10

Woodland i Kauni

Et strikketøj i bilen er omtrent uundværligt, når vi tager turen fra Jylland til Sjælland. Tiden går meget nemmere, når man strikker, mens man snakker, hygger sig med landskaberne og kilometer efter kilometer sluges i passende tempo.

Jeg havde egentlig glemt det, da vi stod og var på vej ud af døren torsdag sidst på eftermiddagen, så jeg greb et gammelt nøgle Kauni og en pind 3½, tog fantasien med på tur og tænkte, at jeg sikkert fandt på noget undervejs.

Woodland i Kauni

Det endte knapt så fantasifuldt, men jeg havde memoreret Woodland, så der var ikke langt fra tanke til handling. Jeg gik i gang med endnu et Woodland, men denne gang i en smuk, støvet grøn, som slet ikke er så tosset til vinter.

Woodland i Kauni

Tørklædet er ikke blevet stort, men 50 gram rakte til noget der ligner 24 x 120 cm og det rækker lige til et sving om halsen.

De sidste meter garn blev brugt da vi ramte Svenstrup, så det passede perfekt og maskerne kunne lukkes af, inden vi ramte gårdspladsen. Jeg smed det i vaskemaskinen da vi kom indenfor og i morges var det tørt efter en nat, spændt op til sjov, på mit gulvtæppe.

Jeg bliver varm om halsen senere i dag, når jeg må afsted ud i verden, som er frygtelig kold, men fuld af sol. Det er blevet efterår og frosten har været forbi og bide mine Dahlia. Det var så den sæson. I stedet starter en ny… med tørklæder.

Du vil sikkert også kunne lide