Ind imellem skal man høre så meget, så ørerne næsten falder af…
Vi har lige været til elevsamtale med Oline. Der var lutter ros. Det siges, at hun er en dejlig ung pige med masser af overskud. Jeg måtte sidde og lytte til, at der er røster, som påstår det unge menneske er hensynsfuldt, rummeligt og i det hele taget et behageligt bekendtskab.
Fagligt var der ikke noget at komme efter. Det eneste fag, hvor hun placeres i middelgruppen er matematik og det blev sagt med sådan lidt tristesse i stemmen, fordi resten af fagene vidner om et engageret, fagligt dygtigt og intelligent ungt menneske.
Jamen jeg er da utrolig stolt og Oline tillige med, men forstår de slet ikke, at det allerbedste der blev sagt i dag, var præcis det sidste; at hun ligger i middelgruppen i matematik! At den matematik har været hendes akilleshæl og i den grad har kostet blod, sved og tårer ved både hun og jeg, så vi kiggede på hinanden og gav et usynligt skulderklap, for vi nåede i mål!
Oline havde sidste gang opstillet forskellige mål for den kommende tid og et af dem var netop, at hendes matematik skulle have en ekstra skalle. Hun har gjort det. Næsten helt alene, har hun klaret at gå fra at HADE matematik til at erkende, at det måske ikke er hendes yndlingsfag, men dog en nødvendighed. Hun har valgt en ny tilgang til faget. Hun har bevidst arbejdet med, at det ikke skulle tilgåes med opgivenhed, men i stedet være et af de steder, hvor der måtte slåes et ekstra slag. Hun er lykkedes. Det sidste er det, jeg er allermest stolt af. Hun er for sej!
19 kommentarer
Birthe S
13. december 2007 at 01:22Hvor er det godt gjort Oline.
Og dejligt, det bliver bemærket og der bliver rost, når der er gjort en stor indsats. Så kan man bare klare hele varden….. også næste gang der kommer en forhindring, for man har jo prøvet udfordringen engang før.
Helle K.
12. december 2007 at 21:13Godt gået Oline, jeg ville ønske, at jeg i sin tid havde lyttet lidt mere…
Sister Bonde
11. december 2007 at 15:10Åhhhh, hvor jeg mindes disse samtaler, man voksede som forældre. Det var bare så skønt, det lærerne sagde om ens unger. Vi var indkaldt til samtale den 26. november – og glædede os atter – men ak, datteren blev jo 18 den 23. november, derfor ønskede HUN ikke vores tilstedeværelse. Skriiiiiggggg, det er slut.
Dejligt at læse om Oline – Malene har det på samme måde mht. matematikken, men er også kommet efter det. De ER nogle seje tøser.
Yrsa
11. december 2007 at 10:12Jeg kan godt huske du har skrevet om jeres fight med matematikken – fedt det går bedre og at hun ikke hader det mere.
Det er dejligt at høre at ens unge teer sig så godt i skolen – vi hører det samme med vores den mellemste og hun har det også en smule svært med matematikken, men holder sig i middelgruppen og det er jo godt nok, selvom hendes far synes det ku’ være bedre !
Julia
11. december 2007 at 09:11Oline – GODT gået!! Synes det er super-sejt at du bare sådan kaster dig ud i det!!!
/Julia – der selv kæmper med tallene.
Lene
10. december 2007 at 23:12Godt gået Oline, det er godt at mærke, at en indsats belønne.
Donald
10. december 2007 at 22:55Stærkt!!!
Liselotte
10. december 2007 at 22:11Ja, det var en dejlig besked at få. Vi er stolte af hende og hun er stolt af sig selv, så det er en fornøjelse :-)
Susan
10. december 2007 at 20:56Hvor er det flot af Oline. Jeg kan godt forstaa du er stolt af hende, det kraever ret meget modenhed at vende tingene om som hun har gjort. FLOT FLOT FLOT (og jo resten er jo ogsaa helt vildt dejligt at hoere)
Maria
10. december 2007 at 20:47Hvor er hun sej! Det er flot klaret – hils og sig at fra nu af ved hun at hun kan klare alt! Og sig tillykke!
Ella
10. december 2007 at 20:08Den seje unge kender jeg – hvor er jeg glad for, at de kan se hendes kompetencer. Se hendes rummelighed og intelligens.
Jeg sad her med et glad smil fra øre til øre – det er så dejligt, når det lykkes. Tillykke :-)
Lisbeth
10. december 2007 at 19:57Du kan da også virkelig være stolt over hende og hendes indsats. Det er så flot! Jeg håber, min datter når lige så langt, for matematik er endnu et hadefag, selvom også hun er nået langt. Så sejt og flot af Oline. Det har I sørme gjort godt.
Anne
10. december 2007 at 19:57…nb…vel er hun sej…godt gået Oline
Anne
10. december 2007 at 19:56jamen….spørger jeg så lige: at nogen er god til noget og andre til noget andet ….det er jo det der gør os unikke…her i huset er det altså sprog der er den store hurdle…matematik det er sgu da en leg…skal vi ikke lige hjælpes ad??? tyske verber fy føj…og den halve famile er tysk, hvordan tror i lige det er at sidde til en fest og have en tysk bordherre? gyseligt…..jeg tale engelsk du tale tysk, du tro det går????
men en andengradsligning …come on… a piece of cake…:-)
nå nå den der familiefest endte jo i grin …
Luna
10. december 2007 at 19:56Din datter fortjener roserne, efter den ekstra indsats. Nu gælder det bare om at hænge ved, men mon ikke hun også vil det, når hun i dag har erfaret at “slid” og vilje kan gi´resultater. :-)
Liselotte
10. december 2007 at 19:45Jeg er virkelig stolt af hende, for jeg husker stadig de frygtelige, lange og opslidende timer vi tilbragte over matematiklektierne for ikke særligt længe siden. Det er dejligt at høre, at de også bemærker forandringen og hun skal nok klare sig, men matematikprofessor bliver hun aldrig. Ikke fordi hun ikke kan, men fordi hun med sikkerhed ikke vil, den towlige unge (det var jo mit yndlingsfag – der hersker sådan en dejlig orden).
Jeg er stolt af hendes evne til at nå til erkendelse af, at det aldrig bliver yndlingsfaget, men et nødvendigt onde, som man helt bevidst kan vælge at gøre sit bedste med. Hun ER sej :-)
kokken på blokken
10. december 2007 at 19:40Et stort tillykke med sejren! Jeg har selv været der med vores ældste. Han gik i baglæns straks der var noget der bare smagte af matematik. Men viljen drev ham senere igennem! Han fik ekstra-undervisning i både dansk og matematik og det var en sej kamp, og lærere der rystede på hovedet. Er der noget at sige til at hans mor i dag er stolt over at han har taget en universitetsuddannelse og nu er uddannet psykolog! Man skal aldrig, aldrig give op. Lige pludselig åbner der sig muligheder man ikke troede var mulige. Og I to har jo taget kampen og I har sejret – det er det fede – at man ved fælles hjælp kan nå så langt! Kram til jer herfra!!
JJH
10. december 2007 at 19:33Hvor er det dejligt, at det er gået den vej med matematikken!
Det er så trist, når de unge mennesker mister gnisten og ikke magter at kæmpe. Som lærer ser jeg det ret ofte, desværre. Lige nu sidder jeg med en dreng fra 4. klasse. Han kan ikke bogstaverne endnu, og tilsyneladende har han givet helt op i forsøget på at lære dem. Han er ny på skolen, så vi håber selvfølgelig, at netop vi kan “redde” ham. (I dag kunne han faktisk 11 bogstaver – i torsdags kunne han 5).
Anne Dyrholm Stange
10. december 2007 at 19:30Det er nemlig lige det hun er :-)
Dejligt at være til sådan en skole-hjem-samtale!