14

Deja vue

Københavns Rådhus er utroligt smukt. Det kunne jeg sagtens huske, fra sidst jeg var der. Det var til mit eget bryllup tilbage i 1992, den dag, da Kenneth og jeg pludselig opdagede, at der var fordele ved at være gift, når man elskede hinanden og sammen havde fået et barn, som viste sig at være noget helt specielt.

Til gengæld havde jeg fuldstændigt glemt, hvordan der så ud derinde. Min beskrivelse af bryllupssalen blev til lidt kejtede forsøg på at beskrive noget, som lignede kalkmalerier og så mente jeg at kunne huske, at der var blåt. Meget blåt og meget smukt. Jeg havde ret, men inden vi nåede så langt, var der masser at undre sig over.

Væggen

Det skulle vise sig, at turen til bryllupssalen foregik fra rådhussalen og op gennem en smal trappeskakt ad en snoet og smuk stentrappe. Det havde jeg glemt, men da jeg så vægdekorationerne, genkendte jeg dem med det samme. Jeg ville bare aldrig have været i stand til at stedfæste dem.

Trappen

Forhallen, inden man trådte ind i selve bryllupssalen, er smukt dekoreret. Jeg genkendte det hele og specielt synet af trappepillen, som stod i ensom majestæt lige foran vinduet mod rådhussalen. Jeg havde bare ikke været i stand til at genkalde noget som helst, da jeg skulle tænke tilbage på mit eget bryllup.

Vi blev gift i en kaotisk tid. Alexander var stadig forholdsvis nydiagnosticeret og det flød med både diagnoser og prognoser, så tiden bar præg af angsten for at miste. I stedet for at miste Alexander, mistede jeg omtrent mit eget bryllup. Hans usikre fremtid overskyggede mit bryllup. Ikke mere, end jeg nød hele dagen, men dog tilstrækkeligt til, at jeg i dag ikke husker voldsomt meget.

I fredags fik jeg lov til at være tilstede. Helt nærværende var jeg og jeg nød det i fulde drag. Det var næsten som at genopleve bare endnu bedre, for der var ikke længere nogen angst for at miste og det vi havde mistet, havde vi med på Annemettes ben, i manges tanker og kun som et fint, lille og skævt smil, når tanken faldt på ham, som vi allesammen savnede sammen med alle de andre, som vi ønskede kunne have været til stede på den smukke oktoberdag.

Bryllupsruner

Det blev en helt igennem dejlig dag. Det eneste jeg mangler er, at ridse navne i stenen her. Jeg nænnede det ikke og jeg er alligevel helt sikker på, at vi ikke glemmer.

Du vil sikkert også kunne lide