Himmelild

Dagen har været utrolig smuk. Oktoberdage med solskin og smukke farver er ikke sådan at ignorere og det skal de heller ikke. De er fantastiske og byder på smukke oplevelser, hvis man har øjnene med sig.

Først på dagen var der ildløs nordpå, hvor også min hjerne var tæt på nedsmeltning, men dog ikke mere, end jeg havde åndsnærværelse nok til at sanse den smukke kontrast mellem blade og himmel.

De gule blade blev næsten selvlysende, når solen fik lov til at skinne gennem kronen. Det var utroligt smukt og jeg tænkte, at den arkitekt, som havde været planlægger på det område jeg stod i, havde haft en kærlighed til efteråret, som havde været medbestemmende, for overalt hvor man vendte sig, var der smukt at lade øjet hvile på.

Han havde skabt et miljø, som bød på smukke farver, mange forskellige teksturer og oplevelser hvor end man vendte sig.

For et øjeblik siden var der ildløs lige her, hvor himlen forvandledes til en kamp mellem lys og mørke. Desværre tager det færre og færre minutter for mørket at vinde, men mens det står på, forvandler himlen sig til et skue af blå nuancer.

Jeg betages ofte af himlen. Den har så mange udtryk, som alle er smukke. Det eneste jeg ikke er vild med, er tæt, tungt skydække, som pakker verden ind i en kedelig, grå masse. Jeg håber på sol igen i morgen.

Nå ja… og så på en kop kaffe, en plads i sofaen og god underholdning af en eller anden form. Jeg er vist færdig for i dag.