En aften i sofaen, uden andre forpligtelser end dem jeg pålagde mig selv, var lige hvad jeg trængte til. Der er blevet slappet af med lidt strik…
Bolsjestribede vanter, som ikke bliver væk i en taske. De er til at få øje på og strikket i dejlig, varm uld. Jeg mangler en tommelfinger, så er de klar. Den kan komme til i morgen, for nu orker jeg ikke mere for i dag.
Oline fik sin juleslik. Det hele ender med at lykkes, synes hun. Nu mangler kun juletræet, for aftenen er også brugt på at klargøre en større opgave, som skulle afleveres i morgen. Den er blevet god, så jeg tror hun sover de tilfredses søvn nu. I morgen kan den lægges på lærerens bord og så er det næsten ved at være juleferie. Hun påstår, at hun trænger. Jeg tror hende egentlig.
Hendes bekymring for Ole har ikke været at mærke før i dag, da tårerne pressede sig på, da hun endelig turde spørge rigtigt ind til, hvordan det gik med ham. Hun spurgte allerede mandag aften, men efter svar gik hun. Alexanders død sidste år ligger latent og lurer i baghovedet på hende. Jeg glemmer det og skammer mig frygteligt, når det går op for mig, at jeg går rundt og tror, at hun er videre. Selvfølgelig er hun ikke det.
I dag blev hun nødt til at spørge og det hjalp at få at vide, at han er i gang med at blive rask og med lidt held kommer hjem til juleaften. En far skal være hjemme sådan en aften, synes hun, så der faldt en sten fra hendes hjerte.
Jeg er glad for, at jeg kunne fortælle godt nyt. Det ender med at blive en god jul. Jeg er helt sikker, for Kenneth er også i bedring. Det går altsammen.
10 kommentarer
Liselotte
20. december 2007 at 16:07Ja, tænk at de gider, Hege, men næste år er de måske flittigere ;-)
Hege
20. december 2007 at 15:33Og så leverer hun oppgaven i tide. Det er flott. Av mine 60 hadde bare halvparten levert det de skulle i går, på siste skoledag. Nå sitter den andre halvparten hjemme og skriver enda de faktisk skulle hatt ferie. Dead line i min postkasse lille julaften klokken 12. Tenk å ville seg selv så vondt. Oline har tydeligvis lært det. Flink jente!
Liselotte
20. december 2007 at 09:37Kathrin, tak for de pæne ord. Ja, ind imellem står kroppen af og forlanger en pause, så den tager han vist lige nu, men han er heldigvis i bedring :-)
Susan, bare chancen er der… for så kan vi krydse fingre :-)
Susan
20. december 2007 at 09:12Liselotte, jeg læste vist lidt hurtigt første gang. Bare det at chancen for at Ole kommer hjem til jul er der, er jo skønt at vide.
Fr. Møller, det er meget vigtigt at huske det du skriver, Cathrine er kun 10, men jeg kan mærke at jeg allerede nu skal huske at hun både er 10 år og moden og også KUN 10 år. Jeg kan høre/læse at jeg skal blive ved med at huske det der KUN xx år, tak for reminderen.
Kathrin
20. december 2007 at 09:03ja, jeg føyer meg inn i rekken bak Fabelaktiv, bloggen din er vakker! Du skriver så åpent. I min egen blogg våger jeg ikke å være så åpen, men jeg liker at du er det. Jeg besøker deg nesten hver dag nå. =) Ha skjønne dager nå før jul. Godt at mannen din friskner til, men det er klart at noen ganger bakker man ut, kroppen sier stopp når det blir et lite pusterom etter strevsomme tider. Deilige julegodterier! Mmmm…. jeg elsker slik vingummi! De sorte er best…
Liselotte
20. december 2007 at 08:59Fr. Møller, som sædvanlig rammer du plet. Man glemmer så let, at de stadig har brug for masser af opmærksomhed og omsorg, for det ene øjeblik er de voksne, det næste børn. Man skal hellere være ekstra opmærksom end slet ikke og jeg plejer at huske det, men havde altså glemt det i forbindelse med Oles operation. Det var en fejl, kan jeg se.
Susan, jeg kunne deværre ikke svare, at han kommer hjem til jul, men at der er en god chance for det. Det sidste var godt nok for Oline.
Quality Street hører med til julen. Oline elsker dem… og vi andre, ja vi kan da vist også godt lide dem ;-)
fabelaktiv, tak skal du have – og fortsat god førjuletid til dig også :-)
fabelaktiv
20. december 2007 at 08:13Jeg sybnes denne bloggen din er så vakker, både i bilder og ord. Ha en fortsatt fin førjulstid!
Susan
20. december 2007 at 07:11Forresten, den lilla er MIN! (og den lange guldfarvede øverst er også min)
Susan
20. december 2007 at 07:08Der er ikke noget at sige til at det at Ole er på hospitalet bringer nogle minder frem hos jer alle. Godt at Oline fik spurgt og dejligt at du kunne svare at OIe kommer hjem til jul. Oline har nemlig helt ret, en far skal være hjemme til jul :-)
Du kan ikke være bekendt at vise et billede af Quality Street, jeg tror ikke jeg får noget Quality Street i år og det hører altsaa julen til for mig, men ikke for Christian som kunne tage det med hjem. Måske jeg skulle sende ham et lille hint for det må han da kunne købe i lufthavnen i München :-)
Fr. Møller
20. december 2007 at 04:18Oline er jo netop i en alder, hvor det er så nemt at “glemme” dem, for i det ene øjeblik er de så voksne, at vi glemmer, at de jo stadig kun er – børn. Jeg har da begået samme fejl i forhold til mine (sted)børn. Det er svært at være teenager; men det er heller ikke let at være forældre til dem.
Jeg tror egentlig – når jeg sådan stille tænker efter – det er bedre at under- end overvurdere dem, når det handler om livets store spørgsmål. Ikke at de skal pakkes ind i vat – selvfølgelig ikke.
Ai – Liselotte, selv om jeg ikke kan udtrykke det særlig sammenhængende lige nu, tror jeg, du som så ofte godt ved, hvad jeg mener.