23

En god dag

Jeg ved ikke lige hvad der skete, men uret ringede ikke til morgen. Oline måtte vækkes alt for sent, skyndes på og derefter hældes ud af døren i et tempo, som ikke er rart. Jeg hader den slags morgener, men hun tog det med godt humør, så det eneste jeg har lyst til at klage over er, at morgenen er grå og alt for kold.

Morgenmørket

Om morgenen skal der helst være rimelig god tid, så alle kan nå at komme op i god ro og orden, men sådan går det ikke altid. I dag var en af de dage, men heldet var, at jeg ikke skulle ud af døren også. Jeg sidder nu med en kop kaffe og kan stille falde til ro.

Sådan en morgen hører til småtingsafdelingen og det er i dag et påmindelse om. For et år siden fik vi at vide, at Alexander ikke ville overleve sit kliniske kollaps. For præcis et år siden havde jeg den sværeste opgave nogensinde.

Jeg fik opgaven med at tage hjem fra sygehuset, for at fortælle Oline og min mor, at Alexander ikke kom med hjem. Jeg kan huske det endnu, for det er det absolut sværeste jeg nogensinde har skullet gøre. Jeg kan huske omtrent hvert sekund af den eftermiddag. Turen hjem, følelsen af at skulle kaste op hele tiden og min store datter, som sad på mit skød og skreg. Bare skreg. Tårerne, som hele tiden løb og angsten for ikke at få sagt alt det, som skulle siges. Hendes fortvivlelse blandet med mors og min egen og så den underlige ro, som også fandtes inde i mørket. Fjenden havde pludselig materialiseret sig. Fjenden var døden. Alexander havde kæmpet en kamp, som han ikke skulle vinde. Nu vidste vi det.

For et år siden havde vi næsten ikke sovet i en uge. Vi var udmattede i en grad, som de færreste kan forstå. Sorgen var altoverskyggende. Den er her stadig, men sårene bløder ikke længere og vi er på vej til at hele.

I dag ser verden heldigvis anderledes ud og en forvirret morgen som denne, hører til småtingsafdelingen.

Det skal nok blive en god dag. Det bestemmer jeg. Jeg er sikker på, at Alexander ville være enig.

Du vil sikkert også kunne lide