Der er lektiecafé i køkkenet. Jeg tror Oline ved, at der ikke rigtigt er kræfter at gøre oprør mod, for det er hyggeligt. Vi griner og spiser pebernødder, drikker cola og snakker om alt mellem himmel og jord, mens hun pløjer sig gennem dagens opgaver.
Oline synger Gajol-sangen:
Gennem blæsende gader, gennem alle slags vejr, kan du regne med mig… – jeg vil i bukserne på dig…
Jeg overhører selv platte vittigheder, for det er fandemefløjtemig matematik vi har gang i. Og vi griner! Det er stort!
Fr. Møller..det ville jeg fa..sørme gerne..god ide, tager den straks til mig herovre på djæ…sjælland. For jo, man skal sørme give den hånd der kan gives…hvis man kan og det kan man jo, hvis man vil.
Jo – men hvorfor skal alting “organiseres og pædagogiseres”? Hvorfor kan man ikke bare sætte sig ved køkkenbordet med sit eget barns skolekammerat og hjælpe med den stil eller de ligninger?
Forældrebaseret lektiecafé er på bedding hos os heroppe og jeg synes, at det er en rigtig god idé – nogle kan det ene, andre det andet, men sammen kan vi (næsten) det hele :-)
P.S. I skal ikke på forhånd være bange for at “fornærme” pigens forældre. Min knægt fik tit matematikhjælp hos kammeratens mor – jeg var lykkelig for, at hun både kunne og ville. For jeg kunne ikke, om så der havde været tre søndage i ugen. Det er lukket land.
Selv om “alle” har “lært” engelsk i skolen de sidste 50 år, er det en myte, at “alle” kan engelsk. Jeg er nærmest praktisk tosproget, men har da absolut jævnaldrende venner, der knapt kan bestille en hot-dog uden at få den sat i flertal De har også “én sweater’s”… Til gengæld kan de løse ligninger :-).
Kan hende klassekammeraten – ikke ønske sig – og få. At nogle af I andre forældre tager hånd om hende, så hun også kan få afleveret sin opgave, selv om hendes forældre måske ikke kan engelsk nok til at hjælpe hende. Jeg mener – hvis I nu kan – er det så ikke bare at række hånden ud i stedet for at lukke sig om sig selv?
Jeg kan f.eks. ikke for fem flade øre matematik. Det kunne mine børns far heldgvis, men mit handicap på den front er så alvorligt, at drengen simpelthen havde dispensation for de lektier i de perioder, faderen var væk (arbejde).
Spørg via dit eget barn lidt mere til, hvordan det hænger sammen med den der klassekammerat. Kan du hjælpe, så gør det. Kender du andre, der kan, så tag fat i dem! Bag noget brød, gør det hyggeligt. Men lad for Guds være at lade stå til.
Her stod lektiecafeén på engelsk… og lidt snak om hvordan en enkelt pige i klassen slet ikke var gået i gang med den store opgave…og ikke kunne få hjælp hjemme (øv..)og lidt snak om hvad man dog kunne ønske sig når man lige om lidt fylder 13
Tror måske du skal holde en smule øje med den unge dame. For den reklame har jeg også set – og det var altså kun i lommen, ikke i bukserne, de Gajoler ville *G*.
Jeg tænkte det nok – jeg tør slet ikke tænke på at to`eren gerne går endnu hurtigere… den er jo så nok færdig bum-bum-bum på søndag kl. 10.57 eller deromkring
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
14 kommentarer
Liselotte
7. november 2007 at 21:44Fr. Møller, det kan man også sagtens, men det kræver jo, at kammeraten kommer i dit hjem :-)
Anne
7. november 2007 at 21:40Fr. Møller..det ville jeg fa..sørme gerne..god ide, tager den straks til mig herovre på djæ…sjælland. For jo, man skal sørme give den hånd der kan gives…hvis man kan og det kan man jo, hvis man vil.
Fr. Møller
7. november 2007 at 20:54Jo – men hvorfor skal alting “organiseres og pædagogiseres”? Hvorfor kan man ikke bare sætte sig ved køkkenbordet med sit eget barns skolekammerat og hjælpe med den stil eller de ligninger?
Liselotte
7. november 2007 at 20:30Forældrebaseret lektiecafé er på bedding hos os heroppe og jeg synes, at det er en rigtig god idé – nogle kan det ene, andre det andet, men sammen kan vi (næsten) det hele :-)
Fr. Møller
7. november 2007 at 20:00P.S. I skal ikke på forhånd være bange for at “fornærme” pigens forældre. Min knægt fik tit matematikhjælp hos kammeratens mor – jeg var lykkelig for, at hun både kunne og ville. For jeg kunne ikke, om så der havde været tre søndage i ugen. Det er lukket land.
Selv om “alle” har “lært” engelsk i skolen de sidste 50 år, er det en myte, at “alle” kan engelsk. Jeg er nærmest praktisk tosproget, men har da absolut jævnaldrende venner, der knapt kan bestille en hot-dog uden at få den sat i flertal De har også “én sweater’s”… Til gengæld kan de løse ligninger :-).
Fr. Møller
7. november 2007 at 19:49Kan hende klassekammeraten – ikke ønske sig – og få. At nogle af I andre forældre tager hånd om hende, så hun også kan få afleveret sin opgave, selv om hendes forældre måske ikke kan engelsk nok til at hjælpe hende. Jeg mener – hvis I nu kan – er det så ikke bare at række hånden ud i stedet for at lukke sig om sig selv?
Jeg kan f.eks. ikke for fem flade øre matematik. Det kunne mine børns far heldgvis, men mit handicap på den front er så alvorligt, at drengen simpelthen havde dispensation for de lektier i de perioder, faderen var væk (arbejde).
Spørg via dit eget barn lidt mere til, hvordan det hænger sammen med den der klassekammerat. Kan du hjælpe, så gør det. Kender du andre, der kan, så tag fat i dem! Bag noget brød, gør det hyggeligt. Men lad for Guds være at lade stå til.
Anne
7. november 2007 at 19:31Her stod lektiecafeén på engelsk… og lidt snak om hvordan en enkelt pige i klassen slet ikke var gået i gang med den store opgave…og ikke kunne få hjælp hjemme (øv..)og lidt snak om hvad man dog kunne ønske sig når man lige om lidt fylder 13
Fr. Møller
7. november 2007 at 19:29Originalen – håber ikke, det var Werther’s Ækle da *G*
Liselotte
7. november 2007 at 19:05Charlotte, han kommer til at vente. Jeg satte et projekt til Oline på pindene i stedet for ;-)
Fr. Møller… jeg holder skarpt øje med hende, for jeg har også hørt originalen ;-)
Fr. Møller
7. november 2007 at 19:00Tror måske du skal holde en smule øje med den unge dame. For den reklame har jeg også set – og det var altså kun i lommen, ikke i bukserne, de Gajoler ville *G*.
Charlotte Illum Larsen
7. november 2007 at 18:48Jeg tænkte det nok – jeg tør slet ikke tænke på at to`eren gerne går endnu hurtigere… den er jo så nok færdig bum-bum-bum på søndag kl. 10.57 eller deromkring
Liselotte
7. november 2007 at 17:43Charlotte, jeg laver prøver til endnu en Cobblestone, for manden kan jo ikke få nok nu ;-)
PS – han har ikke været ude af den siden han tog den småvåde sweater på i formiddags…
Ella, jeg tror, at jeg er heldig med at I to ikke er sammen i dag ;-)
Ella
7. november 2007 at 17:06Jeg er vild med den unge – vær glad for at jeg ikke er der, så havde du fået kam til dit hår ;-)
Det oser af hygge om bordet :-)
Charlotte Illum Larsen
7. november 2007 at 16:36Hvad har du på pindene… starten på en ting af en slags kan jeg se