Vi blev hængt til tørre…

Alting har løst sig, så nu kan jeg endelig fortælle om i går aftes, da vi blev hængt til tørre…

I går formiddags blev Kenneth ringet op af en mulig køber til vores bus. Kim, som han hed, havde en far, som for nogle måneder siden havde været involveret i en trafikulykke og derfor havde brug for sådan en bus. Kim var fra Viborg, så han ringede bare lige for at sikre sig, at den stadig var til salg og for at spørge, om det var muligt at komme og kigge på den.

Kenneth undrede sig en smule over, at det var sønnike, som ringede, men svarede, som sandt er, at bilen sagtens kunne beses, men ikke ville kunne køres i, fordi bremserne ikke virkede.

Senere på formiddagen ringede Kim igen. Han ville spørge, om det var muligt at komme i går aftes og se bilen. Han ville ikke kunne komme før efter arbejdstid og han ville undersøge, om en kammerat med faglig relevant baggrund kunne komme med, så de kunne få kigget bilen efter i sømmene. Kenneth gentog endnu en gang, at bilen ikke kunne køre, men at de var velkomne til at komme og se den.

Ved sekstiden i går aftes ringede Kim igen. Han sad tydeligvis i en bil, spurgte om vej herop og forklarede, at de var på motorvejen syd for Aalborg. Kenneth forklarede, at de skulle af ved en bestemt afkørsel og ringede af. Der gik små 10 minutter, så ringede telefonen. Det var Kim igen. De var nu kørt af motorvejen og skulle guides det sidste stykke. Efter ganske få minutter ankom de – i arbejdstøjet endnu – og parkerede deres bil ude på vendepladsen, hvorefter de steg ud og tog bussen i øjesyn.

De spurgte om yderst relevante ting i forhold til lift, drejekonsol på sæderne, seler og bespænding og lånte sågar et målebånd, så de kunne måle liftens bredde for siden at kunne give målene videre til faderen, som så kunne beslutte, om bilen havde interesse. De snakkede motor, småridser i lakken, benzinøkonomi og i det hele taget brugte de lang tid på at hyggesnakke med Kenneth, som syntes, at de var et par hyggelige unge mænd.

Da de var færdige med gennemgangen af bilen og egentlig næsten havde sat sig ind i deres egen bil, spurgte kammeraten, om de ikke lige kunne få lov til at høre motoren. Selvfølgelig, svarede Kenneth og snuppede mit nøgleknippe, satte nøglen i tændingslåsen og startede bussen, som på daværende tidspunkt holdt på gårdspladsen. De snakkede begejstret om motorkraft, lyden, muligheden for en prøvetur, når bremserne var blevet lavet og Kims far havde tid og mod på at komme herop og hvad man ellers bemærker, når man småsnakker hyggeligt sammen, mens de kravlede ind på hvert sit sæde – stadig med dørene åbne og hyggeligt sludrende med Kenneth.

Det varede ikke mange sekunder, for pludselig lukkede de dørene, satte bussen i bakgear og kørte ned af gårdspladsen, vendte bussen og forsvandt op ad Rødtjørnevej. Herefter kunne Kenneth stå og se hvordan de svingede ud på Gugvej og forsvandt ud i horisonten. Altsammen i adstadigt tempo, mens Kenneth forgæves forsøgte at stoppe dem.

Kenneth kom ind og sagde “…det var alligevel underligt, for det sidste jeg sagde til dem var, at de endelig ikke måtte køre i den. Bremserne virker ikke, men de ville da vist lige prøve den alligevel og nu forsvandt de ned ad Gugvej, men deres bil står da stadig her, så de kommer vel tilbage lige om lidt…”.

Vi ventede 15 minutter, så gik jeg resolut ud og skrev registreringsnummeret på deres bil ned, ringede til politiet, fik dem sat ind i sagerne og vagthavende tjekkede med det samme, om bilen de var ankommet i, var meldt stjålet. Han beroligede mig med, at der ikke var fare på færde. Bilen var ikke meldt stjålet og det passede ganske rigtigt, at den var indregistreret i Viborg, hvor de unge mænd angiveligt kom fra, så han syntes, at vi skulle se tiden an.

Det gjorde vi så i 5 minutter mere. Så gik Kenneth ud i deres bil og ledte efter et eller andet, som kunne berolige os yderligere. Han kom ind med nogle papirer, som tilhørte en kvinde to gader herfra. Vi fandt hendes telefonnummer, ringede hende op og spurgte, om hun kendte Kim, som lige nu kørte i hendes bil. Hun kendte godt en Kim, men ingen kørte i hendes bil, som hun havde parkeret ganske få timer forinden, da hun kom hjem fra arbejde. Kenneth kunne så fortælle hende, at den ikke længere holdt hvor hun havde sat den, men i stedet stod hernede på vores vendeplads og herefter gik det stærkt.

Vi ringede tilbage til politiet, som nu med vantro i stemmen kunne spørge ind til hele episoden, for herefter at optage rapport. “Det vil sige, at de har stjålet en bil, for at ankomme i den hos jer. Siden efterlader de den stjålne bil hos jer og stjæler i stedet for jeres bus?”, og ja, sådan var det. “Og de startede med at ringe på bilen allerede i formiddags… så det vil sige, at det her er noget de har brugt hele dagen på at planlægge. Det var lige godt satans!” og enige var vi. Det var lige godt satans.

Siden kom en patrulje herud, tog prøver af den stjålne bil, der herefter kunne hentes og så sad vi ellers der med alle vores talenter, men med en bus mindre og ikke mindst et nøgleknippe mindre, som forøvrigt havde indeholdt nøglen til bussen, som nu var på langfart, nøgle til huset her, nøglerne til mit arbejde og den absolut eneste nøgle som findes til DieselDaisy.

Vi var nu de stolte ejere af ikke mindre end fire biler, men uden mulighed for at benytte én eneste af dem. Vi havde til gengæld et par unge gutter ude i verden, som havde nem adgang til alt hvad vi ejer. Vi sov knapt så godt i nat, som vi plejer.

Dagen i dag er brugt i løbende kontakt med forsikringsselskabet og for Kenneths vedkommende på gåben ude i verden, hvor der skulle købes nye låse, bestilles omkodning af DieselDaisys lås/nøgler og alt det andet, som følger med den slags.

For et par timer siden blev vi ringet op af politiet. Vores bus var fundet på en mark nede ved Haverslev ca. 25 kilometer syd for Aalborg.

Kenneth kørte derned, for at hente bilen. Den kunne naturligvis ikke køre, da han kom derned og eftersom bilen stod nede af en mørk markvej, kunne han heller ikke se ret meget, men han kunne dog konstatere, at de har tømt den for alt af værdi. De har også revet hele instrumentbrættet til atomer. Kenneth forlod den hurtigt igen, eftersom mørket ikke tillod ham at se noget som helst alligevel. Falck er bestilt til at hente den.

Vores nabo, som er pladesmed, kom forbi mens Kenneth var afsted. Han mener, at det er styreboksen de har været ude efter. Sådan en svend koster nemt en 10-12 tusinde, så selvfølgelig er der penge sparet ved sådan et stunt, som det de unge mænd kørte af i går. Timelønnen har jeg ikke regnet på, men de har da lagt en imponerende mængde energi for dagen, for at lykkes med at komme afsted med bilen. Sikke en historie og sikke is i maven det kræver, at stå her og hyggesnakke med Kenneth om løst og fast, inden de til sidst sætter afsted i bilen.

Jeg synes, at de fortjener en pokkers masse indføring i takt og tone, for deres forældre har vist forsømt den del af deres opdragelse. Slamberter.