Endelig tog jeg mig sammen…

Jeg har en skøn kalender, som er engelsk, aldrig rummer danske helligdage og i det hele taget er lidt mere besværlig at bruge, end en gennemdansk Mayland, men den er også lækker på den der uimodståeligt fede måde, som gør den til yndlingen.

Ikke nok med at den er en smule besværlig omkring helligdage, men den er heller ikke sådan at få fingre i, når vi når til dette tidspunkt af året.

Tidligere kunne jeg smutte forbi Magasin og forudbestille indmaden, som så ankom midt i december. Jeg ville få en opringning med besked om, at nu var kalenderen ankommet og så kunne jeg hente den og samtidig ose lidt i det stormagasin, jeg ellers ikke besøgte så ofte.

Så lukkede Magasin og dermed også min kalender for sidste gang. Siden har den ligget brak. Sidste gang jeg havde den i brug, var i år 2000. Det afslører resterne af indmaden, men det er slut nu.

Jeg tunede ind på firmaets hjemmeside, strøg direkte til afdelingen for kalendere uden at se til hverken højre eller venstre og gik i gang. Jeg valgte at bestille ny kalender, nyt adressekartotek, blanke nye sider, spilopper der hopper og al det ekstra krydderi den kunne trække og benyttede samtidig lejligheden til at få Kenneths ført up-to-date også. Det er vel nu, jeg skal anføre, at det er billigere at købe tingene i England, end det er at bestille dem herhjemme. Dejligt.

Jeg bestilte i frokostpausen. For et øjeblik siden kom den tredje mail fra Mulberry, for at fortælle mig, at bestillingen er ekspederet og leveres af UPS på onsdag. Se det er service, så det basker – og så slap jeg for at få grå hår af at have skidtet liggende, når jeg nu elsker den så højt. Jeg kan slet ikke vente til onsdag.