Jeg har haft en helt igennem fantastisk arbejdsdag i godt selskab. Den viste sig at være en af dem, med indlagt flødeskum i form af hjerneføde også, så der er tænkt mange tanker, mens jeg er kørt ned gennem Nordjylland på vej mod Aalborg.
Begrebet Recovery er nyt for mig. Ligeså er tanken bag, som handler om noget så basalt, som at komme sig efter en alvorlig psykisk lidelse.
Hvad er recovery?
Recovery er det engelske ord for det at komme sig. Men det er en kompliceret og meget individuel proces, og der findes derfor ingen entydig definition på, hvad der er recovery. Men man kan tale om to former for recovery: Total recovery, hvor der slet ikke er nogle psykotiske symptomer, og man lever et liv som før sygdommen. Social recovery, hvor man økonomisk og boligmæssigt er uafhængig, hvor ens sociale liv er så godt som upåvirket, mens man godt kan have symptomer på sin sygdom.
Hjernen er en forunderlig størrelse, som er blevet dissekeret, vendt og drejet i dag – både min og så den plastikerstatning, som illuderede hjerne for alle de teorier og forklaringer, som fulgte i kølvandet på store, komplekse og meget interessante vinkler på det at være menneske med udfordringer på grund af hjerneforandringer af forskellig art.
En grundig viden om hjernens opbygning gør det pludselig muligt at arbejde med mennesker, som har været tæt på opgivet af systemet gennem mange år. Der blev givet gode og grundige eksempler på værdigt, værdifuldt og konstruktivt samarbejde med mennesker, for hvem verden er kaotisk, uhåndterbar og vanskelig at leve og overleve i.
Der blev vist en dejlig film med mennesker, som i dag fungerer på kanten af den afgrund deres psykiske lidelse er, men som er blevet udstyret med redskaber og tro på sig selv, som gør dem i stand til at fungere og reagere, når de mærker nogle af dørene ind til sindets mørkekroge åbne sig.
Jeg er et heldigt menneske, for jeg er forskånet for at opleve tæt på, hvor invaliderende en psykisk lidelse er. Forskånet for at opleve, hvor opslidende den er for både den syge og hans/hendes nærmeste, men jeg gik alligevel opløftet fra dagens oplæg, fordi det rummede håb, respekt og omsorg krydret med en tro på, at vi med forståelse og de rigtige redskaber kan redefinere det at være psykisk syg.
Det er en god følelse at slutte en arbejdsdag med.
6 kommentarer
HenrietteB
26. oktober 2007 at 07:33At anvende begrebet recovery indenfor psykiatrien handler vel meget om det menneske- og sygdomssyn, man arbejder ud fra?
Der er en stor tendens til at opfatte psykisk sygdom som kronisk – altså meget langvarig og uden udsigt til bedring foreløbig eller nogensinde. Fakta er jo netop, at en del patienter rent faktisk kommer sig igen, både psykisk og socialt.
Seminarer, som oplyser, uddanner og ikke mindst udfordrer vores menneske og sygdomsbillede, mener jeg ikke forøger afstand mellem lægfolk og specialister – hvis vi er heldige, kan de måske endda være med til at udrydde stigmatisering, som specielt mange mennesker med psykisk lidelse er udsat for, samt være med til at tilrettelægge behandlingen af sygdommen meget bedre.
Til gengæld kan jeg frygte, at begrebet får en udbredelse i det sociale system, således at min venindes datter med nydiagnosticeret skizofreni stadig ikke kan få en førtidspension, men fortsat skal leve af kontanthjælpssatsen for hjemmeboende, mens vi alle venter på, at hun kommer sig og bliver i stand til at tage en uddannelse og forsørge sig selv.
Men jeg ser frem til, at kendskab til begrebet måske vinder så meget indpas, at vi kan få udryddet megen fordømmelse og stigmatisering af mennesker, som bliver ramt af psykisk sygdom.
:-)
Fr. Møller
26. oktober 2007 at 00:51Det lyder interessant – men er det kombineret med medicinsk behandling – eller kan det stå alene? Hvis det ikke kan stå alene, synes jeg jo egentlig “bare”, det lyder som det (for mig) helt selvfølgelige, der hedder, at behandle alle mennesker med den respekt, de fortjener…
Og hvis det “bare” handler om at behandle syge mennesker ordentligt, synes jeg egentligt, det er dybt trist, hvis det er noget, der ligefrem holdes seminarer om. Noget, der på længere sigt bare forøger afstanden mellem “dem” og “os”, fordi vi – også lægfolk – nærmest gør “dem” til forskningsobjekter.
Liselotte
25. oktober 2007 at 23:06Hjernen er en forunderlig del af mennesket. Meget kompleks, uendelig begrænset kortlagt og heldigvis interessant for de fleste, så der handles på den viden man med tiden genererer :-)
Lotten
25. oktober 2007 at 22:58Hjernen er og kan meget, meget mere end menneskeheden har fået kortlagt, men det er dejligt at høre om, at man tager den tilgængelige viden i brug, forsker videre og gør det til gavn for en gruppe i befolkningen, som har så hårdt brug for det.
Spændende læsning.
Og jeg forstår godt, du havde en god fornemmelse :-)
Liselotte
25. oktober 2007 at 19:33Det var meget spændende, Ella – du kan få historien på lørdag, kan du :-)
Ella
25. oktober 2007 at 19:05Det lyder rigtig spændende, det glæder jeg mig meget til at høre mere om, Liselotte :-)