11

Snart bliver her stille…

På pladsen går hvidklædte mænd rundt. Mon de bærer masker, for skidtet er jo ikke sundt og hvad gør det egentlig ved nærmiljøet, at de er i gang med at slette resterne af en industri, som koster liv?

Eternitten rives ned

Eternitten rives ned i disse dage. Store, tunge maskiner fjerner del efter del af en af Aalborgs største virksomheder.

Herinde i hallerne gik mennesker rundt i støv og skidt uden at vide, at de var i gang med at indånde et helvede, som i dag kommer til udtryk som abestose. Nogle meget uheldige udvikler lungehindekræft.

Ingen vidste det og alle var meget begejstrede for dette resistente og stærke materiale, som kunne anvendes til isolering, tagplader og tusinde andre ting, så der gik mange år, inden man endelig i forbød det af flere omgange tilbage i 70’erne og 80’erne.

Siden fandt man andre metoder. Man fandt nye materialer uden sundhedsrisiko forbundet med arbejdet med at fremstille forskellige byggematerialer på Eternitten. Nu forsvinder det hele, stykke for stykke.

Broen

Snart er det eneste, der er tilbage, “kommandobroen hvorfra alting styres”, nemlig porten ud til Østre Allé. Den port som tidligere gjorde det umuligt at komme ind på området uden et ærinde. Her sad et par mand, som holdt styr på ind- og udgående trafik og man blev afvist ved vejen, hvis man ikke kunne refærdiggøre sin indtrængen.

I morges kørte jeg ind på området. Det har jeg gjort de sidste tre morgener, for her har jeg samlet min kollega op. Mens jeg har ventet, har jeg set et af Aalborgs kedelige vartegn forsvinde på bagsmækken af store lastbiler. Det er vel godt nok.

Bare de nu har styr på, at det er i orden, at begynde at rive ned og frigøre asbest fra de – må jeg formode – forurenede omgivelser og jord…

Du vil sikkert også kunne lide