22

Vi drog vest på…

I dag var jeg omkring nogle af barndommens gader.

Jeg plejer at sige, at jeg er vokset op i Vejgård, men det er ikke helt sandt, for faktisk er jeg barn af en mand, som elskede at flytte konstant, så jeg er ikke opvokset ét sted, men mange steder. Jeg har en mor, som får nervøst sammenbrud bare ved synet af en flyttekasse og jeg forstår hende, for jeg hader også at flytte. Vi ved godt begge to, hvem der bærer skylden for det.

Jeg er født i Vodskov, en lille by nord for Aalborg. Da jeg var et par år gammel, flyttede vi til Gug og her residerede vi så, til jeg var 5 år gammel og far igen fik myrer i sine flytteoveralls. Familien blev pakket sammen og så flyttede vi til Vejgård, hvor vi igen boede et par år og jeg nåede at starte i skole, men allerede efter tre måneder syntes han, at vi igen skulle flytte og så endte vi i vestbyen, hvor jeg var i dag.

Jeg havde et ærinde lige ved siden af en af barndommens bastioner. Jeg husker endnu de mørke vinteraftener, når vi, Annemette og jeg, begav os ned af Dannebrogsgade og hen langs Kastetvej, mens vi skuttede os i vinterkulden. Dengang syntes jeg, at der var frygteligt langt at gå. I dag griner jeg lidt ved tanken.

Kastetvej

Vi skulle ned for at hygge os sammen med en stor flok af bydelens andre børn. Sådan var det hver ugeaften, når det tid for spejder. Mor var oftest med, for hun var tropsfører, men ikke for os – vi var alt for små og gudskelov for det, for hun var en skrap madamme, syntes vi.

DSU

I dag residerer DSU i den sjove bygning med det fascinerende tårn, som vi aldrig kom op i. Vi sad oppe under loftet og klippede, limede, lyttede til gode historier og lod os underholde, men vi fik aldrig lov til at se tårnværelset, som altid var låst til stor ærgrelse for os børn. Det drager stadig, kan jeg mærke.

Lige på den anden side af gaden ligger dette atelier…

Atelier Gug

Jeg overvejede at banke på og give dem et lynkursus i lokalgeografi, men opgav. De har nok deres grunde…

Lige henne om hjørnet i Absalonsgade ligger et af barndommens mysterier stadig. I dag er det renoveret og meget mere trist at se på, end det var i min barndom. Dengang var haven et vildnis, huset mørkt og skummelt, men spændende. Nu er det bare hvidt.

Pigernes hus

Herinde boede et par piger hos deres bedstemor. Det var et arrangement, som ikke var så usædvanligt i min barndom. Jeg kendte flere børn, som boede hos deres bedsteforældre, men det sjove var, at ingen af os – inklusive dem – vidste hvorfor. Der fulgte aldrig forklaringer med og det var vel i grunden det, som fascinerede os.

Huset forekom at være et mysterie dengang fordi vi aldrig nogensinde var derinde. Det var ingen, for pigerne måtte ikke have legekammerater med hjem. Vi syntes, at det var meget mærkeligt og i børns fantasi kan den slags sagtens forklares med, at bedstemoderen sikkert var en eller anden form for heks. Når pigerne tillige med måtte gå med noget meget gammeldags tøj og forøvrigt heller ikke gik i vores lokale skole, men inde hos nonnerne, ja så var der da helt sikkert noget galt. Børn har en skøn og livlig fantasi.

Aalborgtårnet

Oppe for enden af Absalonsgade kan man se Aalborgtårnet. Vores barndoms revir var stort. Der var ingen voksne, som havde os i snor. Vi kunne gøre omtrent som det faldt os ind – altså hvis vi bare lod være med at fortælle noget derhjemme – for selvfølgelig var der regler for den udendørs trafik, men jeg tror ikke, at de voksne var klar over hvor langt omkring vi i grunden kom. Minicykler og stærke ben er en god kombination. Så er der næsten ingen grænser.

Efter seks år i vestbyen flyttede vi tilbage til Vejgård, for denne gang gik der lang tid inden myrerne begyndte at røre på sig. Mor resignerede og pakkede hjemmet ned. Vi nåede at flytte endnu tre gange, inden mine forældre blev skilt og jeg flyttede hjemmefra. Fra da af bestemte jeg selv hvor ofte. Det gjorde bestemt ingenting.

Du vil sikkert også kunne lide