September er drillesyg

September er fuld af overraskelser. Det ene øjeblik er solen fremme og varmer stadig, så man kan forledes til at tro, at man stadig befinder sig i sensommeren, det næste øjeblik står regnen ned i stride strømme.

Sommerblomsterne er på retur. Der er ikke meget at gøre ved det, men snart må de erstattes af noget, som er smukt ind i vinteren og sådan går tiden og pludselig er det ikke længere tid til lange eftermiddage på terrassen, med næsen i sky og sol på kinderne.

Bladene begynder stille og roligt at slippe og ender i smukke formationer på alle flader. Jeg elsker denne årstid, som byder på alt godt fra himlen og jorden. Det er nu der høstes frugter og det er nu, der skal være fleksibel påklædning, som kan stå sin prøve, når naturen vælger at demonstrere sin overmagt.

Bladene fortæller historien om en skaldet vinter, som venter om hjørnet, men de lover også, at det ikke er endnu. Der er stadig tid at løbe på, inden alle træer er nøgne og i bunden af haven begynder kastanjer at danne små bunker på jorden. De venter på hænder, som finder skønhed i deres smukke brune farver og de skal ikke vente forgæves, for jeg elsker at hente dem indenfor og lade dem pynte på fade i selskab med bloklys og varm te. Sådan skal efteråret være.

Tiden er løbet fra min eftermiddagsplads. Det er ikke længere muligt at tage kaffen med udenfor sammen med den foretrukne roman, for at lade legemet synke ned i en dækstol i salig forventning om nogle timer i godt selskab.

Jeg må finde plads indenfor, hvor lyset stadig trænger ind i kroge og hjørner og det er i orden, for alting har sin tid og nu er det ikke længere haven, som kræver stor opmærksomhed. Jeg kan, med god samvittighed, sætte mig i eftermiddagssolen indenfor med benene oppe og teen indenfor rækkevidde. Det passer mig fint.

Der er stadig Dahlia i haven. Den første frost har endnu ikke indfundet sig og for min skyld må den gerne vente længe endnu. Jeg plukker, sætter blomsterbuketter på alle ledige flader og smider ud med hård hånd, selvom forfald også er smukt.

Ude på terrassen står en kandefuld blomster, som var ved at være trætte. De er endnu ikke nået ned på komposten, men indtil de gør det, er de smukke, som de står og visner. Farverne bliver mere intense, indtil jeg til sidst må smide dem helt ud, men endnu går det an.

Jeg elsker mine småture i haven på denne årstid. Luften er anderledes frisk og der er intet at lave derude. Jeg kan bare nyde, dufte og sanse det begyndende efterår og ind imellem kan der så hentes forsyninger i form af æbler, brombær og blomster. Det er slet ikke så ringe, sådan at være fri for forpligtelser, men udelukkende at nyde. Efterår kom an.