Det har være en begivenhedsrig dag. Først Kenneth afsted til lægen og hjem igen med besked om, at det er astma. Som om han nogensinde har haft astma, er reaktionen, men ikke desto mindre er han nu udstyret med en inhalator og rigeligt med næseklude, for astmaen er udløst af en luftvejsinfektion, som udarter sig som noget influenzalignende og yderst modbydeligt skidt. Det underlige er, at hans ældre bror for et par uger siden også fik konstateret astma. Måske er der noget om snakken, men det skal jeg vist ikke sige til Kenneth, som ligger på sofaen med feber og venter på den te, som lige nu står og trækker på køkkenbordet, mens han nyser i et væk.
Han var så sej, så han insisterede på at komme med på gaveindkøb tidligere, men der gik ikke lang tid, før jeg kunne konstatere, at han SLET ikke var rask til den slags udskejelser og en mand med en lunte på minus 3 milimeter er en anelse anstrengende i en kø hos diverse forretningsdrivende, så da Olines gave var købt, smed jeg ham af herhjemme og fortsatte ind til centrum. Derinde brugte jeg 2 timer, nåede end ikke at komme i nærheden af julestemning og var nær infantilt hysteri, da jeg endelig nåede til døgnapoteket og kunne konstatere, at der var 17 – SYTTEN – numre foran mig. Jeg overlevede sjovt nok.
Bagefter var det hjem og ringe til Ella. Jeg måtte lige høre, hvordan det går med Ole. Der var dejlige nyheder endnu en gang og jeg kan konstatere, at maven langsomt falder til ro. Jeg vidste på forhånd, at Ole skulle ned på intensiv opvågning og brugte inden en del mental energi på at visualisere hvordan det ville være, at vende tilbage til stedet, hvor Alexander døde, for jeg havde lovet Ella og AC, at jeg var med hele vejen. Jeg var slet ikke forberedt på den reaktion, jeg har haft efterfølgende. Jeg havde sådan brug for, at jeg fik besked om, at det går godt med ham. Heldigvis er det sådan og det gør godt, selvom min hud føles tynd som pergamentpapir. Det går over igen. Jeg ved det.
Nu er jeg i gang med gavepapiret, silkesnorene og kortene og det er faktisk rigtigt hyggeligt, for trods meterlange køer, stressede juleindkøbere og endnu mere stresset salgspersonale, er det lykkedes mig, at få købt lige præcis de ting, som jeg gerne ville.
Der mangler kun nogle enkelte gaver nu, så jeg synes faktisk, at jeg er mere end med. Jeg skal nok nå det hele. Jeg er helt sikker :-)
12 kommentarer
Liselotte
19. december 2007 at 17:28– eller dengang jeg kørte på skadestuen med noget, der diagnosticeredes som (pistacie)nøddeallergi. Det har så siden vist sig, at der var et enkelt parti nødder, som gav ALLE den reaktion – og jeg spiser gerne pistacienødder igen :-)
Julen når vi. Den kommer ikke engang bag på os, nej! ;-)
Tina - omme i London
19. december 2007 at 16:17Joesses, det lyder som dengang jeg gik til laegen, fordi mine oejne var saa haevede og betaendte om morgen. “Det er paa grund af din hoefeber”, sagde laegen. “Jamen, jeg har da ikke hoefeber”, sagde jeg. “Det har du nu!” kom der toert. Tak tak!
God bedring til Kenneth. Julen skal I nok naa, det goer man jo altid – trods alt.
Liselotte
19. december 2007 at 10:07Man skal aldrig lave mere, end det stadig er sjovt, men sådan kan man jo selv vælge hvor meget og hvor lidt, man har lyst til at dyrke julen. Jeg elsker den og bruger gerne mange timer på at forberede den. I år har der været en del udfordringer, som har gjort det vanskelig at nå det hele – og så er det sådan, det hele ender. Ingen kommer til at mangle det mindste og jeg er sikker på, at julen bliver rar uanset hvordan.
Jeg elsker at bage, så det er en af de ting jeg savner. Når jeg det, er det dejligt. Gør jeg ikke, overlever vi.
Omkring Kenneth og den astma, så skal han til uddybende undersøgelser efter jul, når luftvejsinfektionen er væk. Til den tid vil de kunne konstatere, om det er astma eller ej. Vi håber det sidste, men ellers finder vi også ud af det.
Jeg er helt overbevist om, at Kenneth reagerer på Alexanders død og den mangeårige stresspåvirkning. I alle de år jeg har kendt ham, har han stort set aldrig været syg. Det sidste år har været præget af småinfektioner. Der er endelig tid til at være syg nu, så det hele kommer væltende. Der kommer en tid efter det også, men lige nu står han altså med en krop, som endelig raser – og så må det være sådan. Vi brygger te til ham og så går det :-)
Helle K.
19. december 2007 at 07:09Øv astma er så træls, men selvfølgelig kan man leve godt med det også…. jeg har selv haft det som barn og mærker det indimellem igen – 2 af mine børn er født med det, men er faktisk ved at vokse fra det, og de har praktisk taget ikke haft ulemper – udover at vi altså ikke har haft en hund, men kun en kat….selvom det egentlig også blev frarådet. Rygklap til Kenneth – den klarer han også.
Jeg vil også have en lyserød pakke – jeg stamper lidt nu ;-)
Det er klart, at et besøg der hvor Alexander døde, det vil vække minder og følelser i dig, sådan må det jo være – du er sej, at du klarede at gå med Ella hele vejen – selvom det var en hård omgang. Rygklap til dig også og ønsket om en god dag.
Kathrin
19. december 2007 at 02:42Søte Liselotte. Det gjør meg vondt når det har gått opp for meg hvem Alexander var, eller rettere sagt er. At han må være din sønn. Jeg har lest din blogg ganske lenge, og ofte lest om denne kjære Alexander, men jeg har ikke forstått hvem han var, og jeg fant det vanskelig å spørre. Å, hvor jeg føler med deg. Jeg kan nok ikke fullt ut fatte hvordan det er å miste et barn, men en anelse har jeg. Det er godt at du tenner lys og bearbeider sorgen slik du gjør. Alt godt ønsker jeg deg og dine. En god jul skal dere ha! God bedrin til mannen din. Varme tanker, Kathrin.
Susan
19. december 2007 at 01:03God bedring til Kenneth.
Christian fik konstateret astma da han var 30, det blev udloest af en konkurs. Heldigvis kender man meget til astma og man kan leve helt fint og uden problemer med det hvis man er velmedicineret. For Christian er det vaerste helt klart cigaretroeg og fugtig luft (ikke noedvendigvis samtidig, det goer det bare endnu vaerre).
Selvfoelgelig naar du det hele inden jul, jeg synes det er fantastisk som man hvert aar bliver overrasket over julen og ogsaa at man hvert aar naar lige praecis det hele. Det kan jo saa vaere at “det hele” aendrer sig fra aar til aar ;-)
Fr. Møller
19. december 2007 at 00:13Hege, naturligvis juler man (ofte), fordi man helt enkelt kan lide det. Det gør jeg også. Men møder du aldrig kvinder, der synes, de er ved at segne under alt det, de synes, de “skal” nå, bare fordi det er december?
Det gør jeg. Og engang var jeg selv en af dem. Der skulle bages småkager. Laves konfekt – for sådan noget “skal” jo nu engang være hjemmelavet… Der skulle bages leverpostej, laves sylte og surrib, vrides klejner, lægge sild i lage. For det hører sig jo til. Traditoneer og alt det dér.
Der skulle pyntes, så det tog tre dage at finde skidtet frem og lige så lang tid at pille det ned igen. Indgangspartiet skulle helst overgå naboens i stilligt stilleben. Købes et hav af gaver, der alligevel blev byttet den 27. december, fordi mange moderne mennesker tror, en “ønskeseddel” er det samme som en bestillingsseddel til et postordrefirma. = Kom lige med alt det, jeg ikke selv hår nået/gidet at købe.
Opkørte børn, skuffede forventninger. Gråd og tænders gnidsel. Trætte voksne, der fik lige lovlig meget vin til julemiddagen. Det er det, jeg har meldt mig ud af. Julens ånd holder jeg meget af – og den er ligeglad med, om klejnerne er fra “Karen Wolf” :-).
shabby-marianne
19. december 2007 at 00:12Godt at du nåede hele vejen rundt og at du fik fat i de rigtige gaver. Utroligt som man kan multitaske når det behøves. Jeg håber at du får nogle afslappende og dejlige juledage og så må husbonden indtil han er klar se til fra sidelinjen – det kan du hilse og sige til ham :-)
Hege
18. december 2007 at 23:54Stakkars Kenneth, men aldri så galt at det ikke er godt for noe. Jeg har selv en lett form for astma, og den inhalatoren er gull verdt. Jeg bruker den ikke ofte, men når den må til så er den et vidunder. Når lungene piper utløst av ett eller annet, så er det til med litt doping, og alt blir bra på et minutt. Fantastisk!
God bedring til ham.
Og Fr Møller, – vi som liker å jule litt, vi gjør det da ikke for å vise hvor overskuddsaktige vi er. Hadde det vært derfor, så ville jeg også ha sluttet. Det meste av det vi gjør eller ikke gjør handler vel om at det fyller et eller annet behov hos oss selv.
Tina Poulsen
18. december 2007 at 22:54Puha sådan en gang “influenza-lungebetændelse”-ting… der gav astma… to gange sidste sensommer, gjorde at jeg kvittede smøgerne… sej kamp. Men nu viser den der astma sig kun hvis jeg overmodigt skal vise hvor sej jeg er til at klatre op i Skagen Fyr ;):D
Jeg håber han snart er frisk igen og lunten atter vokser ud ;)
Heidi
18. december 2007 at 22:53Kære Lise-Lotte,
Øv, hvor er det noget hø med din Kenneth. Jeg fik selv konstateret astma for 2 siden efter en langvarig lungebetændelse og en bihulebetælndelse, som syntes kronisk. Måske husker du, at jeg er mor til en multihandicappet datter og jeg spurgte lægen om der kunne være en sammenhæng. Det mente hun temmelig sikkert. Det kunne sagtens udløses af lang tids overbelastning af systemet. Heldigvis er det en lidelse, som man ved rigtigt meget om, og med den rigtige medicinering og meget gerne masser af motion kan man faktisk leve noget nær almindeligt. Vær dog lige opmærksom, om han også kan være overfølsom overfor forskellige ting, for så skal det muligvis behandles seperat. jeg har selv fået det meget dårligt med cigaret-røg, parfume og støv.
Godt at høre at du finder julefred med pakkerne. Og tak for pakkekortene. De er bare så søde!! Jeg synes det ville være skønt om du brugte dine evner til en børnebog eller computerspil eller noget i den dur – bare som inspiration til det nye år.
Mange hilsner og god bedringtil dig og dine
Heidi
Fr. Møller
18. december 2007 at 22:43Selvfølgelig når du det da :-). Det er mere end ti år siden, jeg meldte mig ud af det traditionelle juleræs, og sørme om ikke den 24. december alligevel hvert eneste år har indfundet sig til tiden.
Også selv om gran m.v. sommetider ikke nåede længere end til entreen, fordi livet lige tog et par uventede hop. Men pyt, så duftede der da af jul dér.
Julemaden er i hus, og her skal ikke bages småkager eller laves konfekt. Jeg har ikke noget behov for at vise nogen, hvor “overskudsagtig”, jeg er på den konto. Så her er december ikke spor mere stresset end årets øvrige måneder. Det er et valg, jeg har truffet, og det føles godt.