7

Endelig

Kenneth er sendt til lægen. Det er noget, som kræver overtalelse. Han er, som mænd er flest. Er det kommet af sig selv, går det sikkert væk af sig selv, så han har de sidste mange dage hostet, så det er en gru. Nu må lægen tage et kig, for han fik jo ikke ret…

Når han er hjemme igen, skal der handles en smule. Jeg skal afsted ud i verden, som garanteret er fyldt med mennesker, som halser afsted, for at nå julen. Jeg gider ikke skynde mig, for jeg er sikker på, at jeg når den. Jeg behøver ikke engang anstrenge mig, for den kommer uanset hvor klar jeg er.

Jeg skal have købt lidt gaver, for der er så mange, som fortjener. Jeg ved, hvad jeg gerne vil finde. Lad os se, om det lykkes.

Julehyacinter

Der skal hyacinter med hjem. De hører julen til, så dem vil jeg ikke undvære. Sammen med en amaryllis eller to, kan de sagtens gøre det ud for en stor del af julestemningen, så jeg håber, at der stadig er masser af dem ude i verden.

Juleforberedelserne i år har mestendels været af mental karakter. Nu er de praktiske arriveret og jeg er klar, så kom an. Jeg trænger til at komme ud. Det er en uge siden jeg sidst har været ude på egen hånd, så måske er der trængsel, men jeg glæder mig alligevel. Jeg trænger til at vide, at jeg kan bevæge mig frit omkring – og allerbedst, så tror jeg på det. Jeg kan godt. Svimmelheden er væk. Endelig.

Du vil sikkert også kunne lide