Det er ikke altid lige nemt at være mor til en på tretten. Det kommer formentlig ikke som en overraskelse for nogen af læserne herinde, for de fleste husker enten sig selv i den alder eller har en af slagsen derhjemme.
Præferencerne skifter som vinden blæser og det er ikke altid let at gennemskue metoderne, når det kommer til vellykket kommunikation, for der er stort set ingen regler og det der er godt det ene øjeblik, er skidt det næste. Sådan skal det være. Jeg flyder med, sætter grænser, tager nogle konfrontationer/diskussioner og lader andre passere, for jeg skal også overleve, men jeg anerkender, at for en trettenårig handler det om, at finde sig selv og det gør man bedst, når man spiller bold med de voksne.
Oline er lige vendt hjem fra en uge hjemmefra. Det giver sådan en dejlig ro, for vi er stadig ikke andet end de forældre, som hun har længtes efter, selvom jeg aldrig får hende til at indrømme det. I stedet for at opsøge konflikterne, trisser hun rundt og nyder at være i kendte og trygge rammer igen og det er i orden med mig. Jeg ved jo, at hun igen pludselig eksploderer i indædt rasen mod verden og mig, så jeg er søndagsmild og nyder bare, at der er stilhed før stormen. Man skal vel samle kræfter.
Jeg griner lidt i skægget, når hun pludselig kommer og spørger hvordan det går med hendes trøje, for det er ikke mere end en uge siden, at den var det grimmeste hun nogensinde havde set og sådan har man en holdning, til man tager en ny, men heldigvis kunne jeg fortælle hende, at det går fremad.
Om et stykke tid er den færdig. Måske bliver den en del af hendes hverdagsgarderobe. Måske kommer den aldrig i brug. Jeg er ligeglad. Jeg elsker at strikke til hende og jeg elsker, at hun slår sig i tøjret og ikke er bange for at såre sin mor, så jeg med garanti kan være sikker på, at den ikke bliver brugt af høflighed, men kun hvis det passer hende.
Gider hun ikke, sender jeg den til Annemette. Hun er nemlig høflig ;-)
28 kommentarer
Liselotte
1. oktober 2007 at 19:15Ha ha ha… ja, det var da en mulighed, Susan. Jeg prøver at foreslå Oline en af slagsen ;-)
Susan
1. oktober 2007 at 19:14Jeg har overvejet en boksebold engang imellem, den kan bedre tåle smækkene end dørene kan (både mine og Cathrines ) :-)
Liselotte
1. oktober 2007 at 19:05Jeg siger heller ikke, at du er blevet kuet, Fru Møller. Jeg siger, at jeg blev det. Hvis ikke, havde jeg smækket med døre og råbt ukvemsord med mellemrum, for den der overvældende trang der følger i kølvandet på en total overgivelse til de følelser, som i øjeblikket bemægtiger en, den genkender jeg så udmærket ;-)
Fr. Møller
1. oktober 2007 at 19:00Jamen jeg er sgu aldrig tilnærmelsesvis blevet “kuet”, bare fordi det ikke var OK at skabe sig idiot, fordi jeg var teenager. Det VAR bare sådan, og det kunne jeg godt finde ud af!
Jeg har heller ikke kuet mine unger, selv om jeg som den voksne, der stod med ansvaret, godt turde stikke reglerne ud også i de år, hvor ungerne hellere havde set reglerne stukket skråt op.
Liselotte
1. oktober 2007 at 18:16Jeg er helt enig, Susan :-)
Susan
1. oktober 2007 at 18:12Vi skal jo ogsaa huske at vaere mennesker og det er i orden ikke at vaere perfekt hele tiden. Det laerer vores (kommende) teenagere jo ogsaa noget af.
Jeg proever at huske at sige undskyld hvis jeg har vaeret urimelig, og proever at soerge for at det er et oprigtigt undskyld og ikke et undskyld, men …. Det virker jo ikke. :-)
Liselotte
1. oktober 2007 at 18:03Jeg ender sikkert også dernede nogle gange, Anita, men så længe vi ikke hopper i, går det nok ;-)
Anita
1. oktober 2007 at 17:48Liselotte – jeg kan kun sige hørt!
PS. jeg har vist været i “kridtgraven” et par gange indenfor de sidste 2 år 0:-)
Liselotte
1. oktober 2007 at 16:24Ha… jeg griner af din “- men aldrig med råben, skrigen og smækken med dørene – det var bare ikke acceptabel adfærd…”, Fru Møller, for den genkender jeg også. Det var heller ikke acceptabel adfærd hjemme hos mine forældre, så det skete aldrig.
Det er forøvrigt heller ikke acceptabel adfærd her, men det sker. Den umiddelbart eneste forskel på min og mine forældres opdragelse er nok, at det at kue et barn ikke er en del af mit koncept og jeg kan med sindsro erklære, at den eneste grund til der ikke smækkedes med døre hjemme hos mine forældre var, at jeg var kuet til at lade være.
Jeg tror alle mennesker ind imellem støder ind i muren, som giver lysten til at råbe og skrige, smække med døre og bruge skældsord og hvorfor ikke? Det er vel en del af at være vred og miste fatningen, hvilket er noget de fleste mennesker vil opleve nogle gange gennem et langt liv. Jeg tager det som et udtryk for tryghed, at turde vise sin vrede – men jeg gider ikke mudres ind i den, hvis jeg ikke har andel i den og det sidste forklarer jeg såmænd tålmodigt Oline, når det endelig sker.
Hun skal lære at adressere sin vrede, opføre sig ordentligt og iøvrigt omgåes andre med respekt, men at hun har brug for at lufte sine frustrationer er sådan set ok med mig – jeg er den voksne og kan sagtens mønstre tålmodigheden til at foregå med et godt eksempel, som i sådan et tilfælde kunne inkludere en snak om det uhensigtsmæssige i at håndtere vrede på den facon. Det kræver en del slugte kameler, men jeg kan, fordi jeg vil.
Forøvrigt er de her teenagere totalt utilregnelige, for de er i den grad i deres følelsers vold og derfor skal jeg, som den voksne, kunne mønstre overskud til at afværge konflikter i stedet for at øge dem med en lang række forbud og kritik af, at følelserne løber af med hende. Det ser jeg, som min fornemste opgave de næste år.
Enten lykkes jeg med det… eller også kan I finde mig nede på bunden af Kridtgraven i Øster Ådal, fordi jeg til sidst opgav, for det kræver eddermame enorme mængder energi at skulle være på forkant og forblive konstruktiv i stedet for at blive vred ;-)
Fr. Møller
1. oktober 2007 at 13:36Susan, jeg tror, du har helt ret i, at det lige så tit er forældrene, der er skyld i konflikterne, fordi de ikke kan finde ud af at håndtere, at deres små, nuttede poder ikke længere er helt så små og helt så nuttede.
Da min stedsøn var en 12-13 år, kom han hjem og spurgte, om han måtte farve sit hår grønt! Mit svar var, at det måtte han da gerne, men at jeg nu ikke troede, det ville klæde ham særlig godt :-).
Jeg kunne da godt – og det var der sikkert andre mødre, der ville have gjort – have hidset mig op og forbudt ham det. Men objektivt set gik der jo intet af mig ved, at han i en periode syntes, det var sjovt at ligne en marsmand. Han ville have respekteret et forbud – han var – er – en dejlig dreng.
Liselotte, jeg er helt enig i, at det er hjemme, ungerne skal prøve grænser, hvis de har behov for det. Det har jeg uden tvivl også selv gjort – men aldrig med råben, skrigen og smækken med dørene – det var bare ikke acceptabel adfærd på Vestervej i Havnbjerg.
Mette
1. oktober 2007 at 09:15Sikke en smuk indstilling du har til din datter. Det er det klogeste jeg længe har læst. Ærlighed kommer nemlig frem for alt. Hellere det – selv om den kan være besværlig – end at skulle “lade som om” i sit eget hjem. Jeg kan kun lade mig inspirere af dine ord. Jeg ved jo hvad jeg selv har i vente med to piger i huset.
Liselotte
1. oktober 2007 at 07:50Når man er tryg og bliver taget alvorligt, vil der i teenageårene være tider, hvor man slår sig gevaldigt i tøjret, for de år skal være med til at forme omgangen med andre mennesker og derfor afprøver man forskellige metoder. Når de slår fejl, skal frustrationerne ud og er man tryg og tror sig elsket, er det hjemme man eksperimenterer mest med den slags.
Jeg tror ikke Oline er hverken værre eller bedre end andre unger på hendes alder. Jeg vil ikke have, at hun ikke taler ordentligt. Til gengæld tror jeg heller ikke på massiv undertrykkelse, som den jeg blev opfostret med. “Børn skal ses, ikke høres” var tidstypisk dengang, men jeg tror ikke på den omgang med børn/unge. Jeg tror på eksemplets magt. Jeg tror på, at de skal både ses og høres, men i rimeligt omfang, for vi skal alle være her og jeg tror på, at jeg skal gå foran, som det gode eksempel.
Der er masser af grænser herhjemme. Der er også plads til en rask diskussion om dette eller hint, men jeg forlanger respekt for det enkelte menneske. Når Oline ind imellem glemmer det, ser jeg det som et udtryk for, at hun føler sig tryg her og mener, at vi er i stand til at tilgive.
Jeg er den, som “spiller bold” med hende og hellere vide, at hun udfordrer mig end høre, at hun ikke kan finde ud af at omgåes andre mennesker ude i virkeligheden. Jeg kan høre, at hun godt ved, hvordan man opfører sig respektfuldt overfor andre. At hun ind imellem glemmer det herhjemme er, for mig at se, bare et udtryk for, at hun er tryg og derfor godt tør.
At tro, at man kan komme gennem teenageårene uden konflikter, er utopisk medmindre man kuer. Det sidste vil jeg under ingen omstændigheder være med til, men til gengæld vil jeg til hver en tid gerne være det gode eksempel. Det sidste tror jeg er det allervigtigste i omgangen med andre mennesker hvad enten de er 2, 13 eller 48.
Susan
1. oktober 2007 at 02:43Fr. Moeller, jeg er teoretisk enig med dig – jeg kan jo ikke tale med om det praktiske endnu.
Jeg tror ogsaa det er vigtigt at give dem lov til at blive aeldre og tage flere beslutninger selv, nogen gange tror jeg det er foraeldrene der er mere “trodsige” end teenagerne.
Jeg haaber at eftersom vi har laert (eller i hvert fald proever at laere ) Cathrine at respekt avler respekt og at man kan kun forvente at blive hoert og respekteret hvis man udviser respekt overfor andre at det saa goer det lidt nemmere at tackle alle hormonerne der jo flyver rundt hos teenagerne. Men det kan jo kun tiden vise.
Jeg haaber at jeg husker det som Liselotte saa klogt skrev: “at for en trettenårig handler det om, at finde sig selv og det gør man bedst, når man spiller bold med de voksne.” Der skal nemlig vaere plads til at spille bold.
Fr. Møller
1. oktober 2007 at 02:25Et stykke hen ad vejen er teenagere vel kun præcis så umulige, som man giver dem lov at være???
Jeg har altid haft “god plads” hos mine forældre – men det lå da til gengæld i luften, at jeg godt kunne spare mig at begynde at skabe mig, bare fordi jeg blev teenager :-).
Da mine stedbørn blev teenagere, kunne de også godt spare sig – vi gad – stadig – ikke råben og skrigen og smækken med dørene. Det var ikke OK, da de var otte, og derfor da slet ikke i orden, da de var 13.
Og nej – helt slap vi selvfølgelig ikke. Det skulle vi heller ikke – så havde der været noget alvorligt galt med børnene og/eller os. Men det er faktisk netop i deres teenageår, vi som voksne skal sætte hælene i. Ikke som autoritære opdragere – det løb er kørt – og måske forpasset. Men som dem, der – stadig – udstikker den dagsorden, hvorefter de håbefulde, unge mennesker dæleme haver sig at rette!
Jeg var en nem teenager – velsagtens fordi jeg vidste, hvor jeg havde mine voksne. Men egentlig også fordi, det da godt kunne være, jeg ude i byen kunne høre – og læse i bladene – at det “bare hørte med” at svare igen, smække med dørene osv. Det kunne jeg imidlertid godt glemme, for sådan spillede klaveret bare ikke hjemme hos os :-).
Tæt på havde jeg min 15 måneder yngre kusine, som var fuldkommen umulig i fem år – fordi hun fik lov at være det…
Susan
30. september 2007 at 23:19Jeg har noget at glaede mig til kan jeg hoere.
Jeg haaber at jeg som dig kan huske paa at hun er noedt til at slaa sig i toejret for at finde ud af hvem hun er og hvad hun synes, og huske at saette pris paa at hun er aerlig og saa selvom det saarer moderen :-)
Liselotte
30. september 2007 at 20:51Ella, lige præcis ;-)
Kari, der er ind imellem også ønsker om udskiftning herhjemme ;-)
Kari
30. september 2007 at 18:00Det kan være en speciel oplevelse at have trettenårige.
Min fandt f.eks. ud af, hvad han ønskede sig til sin konformation – en ny far!! Han fik ikke lige sin vilje og så skal farmand skiftes ud :-(
Spændt på hvornår det bliver min tur ;-)
Ella
30. september 2007 at 16:02Ind imellem er det en øvelse i sig selv, at forlade arenaen i tide ;-)
Liselotte
30. september 2007 at 15:41De er noget af en håndfuld i den alder, men de er jo også fantastiske at iagttage, hvis man er i stand til at løfte sig lidt op over situationen. Det sidste er svært for mig, men jeg øver mig konstant i ikke at lade følelserne overtage :-)
Lene LN fra Tyskland
30. september 2007 at 15:31Jeg föler med dig. Mine dötre er nu snart 16 og snart 18. De maa kämpe for friheden. De ved at det ikke er mig ligemeget hvad de laver og hvor de er. Jeg önsker mig at vi ogsaa i fremtiden kan beholde dialogen, at det ikke ender mig mig som enetaler og deres eneste bidrag er det döve öre de holder til…
For resten, det der päne modererede Isager törkläde – er to nögler nok?
Kärlig hilsen
Ditte
30. september 2007 at 14:36Jeg forstår dig til fulde, Liselotte! Send mig en kærlig tanke i løbet af ugen, når jeg underviser 20 stk. 13-årige på én gang! ;)
Mette
30. september 2007 at 13:50Uuuh venter med spænding – og gru – på at mine kommer i den berygtede teenageperiode. Nu nyder vi godt at tween-perioden, som må betragtes som en seriøs øvelsestid, for det er godt nok heller ikke helt let ;-)
Anne Lindholt Ottosen
30. september 2007 at 13:44Jeg er vild med din tilgang – at elske, at hun slår sig i tøjret, så du ved, at hun er ærlig. Det vil jeg huske, selvom der vist nok ikke er helt samme konfliktpotentiale i drenge. :-)
Heidi
30. september 2007 at 13:39Da jeg var 13 kom jeg – og jeg sværger det var et uheld – til at give min mor én på trynen. Jeg havde nok været lige en tand for næsvis, og skulle væk fra hende så hurtigt som jeg kunne for at undgå de verbale konsekvenser der ville komme efterfølgende. Det sker på trappen op til mit værelse, hvor jeg står på trin over hende, og idet jeg vender hende ryggen med et demonstrativt ryk, hammer min næve hendes tud! Hun blev så forbløffet at jeg nåede at slippe væk … men senere undskyldte jeg oprigtigt, for jeg kunne og kan aldrig nogensinde bevidst finde på at stikke min mor en på tuden.
Jeg tror nok hun både troede på mig og tilgav mig ;)
Jane
30. september 2007 at 13:34Teenage mor og far er et sejt job, men nu hvor mine unger er blevet 17 og 19, er vi forældre lige pludselig blevet meget mere medgørlige, kloge og til at snakke med igen – synes ungerne…………………. altså!
Anne Dyrholm Stange
30. september 2007 at 13:19Tretten, ja det er hårdt, både at være det og være mor til en, der er der!
Men prøv så også lige med 11 og 12 under samme tag, temmelig gyseligt ind imellem, men det meste af tiden også herligt!
Vi må puste ud de dage, hvor de er milde og medgørlige, Liselotte ;-)
capac
30. september 2007 at 12:43og far…
Nadia
30. september 2007 at 12:12akka ja, kan godt huske det fra mig selv. Det må til tider være, verdens hårdste job, at være mor til teenager…