Så er det værste overstået for mit vedkommende. Handlen er i hus. Der er lam på komfuret. Det putrer stille, mens det tålmodigt venter.
Vi er nødt til at gøre det samme, for Annemette og jeg har lige brugt de sidste tyve minutter på skiftevis at bande og fortælle anekdoter. Tiden skal gå med noget, når de nu alligevel holder stille ud for Slagelse og udsigten kun er bil efter bil så langt øjet rækker. Der er en kø af den anden verden, for trafikken er langt fra normal efter stormen lagde benspændere ud over broen.
Aftensmaden kommer sent i maven, så jeg snød og spiste en norsk klejne, noget af det bedste jeg ved, men ikke rigtigt noget, som gør godt for en sulten mave. Jeg skulle vist ikke, men den fristede over evne. Citronglasur skal være surt, så det trækker i kinderne. Det var det her. Uhm…
Når jeg kommer hjem, er det første jeg gør at smide alt det løse, som kan genere i fri udfoldelse, så jeg ligger altid spredt over et større område af huset.
Ind imellem glemmer jeg, at jeg har smidt det halve liv på bordet, når jeg igen forlader hjemmet. Således også i dag, hvor jeg opførte en meget dramatisk fortolkning af “jeg har tabt mit armbånd” midt i køen for at få lov til at lade mig lænse af en købmandsbestyrer med talent. Det havde jeg naturligvis ikke, for det lå jo pænt her ved siden af computeren, da jeg kom hjem igen.
Jeg kan stille konstatere, at det ikke er min dag i dag. Måske jeg bare skulle opgive at give fornuft og kaste mig ud i en retpind eller tyve…
2 kommentarer
Liselotte
9. november 2007 at 19:29Ha ha ha… ja, den historie kunne såmænd godt have forekommet her på matriklen også – og jeg tror vi begge kunne have gjort det ;-)
Ja, broen er heldigvis åben igen og de bevæger sig (langsomt) fremad, så det går da den rigtige vej :-)
Susan
9. november 2007 at 19:20Det kender jeg godt, men Christian vinder nu prisen.
Vi er i Danmark, det er tidligt om morgenen og der er 10 minutter til taxaen kommer og henter ham for han skal til Kiev og derfra hjem. Stor krise, for han kan ikke finde flybilletten – han er sikker paa at det er en papirbillet og han bliver efterhaanden sikker paa at han har glemt at toemme postkassen og den ligger deri. Der bliver soegt paa nettet efter et telefonnummer til flyselskabet saa han evt. kan faa udskrevet en erstatning, men der er ingen i Koebenhavn og dem der er har ikke aabent om soendagen!!!
Naa han tager med taxaen og haaber paa at finde ud af et eller andet i lufthavnen. Han ringer 1,5 time senere – han sidder i loungen, det var naturligvis en e-ticket!!!!!
Jeg saa lige at broen er aaben igen, saa jeg haaber at Annemette og Heidi koerer igen og ikke bare holder.