Te, stearinlys og et strikketøj. Stilhed ved spisebordet. Ingenting der haster og udsigt til en fridag i morgen, så weekenden pludselig bliver ekstra lang. Jeg klager ikke det mindste, men tager i stedet for tiden til at hele.
I formiddags blev dagens opgave pludselig endnu en påmindelse om livets skrøbelighed og Alexanders død blev igen nærværende. For øjeblikket rejser jeg i døden. Sådan føles det. Jeg bliver stærkere for hvert et åndedrag, men jeg er stadig så tyndhudet, at tårer ligger lige bag smil og smerte lige bag styrke og ligegyldigt hvor jeg vender mig, konfronteres jeg med døden og de spor den trækker. Det er barskt, men kræfterne rækker endnu, når bare jeg får lidt tid i stilhed med en kop te og et strikketøj.
21 kommentarer
Liselotte
5. oktober 2007 at 10:59Livet er barsk, men heldigvis er størstedelen af tiden i livet god, rig og dejlig, så de tider, hvor mørket er altomsluttende er kun korte sekunder når tingene sættes i perspektiv og sorg er vel en del af at leve helt og fuldt, så pladsen skal den have. Det vender jo igen :-)
Madame
5. oktober 2007 at 09:59Det er meget bevægende at læse om, Liselotte. Og når jeg læser om dine tanker og følelser, føles mine egne tab som en klump i halsen igen. Min mors død tænker jeg på hver eneste dag, men med årene gør det lidt mindre ondt.
Lotten
4. oktober 2007 at 22:38Tak fordi du deler med os.
Jeg tror, at alle, som har oplevet at miste, genkender sig selv og smerten i dine ord – og selvom det kan flå i følelsestrådene at læse med her, selvom det svier i mere eller mindre lægte sår rundt omkring, så er det også med til at styrke. De, der efterlades må jo leve med savnet, leve med, at de døde ikke er en aktiv del af tilværelsen længere. Og det kan på forunderlig vis lindre lidt, at andre end en selv sætter ord på turbulente tanker og følelser.
Jeg har med tiden taget min fars filosofi i forhold til mennekselige tab til mig, for hans – i grunden ganske enkle – mantra er, at selvom man aldrig holder op med at savne, kan man alligevel godt holde det ud, hvis blot der er flere gode dage, end der er dårlige (min farfar ønskede ikke at leve længere og sagde brat verden farvel, da min far var 22. Og min far savner ham fortsat).
Med den indstilling til tilværelsen, som du og dine lader til at besidde, er jeg ikke i tvivl om, at der vil være en overvægt af gode dage hos jer. Lige nu er der forståeligt nok kortere mellem jagene af savn, men jeg tror, du gør det helt rigtige. Giver savnet rum, fordøjer det, lever med det – og ser ud over det.
Et varmt kram i oktobermørket her fra hovedstaden
Liselotte
4. oktober 2007 at 21:52Ja, jeg ser døden mere end jeg måske gjorde for et år siden. Det er sandt. Det er så forstærket af årstiden og tilmed opgaver, som kredser om døden i alskens former, så der er mange ting, som gør tiden lige nu så svær, men som sagt ved jeg hvad det er, når klumpen i halsen vokser – og når man ved det, er det ikke helt så svært.
Lizelotte
4. oktober 2007 at 21:02*KNUS*
Fr. Møller
4. oktober 2007 at 20:54Du er selv inde på det, Liselotte. Du SER døden mere, end du måske ville have gjort, hvis du ikke havde haft tabet af Alexander med i bagagen.´Men det har du, og det er, som det kan være.
Det er snart et år siden, han døde. På nogle måder lang tid. På andre så kort. I er som den overlevende del af familien kommet langt på den tid – fordi I vil, kan og tør!
Men heldigvis forsvinder han aldrig! Det er tungt at leve med tab – men dog værre, om de aldrig havde været her, dem, vi ind imellem savner, så klumpen i halsen gør det umuligt at synke og man kortvarigt må dukke sig for nok et spark – direkte i Solar Plexus.
Yrsa
4. oktober 2007 at 20:40Mange tanker herfra
Ella
4. oktober 2007 at 20:34Kram ….
Lene LN
4. oktober 2007 at 20:17Ogsaa her fra syd Tyskland sendes gode tanker til dig og dine.
yt
4. oktober 2007 at 20:15Får lige lyst til at sende dig en krammer.
Håber det er o.k.
kokken på blokken
4. oktober 2007 at 19:34Sender kram og varme tanker – selvfølgelig er det en hård tid for jer – men I er gode til at dele tanker og det tror jeg er vigtigt! Knus herfra
kagekonen
4. oktober 2007 at 19:19Det er så stort at du evner at sætte ord på dine følelser og ovenikøbet finder overskud til at dele dem med os. Jeg fulgte dig ikke sidste år, men har ved at læse tilbage set, at det var en tung og svær tid.
Jeg sender de varmeste tanker til dig og dine.
Lisbeth
4. oktober 2007 at 17:43Også varme tanker og knus herfra. Sorgarbejde tager lang tid, og det er godt med pauser, hvor der kan lades op. Din livsglæde er på trods, men stor og sprudlende, tak fordi du orker at dele dit liv med os.
Liselotte
4. oktober 2007 at 17:43Ja, tiden er slem lige nu, for jeg er tilbage sidste år, hvor Alexander havde det så frygteligt skidt på grund af sit manglende korset. De næste måneder bliver ikke sjove, men jeg ved jo, at sådan er det og sådan skal det være. Der er intet hekseri ved det her. Det er god gammeldags sorg over at være mor og have mistet sit barn, det frygteligste i verden. Den slags sår tager tid for at læges. Det er okay.
Johanne
4. oktober 2007 at 17:14Masser af stilhed – og mere tid end nogen nok gør sig begribelig -det kunne jeg tænke, at du har brug for til at sætte tanker og følelser i den rigtige rækkefølge.
KNUS.
Irene
4. oktober 2007 at 16:54Vi ånder ind, lige så stille, på den lysegrønne … Knus!
Charlotte
4. oktober 2007 at 16:47Det er en hård tid i går igennem – Alexander vil jo altid være hos jer – han vil altid være jeres søn og bror – og nogle dage mangler han bare mere end andre.. godt at du mærker efter og giver dig tid..
Anne Dyrholm Stange
4. oktober 2007 at 16:04Alle dagene i denne efterårstid minder vel alt for meget om det efterår i var igennem sidst, det er smertefuldt, det tager tid, lang tid.
Det er dejligt, at du finder lidt ro og fred i køkkenet med kaffe og strik, og også godt, at denne uge kom til at byde på en ekstra fridag.
Kærlige tanker herfra…
Jonna
4. oktober 2007 at 16:02Sorg tager tid og somme tider skal der ikke meget til så vælder det frem syntes du klare detflot. Knus og varme tanker.
Ingegerd
4. oktober 2007 at 15:41Hej Liselotte, hvor er det dog flot, at du vil dele det her med alle os. Sikke et overskud ! Trods alt.
Helle
4. oktober 2007 at 15:31Ord er så fattige, men jeg sender mine varmeste tanker.