Mårup Kirke

Mårup kirke ligger helt derude, hvor verden ender. Lige på kanten og med kun få år tilbage, inden den styrter i Vesterhavet. Det er vel det, som gør den interessant, for prangende kan man absolut ikke kalde den.

Den er opført i det 1200-tallet og er vel siden både udvidet og renoveret, men der skal ikke herske tvivl om, at det ikke har været verdens største sogn, den har skullet betjene. Den er meget beskeden af størrelse, men den har i dag noget, som de færreste kirker kan prale af…

Når man kommer op for enden af stien og skal ind på kirkens område, kan man ikke undgå, at blive betaget af udsigten, som er helt fantastisk. Vesterhavet breder sig ud foran en, når man først kommer til toppen og det er et fantastisk syn.

Kirken er ikke åben per automatik. Vil man gerne se den indvendigt, skal man ned forbi turistbureauet og hente nøglen og det gad Ella og jeg altså ikke. Det er en beskeden kirke, som formentlig ikke rummer de helt store og betagende oplevelser, så vi nøjedes med at nyde den udefra.

Da man byggede kirken, lå den omtrent 2 kilometer inde i landet. Nu ligger den ca. 30 meter fra skrænten, som skiller Vesterhav og Danmark og pessimisterne taler nu om, at der ikke er mange chancer tilbage, hvis man har intentioner om at redde kirken, som de anser for en del af Danmarks kulturskat. Det er der til gengæld også temmelig stor uenighed om, for Mårup Kirkes bevaring er hængt op på den enestående placering i landskabet og desværre for de, som gerne vil bevare den, er den langtfra det eneste eksempel på mindre kirker langs Vesterhavet.

Kirkegården er ikke nem at afgrænse, når man spadserer rundt på området. Enkelte steder omkranser hvidt stakit gravstederne, men langt de fleste af de resterende grave består udelukkende af en sten med inskription og fordi vi er ved havet, er gravene ikke pyntet med blomster og små buske, som ikke kan overleve i den barske natur deroppe. Stenene står midt i tuer af græs og marehalm, som må agere baggrund for forlængst afdøde beboere i et sogn, som med tiden er flyttet længere og længere ind i landet, fordi havet æder sig langsomt ind på den jord, som engang var befolket med gårde, folk og fæ.

Min fornemmelse var, at vi konstant gik på gravsteder, men sådan var det så deroppe og de døde er sikkert ganske og aldeles ligeglade.

Mårup Kirke ligger med udsigt til Rubjerg Knude og ikke mindst Rubjerg Fyr, som kan anes ude i horisonten på billedet ovenfor.

På kirkegården ligger en del familiegravsteder. Den sidste begravelse fandt sted i 1961, men siden er der lagt ind til flere urner ned på stedet. Der er til gengæld også mange grave, som gennem de sidste mange år er flyttet den anden vej, ind til Lønstrup, for ikke at styrte i havet, så faktisk er der ikke mange gravsteder tilbage ved kirken.

Et af dem ligger lige på kanten til afgrunden, men med en helt unik udsigt…

Den kan man vist ikke klage det mindste over.

Kirkegården er omkranset af et spinkelt hegn, som skal sikre kyststrækningen. Det er ikke muligt at komme ud til kanten af skrænterne, hvilket jeg fandt meget betryggende, men det holdt nu ikke længe.

Bageved kirken er der mulighed for at trække ud mod kysten og skrænterne og jeg skal love for, at der langt ned til bunden og Vesterhavet, som var forbavsende mildt i går.

Et imponerende syn er det, når man, med hjertet siddende i halsen, nærmer sig kanten. Her fra er det tydeligt at se, som havet æder sig ind i landskabet. Havet nedenfor skrænterne er farvet af mudderet, som hele tiden skylles ud i vandet og det er ikke svært at forstå, at det kun er et spørgsmål om kort tid, inden kirken styrter i havet.

Kirken er ikke den eneste bygning, som er i fare for at ende i havet. Langs kysten ligger også mange sommerhuse, som ligger faretruende tæt på afgrunden, så jeg ville ikke forvente store og omfattende renoveringer af dem. Det kan vist ikke rigtigt betale sig.

Skrænterne ligger som sagt ubeskyttede og der var enkelte børn oppe for at se stedet også. Jeg skal gerne indrømme, at jeg ud af øjenkrogen havde travlt med at holde øje med, at de hele tiden var tæt på voksne. Havet æder sig ind på landet og det betyder, at kanterne langs skrænterne er meget porøse. De er også fristende, hvis man kun er et barn.

Hvem ville ikke synes, at man måtte herud at stå?

Jeg ved, at Oline som lille ville have fået øje på Verdens Ende med det samme. Hun ville i fuld fart stile direkte efter spidsen, for det er fristende at komme helt derud, hvor man ikke kan komme længere, men der skal formentlig ikke meget mere end en enkelt flues landing til at vælte hele skidtet i havet. Hun var aldrig blevet sluppet løs sådan et sted.

Det var en helt enestående oplevelse at være her og jeg er meget glad for, at jeg tog mig sammen og fik set Mårup Kirke og ikke mindst landskabet. Jeg fik en god fornemmelse for, hvad naturen er i stand til og jeg fik den dybeste respekt for skrænterne. Faktisk var jeg skræmt fra vid og sans, men alligevel så fascineret, at også jeg måtte tæt til kanten. Jeg er jo et fjols, men heldigvis gik det godt og Ella og jeg kunne fortsætte vores lørdagsudflugt med livet i behold og en stor oplevelse rigere.