det så bare på maskinens uldprogram?
God jul og tak for alle de fine ting du rundhjertet har delt ud via din blog, opskrifter, engleuro og til- og frakort.
yt
21. december 2007 at 12:22Tak, det skal prøves. Hvor dine fine, dejligt sæt.
Dejligt med ny inspiration ;)
AnneMille
21. december 2007 at 11:47Skønt – og TAK! – igen…
Nu er jeg en mere af dem der ved hvad juledagene (også) skal gå med.
Liselotte, du er virkelig noget særligt. Sidste år havde jeg aldrig hørt om dig, og nu er jeg afhængig af din blog, dine gavemærker sidder på min families julegaver, jeg er på vej ud for at købe uldgarn til vanter, og den eneste grund til at jeg ikke også har sendt dine fine julekort afsted er, at jeg altid laver mine egne!
Kathrin
21. december 2007 at 11:36Tusen takk, Liselotte! Den skal jeg prøve. Jeg strikker nå på et par Selbuvotter, med finull garn, og pinne 2,5. Det tar sånn tid med mønsterstrikk og tynne pinner. Så din oppskrift skal jeg prøve. Lekre votter du har laget! =)
Lene LN fra Tyskland
21. december 2007 at 11:10Tak Liselotte. Man bliver ikke kun varm om händerne, men ogsaa om hjertet.
Sifka
21. december 2007 at 11:06Hvor er de fine, og det er dejligt at få lidt grundinformationer. Det ser godt ud med den blå farve, der binder de to forskellige mønstre på vanterne og i halstørklædet sammen. Jeg synes dog stadig at du er lidt overnaturlig, med alt det du kan nå ;-)
shabby-marianne
21. december 2007 at 11:06Hold op, hvor er de flotte…. nu ved jeg pludselig hvad jeg også skal lave i juledagene. Tak fordi du deler :-) Du er vidunderlig
Martina
21. december 2007 at 11:04Hej Liselotte, they look so warm, wonderful knitting. Can´t you tell in english that I can knit too?
Hälsningar Martina
Charlotte Illum Larsen
21. december 2007 at 11:01Åh så smukke de er – gode farver – og de bliver ikke ringere af en gang filtning – det der med maskesting er altid en god ide – også på strikkede sutter – inden de skal filtes i vaskemaskinen – og en god måde lige at få brugt de sidste meter af noget elsket garn. Hilsner fra Ærø