Landet

Dagen startede med forrygende vejr i Valbyfilialen. Vasketøj blafrede lystigt udenfor i solen, mens vi fik morgenkaffe indenfor, for varmen var ikke generende, er jeg nødt til at sige.

Til gengæld var selskabet helt i top og den slags kan kompensenere for meget. Der blev snakket bryllup, gaver, mennesker og delt sjove historier fra en dag, som sent bliver glemt. Det hele havde været helt igennem vellykket, synes jeg, men det vigtigste var, at de to nygifte, havde syntes det samme. Det havde de heldigvis.

Bagefter var det tid til at pakke kareten. Vi skulle nordpå igen, for i morgen starter hverdagen og der var nok at komme hjem og få styr på. Det tog ikke mange minutter og jeg er sikker på, at brudeparret trængte til fred og ro efter nogle hektiske dage.

Det gik glat tværs over Sjælland og det tog ikke lang tid at nå broen, selvom ferietrafikken havde sat ind. Vi var omgivet af familiebiler tungt læsset med sengetøj, legetøj og trætte unger, men det hjælper altid at vinke glad til sådan en flok på bagsædet, så det gjorde Oline og jeg nogle gange undervejs.

Da vi ankom til Halsskov, var der ikke megen kø ved betalingssluserne, så vi susede lige igennem og direkte ud ad broen. Der var lang vej endnu.

Himlen var stadig høj, men nu var der skyer, som trykkede den anden vej. Solen skinnede dog stadig og der var dejligt varmt i bilen, hvor Oline læste, Kenneth betjente rat og pedaler og jeg strikkede på en bette halsting, som var resultat af en feberpakning nogle dage tidligere.

Det er en smuk tur over Storebælt. Jeg betages hver eneste gang og jeg elsker turen over Sprogø, som er så smuk med fyr og frit græssende får, men jeg når jo aldrig at forevige, for Kenneth tror, at han kører racerbil.

Afkørsel 51, lige op af afkørslen, rundt og så til højre. Derinde ligger den lille Spar købmand, som jeg jævnligt handler ved.

Jævnligt er måske med modifikationer, men jeg er så kendt i butikken, at jeg ved præcis hvor alting står, så jeg kommer der da med fornuftige intervaller, for Kenneth har legekammerater på Fyn og de mødes altid lige her, foran købmanden.

Imens de udveksler legetøj og idéer, går Oline og jeg tur med Oskar, provianterer inde ved købmanden og vender gadehjørner med hunden, mens vi lader tiden gå og Kenneth blive klogere. Vi er tålmodige mennesker.

Lige indtil vi rammer en kø…

Det gjorde vi lige udenfor Vejle. Lang og næsten endeløs var den, men vi brugte tiden fornuftigt og fandt mosters Røde Kors Nødhjælpspakke frem. I den gemte sig de lækreste chokolader og den slags hjælper gevandigt på humøret, når man holder stille og venter.

Det gik langsomt fremad og imens svandt det chokoladebeholdningen, men heldigvis var der sjov i radioen også og så går tiden trods alt.

Endelig passerede vi flaget, som kun indikerede svag vind, men til gengæld lovede Vejle Fjord Bro forude. Da vi endelig havde passeret den, var der ikke langt hjem. Vi væbnede os med tålmodighed, holdt ud og jublede så endelig, da vi ramte Hobro, for så er man altså næsten hjemme.

Danmark har været smukt i dag. Hele vejen er vi blevet begavet med solskin og smukt vejr og kun en enkelt, lille og forsigtig byge ramte forruden, da vi nærmede os Aalborg, men siden så vi ikke mere til den regn.

Vi er landet efter nogle lange, smukke og begivenhedsrige dage og ca. 500 billeder rigere. Der er noget at sortere, men kommer tid, kommer råd. Nu er det tid for en kop kaffe.