Mens jeg fik klaret de sidste pligter for denne weekend, stod Snemand Frost og Frøken Tø ved siden af og iagttog mine frustrationer over et system, som ynder at gå ned med et hult drøn. Heldigvis kunne udsigten til dem kompensere lidt for trangen til at opgive.
Snemand Frost er blevet lidt leddeløs efter et år i en papkasse på loftet, men han er nu stadig hyggelig og det går an, når halstørklædet bare er bundet tilstrækkeligt stramt. Nu taber han da ikke hovedet.
Faktisk var det rigtigt sjovt at genfinde dem i kassen med julepynt. Jeg havde glemt dem, for de blev improviseret en aften sidste år, da jeg var rastløs og bare skulle have tiden til at gå med et eller andet. Det endte så med en hæklenål, nogle vatkugler og en vag idé om at lave noget, som havde relation til en af min barndoms yndlingssange, når vi nåede denne tid på året.
Snemand Frost og Frøken Tø har jeg sunget for mine egne børn. Alexander elskede den, men Oline syntes altid, at den var så frygteligt sørgelig, at hun ikke ville høre den. Verden er ikke statisk og det har hun altid haft det svært med, så selvfølgelig var det en frygtelig sang, for snemanden svandt jo ind til det rene ingenting.
Mon jeg skulle gå ind og vække hende med en sang…
9 kommentarer
stefan holck andersen
19. december 2007 at 05:43Er pt 30 år gammel og husker stadig sangen om marsvinet pigen havde i 4 år som døde i går….det er nok ved at være mange år siden:) Men de vemodige sange er de sange, der sætter sig fast. Om man kan lide det eller ej. Hvor stort et indtryk gør en sang om en pige, der er glad på en pige, der måske er ligeså glad? Sørgelige sange ftw:)
Irene
4. december 2007 at 12:12Hold op, hvor er de søde. Hvem der dog bare havde dine evner til at improvisere sådan et par frem. -Og har selv fældet tårer over alle ovenstående eksempler :0) Man er vel et tudefjæs.
Liselotte
3. december 2007 at 17:47Selv tak for de smukke ord, Susanne – det er ikke let at vide, hvad der trækker tårer – og det er vel i grunden okay :-)
Susanne
3. december 2007 at 13:21Hej Liselotte
Mit første indlæg i din blog, som jeg nyder at vende tilbage til, når verden er af lave. Min yngste datter (nu 13 år) kunne i mange år ikke sen Dumbo uden af fælde mange tårer over den scene, hvor Dumbos mor er i fængsel og synger en sang for ham, mens hun vugger ham i snablen. Det er ikke altid nemt at vide, hvad de reagerer på børnene – andre scener fra andre film, som jeg synes kan virke voldsomme, er der ikke reaktion på, men sådan en scene… tja – godt med øjenåbnere og tak for en vidunderlig hjemmeside.
Liselotte
2. december 2007 at 13:27Tak Yrsa :-)
Therese, det var simpelthen frygteligt med alle de sørgelige sange… ;-)
Therese
2. december 2007 at 12:50:-) Jeg har lige fundet sangen frem fra gemmeren. Jeg fandt i sangbogen også den om gråanden, der blev skudt i vingen. Sangen beskriver hvordan vandet blev farvet rødt af blod, og om ællingerne der mistede sin mor. Ej altså, det var jo den rene Hitchcock at gå i 3. klasse :-)
Yrsa
2. december 2007 at 12:46Flot december banner !!
Liselotte
2. december 2007 at 12:21Therese, jeg griner endnu over 3. A, selvom det slet ikke er spor morsomt – men for pokker da… :-)
Oline sover så tungt, at selv min sang ikke havde nogen effekt :-(
Therese
2. december 2007 at 12:14Fnis, det var da måske lidt ondt at gøre det. Du kunne også vække hende med historien om pigen med svovlstikkerne? Jeg kunne forestille mig at hun så heller ikke brød sig om den? :-)
Jeg synes selv at den historie var frygtelig trist, og jeg har nok fældet en tåre eller to.
Der var også en børnesang om et marsvin. Omkvædet sagde:
“Det marsvin jeg havde i fire år, det døde i går”. Forestil dig hvordan 3.A så ud i hovedet til musik, efter at ha’ sunget den….