Tænk engang…

I går fik vi pludselig uventet besøg.

Vores gode venner har en dejlig søn, som for nylig er fyldt atten. Det burde ikke give anledning til andre udfordringer end dem man måske render ind i, når sønnike pludselig erhverver kørekort og derfor gerne vil låne bilen fredag aften, men sådan er det ikke her, for deres søn er multihandicappet og så ser livet pludselig meget anderledes ud.

Kommunesammenlægningen har betydet, at de fra at have været et enkeltstående tilfælde i en af de små omegnskommuner nu er blevet til en sag blandt mange. Det har også betydet, at de har kunnet beholde deres ???gamle??? sagsbehandler, som til gengæld er flyttet ind under Aalborg Kommunes retningslinjer og det har vist sig, at denne familie nu er endt i en frygtelig kattepine.

Planerne for deres søn var, at han skulle ansætte sin far som personlig hjælper fremover, men Aalborg Kommune har vedtaget, at dette ikke længere er en praksis de vil støtte. Der er truffet beslutning om, at det altid skal være specialpædagogisk uddannet personale, som kan ansættes som personlig hjælper og jeg har ikke det mindste at udsætte på den beslutning, for den forhindrer mange sørgelige resultater af misforstået hensyntagen til unge handicappede og dermed nedslidte forældre, desillusionerede unge og et liv, som ikke altid fungerer optimalt.

Sønnen kan altså ikke ansætte far som personlig hjælper, men kan i stedet tilbydes specialpædagogisk uddannet personale, som fremover kan varetage hans døgnbehov. Eller sådan burde det vel være, når man beslutter sådan noget? Sådan er det naturligvis ikke, for det er Aalborg Kommune vi taler om og der er intet personale at ansætte. Det er sikkert ikke enestående for netop den kommune, men det er bestemt heller ikke nogen overraskelse for mig, for det er sjældent gennemarbejdede beslutninger, som pludselig bliver bestemmende for sådan en families liv her i kommunen. Man træffer en beslutning uden først at sikre sig, at den er gennemførlig.

Den første november, altså i overmorgen, skal det vise sig, om kommunen kan tilbyde specialpædagogisk uddannet personale til at varetage sønnens behov. Familien har stadig, dags dato, intet hørt og ved derfor intet om, hvordan familiens fremtid ser ud om mindre end to døgn.

Den dato får far ikke længere lønkompensation for at varetage sønnens døgnbehov for pleje og pasning. Den dag skal han gerne kunne starte på et arbejde, efter i mere end 10 år at have været hjemmegående, for netop at døgndække sønnens mange behov for specialpleje.

Jeg ved ikke hvordan kommunen har forestillet sig, at far skulle få søgt arbejde samtidig med, at han har passet sønnen. Jeg ved hvad der kræves af den far. Jeg ved, at det har været helt umuligt for ham, at søge arbejde, for hvem skulle passe sønnen, mens han var ude til evt. jobsamtaler? Hvem skulle sørge for, at der var tiden til at få skrevet ansøgninger, tiden til at ringe til forskellige mulige arbejdspladser og i det hele taget overskud til at tænke én sammenhængende tanke med al den usikkerhed hængende over hovedet?

Oven i den usikkerhed viser det sig så også, at sagsbehandleren aldrig nåede at få søgt pension til sønnen rettidigt, hvorfor der heller ikke er udsigt til nogen form for økonomisk ramme, som måske kunne have muliggjort en pasningsløsning betalt af familien selv, for uden faderens lønkompensation og sønnens pension, er de så godt som uden midler, som ikke allerede er bundet i husleje, mad og andre fornødenheder.

Lige nu taler kommunen om kontanthjælp, som en midlertidig nødløsning i stedet for sønnens pension. Mor kigger træt på mig og siger ???… og skal man ikke kunne stå til rådighed for alverdens aktivering, når man modtager den slags????, og så griner vi alligevel lidt, for vi vil nu godt se, hvor de vil placere den unge mand, som ikke kan foretage sig det mindste, uden at have hjælpere til det hele.

Hvor lang tid må det tage, at løse den slags? Kommunen har allerede haft en måned…

Jeg kan mærke, at jeg frustreres af, at der tilsyneladende er så meget bureaukrati her i kommunen, at det er ved at slide endnu en familie i stumper og stykker. En dejlig familie, med en stor styrke, masser af humør og overskud til at gøre hverdag til fest for deres søn. En familie, som er på nippet til at knække.

Vores råd var en opringning direkte til rådmanden på området. Hun var naturligvis ikke at træffe den næste uge, men der er styrke i afmagt, for en potentiel risiko for, at disse forældre i desperation henvender sig til medierne fik sat gevaldigt skub i sekretæren.

Mon ikke forældrene får en opringning snarest. Jeg tror det næsten og ellers kan kommunen være sikre på, at jeg står lige ved siden af, når sagen kommer frem. Nok er nok og et forestående valg tilsyneladende en stor fordel. Den udnytter forældrene skamløst og jeg forstår dem.