20

Mercedes 190sl, ja tak

Nu endte Irene og jeg i en snak om biler, fordi jeg insisterer på, at min nye DieselDaisy er grim. Jeg gi’r mig ikke! Hun er grim, men hun er praktisk, kører rigtigt godt og så sparker hun, når hun skal. Jeg er svært tilfreds, men derfor må man godt drømme…

Jeg er sådan støbt, at jeg – hvis midlerne var rigelige -, ville køre i den mest blærede bil konstant. Jeg ville elske det. Jeg ville sikkert ligne min far, for hvem en ny bil var hverdagskost og ligesom ham, har jeg en svaghed for Mercedes, men ikke om jeg gider de nye modeller. Jeg sværmer for de ældre med former.

Forleden fik Kenneth et praj om en af dem, jeg drømmer om. En Mercedes 190sl stod nede i norditalien og kaldte på mig, så vi var nødt til at finde ud af lidt mere. Den var bestemt ikke lige så pæn som denne her…

Mercedes 190sl

– men det kunne den blive med knofedt og tålmodighed, så der blev mailet frem og tilbage og ind imellem de glødende kærlighedserklæringer blev der lagt ruter ned gennem Tyskland, hen langs Como Søen og direkte ind på bondemandens mark, hvor min nye kærlighed stod og ventede.

Jeg blev mere og mere stakåndet, som tiden gik, men træerne vokser ikke ind i himlen, for der var kommet en – er jeg sikker på – grim, pukkelrygget, vortebefængt og mavesur lokal italiener forbi, som havde givet et bud, som fristede over evne. Endda så meget, at han end ikke havde tiden til at give os muligheden for at byde over.

Spørg om jeg var indebrændt, men sådan kan det gå og forøvrigt vil jeg også meget hellere have denne her…

Mercedes 300sl

– når jeg nu alligevel er i gang med at drømme…

PS – farven ovenfor er fin. Jeg klager ikke, hvis den havner her. Jeg sværger.

Du vil sikkert også kunne lide