Først blev kaffen brygget, så den kunne trække på køkkenbordet, mens jeg gik ud i haven, for at konstatere, at vi er sluppet med skrækken. Der har tilsyneladende ikke været frost i nat, som de ellers kalkulerede med i går, så der skulle være en chance for at hente endnu en buket Dahlia indenfor, inden sæsonen er slut.
Det er ikke fordi der er generende varmt derude og slet ikke i en sok og en t-shirt, som er grebet i farten, men jeg kan lide at smutte derud hver eneste morgen, trække morgenluften ned i lungerne og fornemme dagen. Den bliver smuk i dag, er jeg sikker på.
De første af træerne er ved at være nøgne. Træernes kroner afslører grene, som er vokset i løbet af en sommer, som ikke har givet meget sol til mennesker, men masser af grokraft til planter og det varer ikke længe, før vi igen skal klippe toppen af de stynede træer i skellet.
Om et øjeblik er der ikke mere at høste derude, men der er stadig lidt brombær at hente sammen med de sidste blomster og krydderurter.
Indenfor venter kaffen. Huset er sirligt og det eneste der venter, er lidt vasketøj og ellers masser af tid til hygge og ellers lige det vi kunne have lyst til. For Oline og Kenneths vedkommende er det stadig en varm dyne, men jeg er klar til at tage hul på lørdagen, så om et øjeblik, når kruset er tomt, vil jeg finde brusebadet. Når jeg kommer ud igen, må solen gerne skinne.
7 kommentarer
Liselotte
13. oktober 2007 at 11:32Suzy Q, jeg skal gerne indrømme, at det er god jord, rigtig god jord og jeg er faktisk meget taknemmelig for at være indehaver af skidtet. Det er gammel landbrugsjord og der har tidligere været gartneri på jorden, så helt skidt kan den sikkert ikke være ;-)
Karen S, det lyder som en rigtig dejligt dag venter forude – god fornøjelse med den :-)
Lene, vi slap nådigt heroppe, så der er endnu tid til at redde, hvad reddes kan ;-)
Lene
13. oktober 2007 at 10:54God formiddag, og ha en dejlig dag :-) Ja jeg sov længe, så jeg måtte spørge gemalen, om frosten havde været her, men han siger også nej :-) Godt, for mine agaver er ikke kommet ind endnu.
Karen S
13. oktober 2007 at 10:37Også rigtig god morgen til dig! Eller god formiddag!
Hos os er der planer om hygge og ro og højtlæsning og langsom mad (som med fordel kan sættes over allerede i eftermiddag og så bare dufte sig færdig)…. Mmmmm, det bliver en top-dag!
Smil og gode tanker til dig og dine
Karen
Suzy Q
13. oktober 2007 at 10:09Men din have er altså også Edens Have, Liselotte. Tingene gror overnaturligt frodigt :)
I går gik jeg en runde her hos mig selv, og klippede de flotteste rosenknopper af på lange stilke, og tog dem indenfor i en vase, i det spædeste håb om, at de kan springe ud indendørs. For udendørs ville de altså ikke nå det i denne omgang.
Liselotte
13. oktober 2007 at 09:55Lotten, du skal allerførst ønskes god arbejdslyst og så vil jeg sige, at jeg misunder dig den båd. Jeg håber for jer, at solen skinner i morgen :-)
Lone, vi har vist været heldige heroppe i nat :-)
Lone
13. oktober 2007 at 09:39Godmorgen. mine squash ligger bløde og færdige i køkkenhaven denne morgen, så her har Kong Frost været i nat, nu må jeg se at få bakset min agave ind i kælderen.
Lotten
13. oktober 2007 at 09:34God morgen til dig også :-)
Jeg holder af at sidde her i den anden ende af landet og føle, at jeg lige har været inviteret med på en lille tur rundt i din have. Dit tilbagevendende brug af motivet med havestien skaber ikke blot en form for herharjegdaværetfør-genkendelighed, men giver også sådan en fin rapport om årstidernes skiften.
Om lidt vil jeg begive mig afsted på arbejde, mens skipper snupper en dag på havnen med at rumstere med værktøj – og i morgen skal vi begge lege med båd. Solen er lige ved at bryde igennem her, der er store pletter af blå himmel, som jeg håber bliver delt af jer i det nordlige også.
Hav en dejlig dag.