I dag havde jeg lang frokost med en veninde fra en svunden tid. Hun underviser på tolkeuddannelsen i Århus og i dag var tiden til at indhente lidt af årene. Hun har fundet min side her, så hun var ganske godt opdateret på mit liv, men det kunne ikke undgåes, at der skulle uddybes hist og her og forøvrigt måtte jeg jo også høre lidt om hendes liv, som pludselig inkluderer 3 børn.
Gennem mit første studieår var vi sammen altid. Vi læste naturligvis sammen, men vi delte også fritid og havde det skægt mellem timerne på skolebænken. Hun var nogle år yngre end mig, men det gjorde ingenting. Vi delte mange interesser, idéer og holdninger, så det var aldrig svært at finde fælles fodslag. Vi har grint meget sammen. I dag fældede vi en stille tåre over frokosten, for Alexander var også en del af hendes liv dengang.
Jeg syntes, at jeg kunne fortælle, uden at følelserne fik overtaget, men jeg er kun et menneske og øjnene er sjælens spejl, så da hun kiggede mig i øjnene og greb min hånd, faldt en stille tåre eller to.
Den slags er i orden. Også med mig. Jeg kan godt smide masken og vise, at her gør hjerte og sjæl ondt. Her er stadig åbne sår.
Det er godt at sætte ord på, men det er ind imellem endnu bedre bare at være stille et øjeblik, lade en tåre løbe og så samle kræfter til det liv, som venter uanset. For sådan er det. Livet venter. Også det korte øjeblik på mig.
8 kommentarer
Liselotte
22. november 2007 at 21:15Tak skal du have, Kathrine :-)
Katrine
22. november 2007 at 21:05Hej Du,
Lad du bare saarene vaere aabne og soerg for at faa dem fyldt op med gode ting. Minder, latter, stunder, taarer, tanker. Fyld dem op en efter en naar du kan maerke at det presser paa.
Du formulerer din sorg saa smukt og pragtfuldt, tak for det, du hjaelper os andre:)
Liselotte
22. november 2007 at 16:59Tusinde tak for de meget smukke ord, Jenny. De varmer langt mere end du kan forestille dig :-)
Jenny
22. november 2007 at 16:50Hej Liselotte.
Jeg læser med her på siden hver dag, og har gjort det siden jeg fik øjenene op for blogverdenen midt november sidste år. Jeg er imponeret over din måde at skrive og formulere dig på. Det er så utroligt billedskabende, og man føler man får et oprigtigt indblik i den, synes jeg, utroligt strærke, viljekraftige og vidunderlige livsfulde kvinde du er. Nogengange kan jeg, når jeg læser dine følelsesladede indlæg, få lyst til at kende den skønne familie du så flot fortæller om. I virker til at være et kendskab mere end værd, og jeg sætte pris på at have muligheden for at høre så meget om Jer, uden egentligt at kende Jer, gennem denne blog.
Bliv ved som du gør, du giver mere til dine læsere gennem denne side end du måske egentlig er klar over.. :-)
Mange hilsner fra Jenny
Liselotte
22. november 2007 at 16:36Det var fint at kunne fortælle og at kunne lytte. Der er sket så meget og vores liv er så forandrede, men det var dejligt med den time.
Anne
22. november 2007 at 16:33—og måske godt at fortælle til en man ikke har set længe,,,denne opdatering af året der er gået, må i mit univers være rigtigt at få gjort
Liselotte
22. november 2007 at 16:24Ja, det er godt – og nej, der skal ikke så meget til. Hjemturen i dag blev god. Stille og eftertænksom, men ikke ked. Bare sådan stille… og det var rart med roen i maven.
Helle K.
22. november 2007 at 16:17Hvor er det godt, at du har venner, som kan og vil rumme dig og din sorg. Der skal egentlig ikke så meget til, en hånd, et klem, et blik og at være…