Søndagsflittige

Eftermiddagen indledtes med en tår kaffe ved bordet i køkkenet. Mor var med og der blev vendt emner af enhver art, mens vi nød den varme drik.

Snart har vi bryllup i familien og der er forberedelser, som skal gøres. Der er ting vi gerne skulle have styr på i den anledning og derfra er der ikke langt til alverdens andre ting, som også lige burde vendes. Til sidst nåede vi omkring haven og det gamle pæretræ, som endelig har taget sig sammen og derfor bærer frugt dette efterår.

Vi blev enige om, at pærerne måtte være plukkemodne og herhjemme er der ikke langt fra tanke til handling, så snart efter var vi bevæbnet med kurve, frisk mod og tykke trøjer, for nu skulle der plukkes, var vi enige om.

Pærerne er måske ikke de flotteste, når man kun ser på det ydre, men indenunder den skrammede skræl gemmer sig en himmerigsmundfuld, så der skulle bare plukkes igennem, var vi enige om.

Til en start gik det rigtigt godt, men snart kom vi i problemer. Ingen arme, ingen småkager holder ikke her, for der gik ikke mange sekunder, før jeg kunne se mor balancere på kanten af et bord, som behændigt var rykket hen under træet. Så langt, så godt…

Der blev plukket igennem og antallet af pærer i kurven voksede støt, men pludselig var mor væk og jeg skal ærligt indrømme, at jeg var rømmet af pladsen og gik og beundrede kastanjerne i den anden ende af haven, så jeg undrede mig, men ikke ret længe, for pludselig havde hun hjælper på og så gik det stærkt.

Jeg vil ikke mene, at det var specielt sikkert, som de havde arrangeret sig, men det gik forrygende og de havde et mægtigt samarbejde…

Mor blev omsider nede fra stigen og lod Oline om at kravle, mens hun venligt og bestemt dirigerede slagets gang fra bordet, som ind imellem vippede faretruende, men de var ikke sådan at skræmme.

Oskar syntes alligevel det var noget underligt noget, sådan at begynde at kravle til vejrs i gamle og trætte pæretræer, så han satte sig nedenfor og ventede, mens han ind imellem kiggede langt efter dem. Jeg tror han syntes, at de skulle komme ned i en fart, men sådan gik det ikke. De skulle have de sidste pærer med, så de var langt omkring.

Da de endelig var tilfredse, var det kastanjernes tur. Nu skulle der samles lidt til almindelig efterårsstemning indenfor. Der var nok at tage af, så vi parkerede pærerne og gik i sving…

Det har ikke blæst voldsomt meget de sidste mange dage, men det er heller ikke nødvendigt, for kastanjerne er modne og slipper frivilligt, så vi fik lynhurtigt samlet en kæmpestor kurvfuld.

Her ovenfor er vi slet ikke færdige endnu… sikke mange kastanjedyr vi skal lave… eller ikke…

Jeg plejer at fordele dem i glascylindere, kurve og andet, så de ad den vej spreder oktoberstemning indenfor og i grunden fik vi samlet lige rigeligt, men det er svært at stoppe. Kender du ikke det?

Oline var flittig hjælper og vi nød at have hende med i haven. Jeg tror et par friske timer derude hjælper på alting, så det var dejligt, at hun gad.

Bagefter var det bare tid for at plukke nogle Dahlia, beundre skovbrynet, som så smukt antager efterårets farver og pjatte lidt med Oskar, for der var skønt vejr, selvom solen manglede.

Sådan en eftermiddag føles næsten, som en hel dag i skoven og der er dejligt derude under kastanje, hassel og bøg med smukt orange blade.

Vi snuppede lige en kop kaffe, inden vi igen kørte mor hjem. På hjemvejen handlede vi ind til pariserbøf og der er gang i køkkenet nu, hvor jeg vil finde op til spisebordet og Kenneth, for at snakke de sidste timer af søndagen væk.

Resten af dagen er vist forbeholdt ingenting og det passer mig svært godt :-)