På tur

Luft måtte der til, for hovederne var tunge og trætte ovenpå dagen i går. Vi satte kursen mod frisk luft, efterårsfarver og en travetur med besøg hos nogle af Danmarks berømtheder.

Vi stilede direkte mod Vestre Kirkegård, som skulle besøges for første gang, for vores vedkommende. Annemette og Heidi bor ganske tæt ved, så en travetur derover var overskuelig for trætte og mørbankede mennesker som os.

Efteråret er også kommet til København og det ses et sted, som på kirkegården, hvor vi allerede ved indgangen blev mødt af smukke, orange træer.

Kirkegården er Danmarks største. Den dækker et areal på næsten 100 tønder land, så vi havde ikke forhåbninger om at nå at se det hele, men et hjørne ville også være fint med os, så vi startede blidt ud med at gå omkring Danmarks eneste massegrav, nemlig den, som rummer de mange tusinde tyske flygtninge, som døde i Danmark i årene efter anden verdenskrig.

Kors efter kors gør indtryk.

Bagefter fortsatte vi ned gennem den smukke og stemningsfyldte allé, som ledte os lidt væk fra Alfarvej og ind midt i et af kirkegårdens smukke områder.

Der var mange smukke grave, en helt speciel stemning, fordi kirkegården er så stor, så mange af plænerne kun rummer ganske få grave. Der er lys og luft mellem sten og steder og alting var meget smukt klædt i efterårets gyldne toner.

Målet var søen, som ligger omtrent midt på arealet, men der er lang vel frem til bestemmelsesstedet og specielt, hvis man godt kan lide at dvæle. Det kan vi allesammen.

Smukke, tætte skovstier ledte os i retning af søen, men undervejs mødte øjnene skønheder, som måtte roses, svampe som måtte nærstuderes og bygningsværker, som måtte beundres.

Søndre Kapel ligger ualmindelig smukt, midt i det hele. Smukke, lange og snorlige stier af jern er lagt ned, som lange bånd der strækker sig i retning af de fire verdenshjørner. Der var en helt speciel stemning omkring den gamle bygning.

Kirkegården minder mere om en park, end om en traditionel kirkegård. Midt blandt små skovstykker, tæt bevoksning og smukke skovstier ligger gravstederne og jeg har sjældent set noget smukkere.

Det skete mere end én gang, at jeg mistede de andre af syne, fordi jeg måtte undersøge et hjørne nærmere. Det var et utroligt spændende sted med mange, meget gamle grave, som ikke længere får besøg, men fortsat ligger, som minder om noget, der var engang.

Pludselig, da jeg rundede et hjørne i et forsøg på at indhente de andre, mødte dette syn mig. Det her ligner ikke en kirkegård, men et stykke smuk natur og sådan er der masser af hjørner derinde, som får lov til at ligge hen, som smukke eksempler på næsten vild natur.

Da jeg rundede hjørnet, fandt jeg de andre ved søen. De var allerede i gang med at fodre ænderne, som var ivrige og næsten tamme.

Oline kom næsten på håndfodring med nogle af dem, men pludselig kom en rovfugl, ænderne skreg og hoppede i vandet og en sky af fine fjer dryssede langsomt mod jorden. Det tog lige nogle minutter, inden ænderne igen var klar til fodring.

Søen ligger smukt med Nordre Kapel på toppen af bakken og lige bagved søen ligger de danske statsministres Panteon, så vi nåede omkring både Stauning, Kragh og alle de andre. Et egern slog følgeskab med os og yndigt var det, men alt for hurtigt for mit kamera eller min dagsform. Måske egentlig det sidste.

Timerne gik og vi gik med, men efter at have set søen enedes vi om at finde vejen hjem igen, så vi gik i retning af Sjælør Station igen, mens vi stille fik fordøjet gårsdagens mange oplevelser.

Oline var den mest vakse af os, for hun nåede vidt omkring også på hjemvejen, hvor vi andre holdt os til den snorlige sti…

Fotos: Oline på mobilen

Oline fandt Frelsens Hær. De ligger lige her på snorlige rækker eller det gør de jo nok ikke. De er vel forlængst hentet af deres frelser og sidder til højbords i Himlen. Jeg håber det for dem, for de har da brugt det meste af livet på at spare sammen til lige præcis den plads.

Nu er vi forlængst landet hjemme. Om lidt vil vi spise rester. Det sidste er det bedste jeg ved, så kom an.