19

Færdig… tror jeg næsten…

Og er du færdig, hvor jeg er færdig. Nu har jeg sat mig ned. To sekunder med ingenting og derefter videre med pakningen. Nu med områdeindbygget julestemning. Sådan!

Jeg er klar igen!

“Der skal såmænd ikke så meget til…”, siger jeg altid, men hvor er det latterligt, for jeg har været i gang siden i morges. Jeg har monteret den ene lyskæde efter den anden, fundet lys og ler frem, båret grene ind fra haven, bundet sløjfer, ledt huller i jorden og i det hele taget anstrengt mig for at gøre huset juleklar. Det er faktisk lykkedes i rimelig grad. Det er ikke meget mere der skal til, så er vi i den grad klar til at tage hul på december.

I år har jeg besluttet, at der skal være pyntet den 1. december, så der bare kan nydes, bages, konfektes og i det hele taget slappes af resten af dagene frem til jul. Jeg tror på det!

Ikke et øje tørt…

Kenneth vendte hjem for en times tid siden. Han medbragte to store kasser mos, adskillige bundter gran og det allerbedste – et lille juletræ, som naturligvis er pyntet og af den grund tilsyneladende angstfremkaldende i ekstrem grad for Pjoskar, som sniger sig langs panelerne, når han skal passere skidtet. Hvordan skal det ikke gå, når det store juletræ kommer i stadsen…

Oline er endelig tilfreds. Jeg er til gengæld så træt nu, at resten af aftenen er helliget ingenting. Næsten.

Du vil sikkert også kunne lide