Vi messede derudaf…

Efter gårsdagens lagersalg og heraf følgende garnpukkel, tog vi benene på nakken og stred os de få kilometer op til Fredericia, hvor der denne weekend er Hobby & Håndarbejde, en messe, som nok skulle kunne inspirere tre ferme kvinder.

Ved indgangen mødtes vi af nogle uhyggelige, giftelystne kvinder, som nær havde skræmt livet af mig…

Fascinerende stykke håndarbejde, men I får mig aldrig til at sige, at jeg fandt dem smukke, delikate, indbydende eller venlige. Jeg syntes, at de var skræmmende.

Heldigvis smed de perler for svin lige ved siden af…

Der faldt hjertet til ro igen og jeg brugte lang tid på at beundre, røre og fingersmutte smukke perler, som alligevel ikke kom med hjem. I dag fortryder jeg, men så kan jeg lære det.

Vi fascineredes af forskelligt, ligesom vi ind imellem mødtes til fælles beundring af et stykke af håndens arbejde. Noget vi kunne enes om, var pilefletten, som var smuk og meget forskellig i sit udtryk. Det var det gængse og almindelige og så var der det vilde.

Jeg holder meget af begge dele og ville ønske, at mine fingre og led ville lade mig eksperimentere med pilen, men sådan ser verden ikke ud og så nøjes jeg med at beundre de smukke arbejder, som var udstillet på messen.

Ikke langt fra pilefletterne var endnu en stand, som bød på oplevelser, jeg endnu ikke har fordøjet helt. De havde en næsten surrealistisk karakter og du må nok give mig ret, når du ser babyen her…

Den er ikke spor levende, men lavet af vinyl og timers tålmodigt arbejde. Først støbt, siden malet gang efter gang, hvorefter den er brændt, for til sidst at blive fintunet med sut, babytøj og det helt rigtige stilleben, så jeg næsten lod mig narre.

Jeg fik en lang snak med en af de dygtige dukkemagere. Hun fortalte passioneret om arbejdet med at få givet dukkerne de helt rigtige udtryk. Den største udfordring er hudens gennemsigtighed, som skal rammes præcist, for at skabe illusionen om et lille levende væsen.

Jeg kan ikke rigtigt forenes med de dukker, men jeg forstår til fulde fascinationen og det var meget dygtige damer, som fik mulighed for at vise deres håndarbejde.

Jeg fandt Kastanien. Godt nok var det en pludselig åbenbaring jeg fik, da jeg havde brugt lang tid på at sige “Åh” og “Næh”, men det gik da, i sidste ende, op for mig, at jeg var havnet præcist, hvor jeg gerne ville.

Tina stod selv i butikken. Hendes ting er lækre, smukke og gennemarbejdede. Jeg må snart i gang med et projekt eller to fra hendes hænder, men med de mængder garn jeg allerede havde købt om formiddagen, beherskede jeg mig.

Strikken er min største passion, så selvfølgelig trak de stande, som havde netop det på programmet. Der var så utroligt mange smukke ting dernede og der var meget at skrive sig bag øret til senere brug.

Vi fandt også Lund+Lund. Der var stille hjørne med borde og stole til fri afbenyttelse og der var søde mennesker, som ville os og gerne brugte tid på at dele begejstring.

Ella og Christa faldt hurtigt i snak. Der blev fortalt flere gode historier, kunne jeg høre fra min plads ovre ved alle Hanne Falkenbergs smukke strikmodeller.

Det ser jo så tilforladeligt ud, men mens Ella troede, at /many var travlt optaget af at strikke en blomst – der lå garn og pinde til fri afbenyttelse – benyttede /many sig til gengæld af et øjebliks uopmærksomhed til at skildre virkeligheden…

Hun hyggede sig, hende Ella og det var hende vel undt, for jeg skal love for, at vi trak hende rundt i manegen. Jeg ved, at det ikke er nogen let sag sådan at tvinge kroppen op i et gear, hvor den helst ikke vil være, så jeg blev så glad for at se, at hun havde sneget fødderne op og tog sig en velfortjent pause, mens vi andre flintrede rundt, for ikke at glippe det mindste.

En forelskelse blev det også til. Hanne Falkenberg har designet en ny og meget smuk trøje ved navn Gloria. Rundskåren, feminint bølgende og i en ny og morsom teknik hang den på væggen og gjorde sig til.

Jeg turde slet ikke kigge, om der skulle stå kits inde i butikken, for havde de stået der… var jeg kommet hjem med sådan et. Der må være en grænse.

Det holdt da også nogenlunde. Vi var inde forbi Bente Rønbergs stand også og der var mange, meget smukke ting. Jeg holdt mig i skindet og lod Ella om at forelske sig næsten håbløst i en jakke derinde.

Jeg var rigtigt kry. Forelskede mig godt nok i en smuk cardigan, som ville klæde Oline utroligt godt, glemte hvad den hed og fandt siden ud af, at den faktisk var designet for design club og derfor sagtens kan findes, hvis jeg en dag dør ved tanken om ikke at have fået den med hjem, for jeg holdt stand. Lidt endnu…

Med hjem kom til nemlig et lille kit til Mini. Jeg kunne altså ikke nære mig.

Siden fik jeg købt smukke, håndlavede køkkenredskaber i det fineste oliventræ. Det var /many, som havde spottet dem og kender min forkærlighed for den slags håndværk, så der kom lidt med hjem til skufferne. Oline fik forøvrigt en pandekagevender. Hun elsker den, den tossede unge.

Vi blev til den bitre ende og endte med at blive smidt ud.

Dagen afsluttede vi med restaurantbesøg i Fredericia. Vi fik velsmagende og rigelig mad for billige penge, endte med at være stopmætte og fik så endda lejlighed til at beundre gågadens smukke nattelys, inden vi tumlede ind i de respektive biler, for at køre til hver sin ende af landet.

Jeg havde en ualmindelig skøn dag. Jeg havde mennesker med, som jeg holder så utroligt meget af og jeg havde skæg og sjov, masser af oplevelser og en frygtelig bunke fremtidige projekter med hjem i bagagen.

Man skulle måske tro, at der var stilhed i bilen de 200 kilometer nordpå, men sådan er det ikke. Vi bliver aldrig færdige med at tale om alt og ingenting, så da vi landede hjemme hos Ellas familie, var tiden fløjet afsted og en lang dag pludselig til ende.

Jeg gider godt gentage kunststykket en anden gang.