6

At huske at nyde…

Jeg snuppede en helt og aldeles uautoriseret eftermiddagslur inde i solen og sikke godt det gjorde, for jeg har sovet ualmindelig skidt de sidste mange nætter. Der er ingen forklaring på nætternes uro, så jeg lever bare med, at det er sådan lige nu.

I dag fik jeg et par timer foræret, fordi min bruger holdt tidligt fri og der ikke stod andre opgaver og ventede, så solskinnet på hjørnet af sengen lokkede så forfærdeligt og jeg har haft godt af det, kan jeg mærke.

Ude skinner solen og det mest vidunderlige sensommervejr har indfundet sig i Nordjylland. De vil ikke høre mig klage det mindste, for jeg elsker dage som denne, hvor solen skinner og varmer mulden op, så duften af efterår spredes til alle sprækker.

Oktoberfarver

Farverne er vidunderlige og bøgen er gået i gang med at skifte farve. I spredt orden, ganske vist, men skifte gør den og det er et smukt syn.

Egentlig havde jeg tænkt, at Ella kunne give kaffe, men sådan skulle det ikke gå. Morgenmaden jeg indtog tidligere i dag efterlod mig med en smertende mave, som ikke indbød til andet end varme under et tæppe, så det fik den, fordi en lur også var svært fristende. Sidenhen indtog jeg haven en times tid, for at gå på opdagelse i alle farverne, som stadig er at finde derude.

Sankthans i oktober

Farverig kan man vist roligt kalde haven stadig, for der er masser af kulør og specielt på en solskinsdag, som i dag, hvor himlen er blå og farverne bliver ekstra stærke og mætte af lyset, som falder på dem.

Nede i staudebedet er der fortsat masser af blomster, som giver kulør til hele haven. I virkeligheden nyder jeg dem alt for lidt på denne årstid, hvor regn og rusk er hyppigere end dage som denne, men jeg gider ikke være udenfor, når regnen pisker ind ad alle sprækker, så sådan må det være og så må de nydes ekstra, når solen endelig skinner.

Farverne er rigelige

Katost og lavendel blomstrer for anden gang, så der er stadig masser af smukke ting at nyde, når man sammenholder dem med de mange Dahlia og krydderurterne, som også er i fuld gang med at blomstre for anden gang. Tænk engang, de næste dage lover de også godt vejr. Jeg skal huske at nyde…

Farver i oktober

Fuglene nyder også resterne af solsikken, så jeg nænner ikke at fjerne den, for den er en fuglemagnet uden lige og mage. Der er stadig masser af frø tilbage, men fuglene sidder ind imellem i lag på den, så den får lov at stå til den bitre ende. Måske er der så håb om, at den får smidt et heldigt frø eller to, så der også er solsikke lige her næste sommer. Det vil være helt i orden med mig.

Dagens solskin veksles lige nu med skydække, men jeg er blevet fyldt med god energi af en times tid udenfor og forøvrigt smagte kaffen ekstra godt i stolen på hjørnet af terrassen. Stik mig bare nogle flere dage af den kaliber. Jeg er klar!

Du vil sikkert også kunne lide