Kan du huske disse her?
Mine er gamle. Nærmest oldgamle – nå ja, men altså i egenskab af mine. Jeg har haft dem i rundt regnet de sidste 20 år. Overarbejde og udlån til andet bureau gjorde lønningsposen ekstra tung en måned for mange år siden og så vidste jeg præcis, hvor jeg skulle hen.
Jeg skulle i Larsbjørnstræde. Ind i Creol, for den var ny og sikke smykker de havde derinde. Jeg måtte eje nogle af armbåndene. Store og tunge sølvkæder med smukke, rustikke låse og det kunne kun gå for langsomt.
Armbåndene blev vejet, for man betalte per gram. Mine var tunge og dyre, men jeg måtte bare eje dem. Sådan var det og jeg betalte ved kasse 1 og bar triumferende rovet hjem på højre arm.
Jeg knuselskede de armbånd. Jeg bar dem døgnet rundt gennem flere år. Så blev jeg træt af dem og lagde dem nederst i bunken med smykker. Der har de så ligget og samlet støv indtil for nogle dage siden, hvor Oline erobrede mine smykkeskrin.
Der gik nogle timer med at kigge smykkerne igennem, for den slags har oftest en historie og den skulle fortælles, hver gang Oline fremdrog endnu et smykke. Det var hyggeligt og faktisk overraskede det mig, at de smykker, som betyder mest, er dem jeg enten har fået forærende eller de af dem, som jeg har måttet vente på, som armbåndene ovenfor.
Nu er de – sammen med en bunke andre sølvkæder – poleret så de skinner, som katteskidt i måneskin, for det lader til, at de skal have en renæssance. I morgen er Oline klistret til i sølvkæder og skal sikkert bæres, for benene magter ikke, hvad øjnene begærer.
12 kommentarer
Deborah
8. oktober 2007 at 20:41Det kan du ro, jeg gør!! Har selv 2 af slagsen, som jeg gerne ville bære stadig, for jeg blev ikke træt af mine, men det gik i forfald. Der falder små stykker af dem, og så ser de knap så festlige ud. Det ene har jeg fået af mor og det andet, fik jeg da jeg holdt på en arbejdsplads engang, så begge har betydning. Gad vide om det går an at reparere? De er skønne og din datter bliver endnu skønnere med dem på!
Kirsten
8. oktober 2007 at 10:23“Kan du huske?”, spø´r du… Ja, selvfølgelig!
Selv har jeg blæst højt og flot på, at armbåndene for længe siden mistede deres “street-cred” – mit højtelskede sidder stadig omkring håndleddet, og har aldrig været af! Jeg har nemlig tvunget låsen sammen, for ikke at komme til at tabe skidtet ;-)
Mit er selvfølgelig også indkøbt i Gavlhuset engang sidst-i-80´erne/først-i-90´erne. Og jeg knuselsker det stadig! Nu har det bare fået selskab af et Pandora, så de sidder på samme arm, og ringler så lifligt hver gang jeg bevæger venstre arm den mindste smule :-)
Og jeg gi´r det ALDRIG fra mig! (siger hun nu – men vent bare til ældste bli´r en 15-16 år, og måske kigger længselsfuldt efter det…)
Liselotte
7. oktober 2007 at 23:18Lone og Helle, i var havnet i maskinhuset. Jeg undskylder og skynder mig at kaste jer her ud til almindelig grams ;-)
/many, du er nu også så husmoderlig og se, jeg troede, at der skulle salt i vandet. Jeg må prøve det engang :-)
/many
7. oktober 2007 at 23:07Husmoderråd:
I en gryde lægges en løst krammet portion sølvpapir (alufolie). Herpå lægges sølvtøjet og gryden fyldes med kogende vand. Efter en halv times tid kan sølvet tages op og det er skinnende flot igen. Uden knofedt.
Smart, hva’? :)
(kan også bruges til kobber o.lign.)
Liselotte
7. oktober 2007 at 22:58Sifka, de er da TOTALT fede stadig, så på med dine. Mine er jo tilsyneladende fortabte ;-)
Fisker, de er da et ægte klenodie, dine fra Gavlhuset :-)
Ulla-Britt, du blev lige min redning. Om et øjeblik vil jeg skynde mig at spænde skidtet op, for jeg har glemt det i vaskemaskinen ;-)
Dorte, jeg havde endnu et armbånd. Det forliste jeg i Middelhavet en hed sommerdag for mange år siden. Hver dag var jeg nede for at lede, men det forblev borte og måske har andre fundet det og haft glæde af det siden – eller det bliver fundet om 1000 år og igen beundret :-)
Esther, den vielsesring fornemmer jeg ikke har den store betydning for dig alligevel, men derfor er det jo sjovt at mindes :-)
Esther
7. oktober 2007 at 22:39Sjovt du lige nævner CREOL. Der købte vi vores vielsesringe, da vi ikke ville have nogle “almindelige”.
Kan ikke rigtig huske, hvordan ringen så ud – udover dern var af sølv og vist med noget turkis i.
Hvor ringen er nu har jeg ingen anelse om – den er vel forsvundet under en af mine mange flytninger.
Dorte
7. oktober 2007 at 22:17Jeg er/ har også været den lykkelige ejer af både halskæde og armbånd, men jeg er åbenbart et fjols til at bære dem – i hvert fald er det af to omgange lykkedes mig at tabe begge dele …. halskæden fandt jeg gudskelov igen en times tid efter jeg havde tabt den – den lå nok så nydeligt på et fortov i gadelygtens skær. Armbåndet var desværre pist væk – selvom jeg kørte og gik gader og stræder tynde i håb om at være lige så heldig som med halskæden … men ak – borte havde taget det.
Dejligt når næste generation værdsætter ens gemte skatte !
kh Dorte
Ulla-Britt
7. oktober 2007 at 22:12jeg vil gene være flue på væggen i morgen tidlig, hun har vel også fem meter nyt halstørklæde på :-)
Helle
7. oktober 2007 at 22:03Jeg husker dem godt, jeg var også flittig gæst i Gavlhuset i min skoletid – jeg gik i skole i Ålborg i 1981-1983, så tiden har nok været nogenlunde samtidig som I fortæller om.
For nogle år siden var der nogle som lignede, men ikke så rustikke, dem havde min datter.
Min søn fik et armbånd da han blev døbt i 1996, det var købt i Helsingør, måske hos “Smykke Lars”.
Sikke en masse minder de kæder fik frem, det er dejligt, at Oline nu skal have glæde af dem.
Lone i marsken
7. oktober 2007 at 21:26Ja man skulle have gemt, skulle man. Min 17 årige ville have elsket mit 80′ tøj. Det er bare så meget in lige nu. Jeg havde en koboltblå duffelcoat med lange koboltblå støvler til. Tøsebarnet synes det ville have været så sejt at eje det outfit i dag. Fedt at Oline har fundet de “gamle” smykker frem.
fisker & fernández
7. oktober 2007 at 21:18I min gymnasietid var vi alle klistret til i de armbånd og halskæder. Mine er også købt pr gram men i Gavlhuset. Det tilskriver dem vel egentlig lidt added value, gør det ikke?
Sifka
7. oktober 2007 at 21:11Arj. hvor underligt. Jeg har lige fundet al mit sølv frem af gemmerne, hvor der bl.a. er armbånd af samme type. Havde faktisk overvejet at tage dem i brug igen. Jeg synes de er fede.