Der er jo en grund til spørgsmålet…
– Hvornår skal du møde, Lotte?
– Jeg møder klokken 10.
– Hvornår sagde du, at du skal møde?
– Jeg skal møde klokken 10!
Der går lidt tid. Måske fem minutter, så er han der igen:
– Lotte… hvornår var det, du skulle møde i dag?
– Klokken 10!
– Så kan jeg godt lige tage din bil?
– Ja!
– Er du nu HELT sikkert?
– Ja, men jeg kan godt lige ringe ind på kontoret og spørge!
Forleden morgen skulle hele familien ud af døren på samme tid. Oline og Kenneth er dem, som kommer af hus først, så jeg skynder mig at samle pakkenellikerne og smutter ud af døren, kun for at konstatere, at min bil er væk!
Efter 20 minutter kom Kenneth brødebetynget hjem. I mellemtiden har jeg fået ringet til arbejde, har forklaret dem, at jeg intet køretøj har og er nødt til at vente på, at Kenneth returnerer. Han har nemlig fuldstændigt overset det faktum, at han har en kone, som skal afsted på arbejde og har bare syntes, at det er så meget nemmere lige at snuppe min bil, da han skal afsted med Oline til skolen.
Den morgen nåede jeg en ekstra kop kaffe og fik givet en kollega dagens første grin. Jeg nåede også frem til min opgave til tiden takket være min trang til altid at være i god tid, så ingen skade sket, men altså…
Ind imellem finder jeg vores telefoner i køleskabet, i kurven med håndklæderne, inde på en hylde i klædeskabet eller på bænken ude i gangen (og en enkelt gang i fryseren). Uagtet mine forsøg på faste og indlysende pladser til nøgler, solbriller og pung, sker det meget ofte, at vi bruger tid på at lede og de ting kan med held findes samme steder som telefonen.
Jeg lever sammen med et distræt menneske. Jeg har forlængst vænnet mig til det og jeg tror, at jeg griner mere end gennemsnittet, for selvfølgelig kan man vælge at blive sur, når man står klar til at forlade matriklen, men ingen bil har at gøre det i, men man kan altså også grine ved tanken om det øjeblik, hvor det er gået op for manden, at han snuppede den forkerte bil. Det havde ikke været sjovt, kan jeg hilse og sige.
Det sker ikke for ham denne morgen ;-)
37 kommentarer
Liselotte
20. september 2007 at 22:24Akkeja Nadia – ind imellem stresser vi så meget, at vi glemmer det meste ;-)
Nadia
20. september 2007 at 18:36Det er med, at glemme. Jeg husker en anden ting.
Sidste år, var jeg i en periode meget stresset og meget presset.
Klokken var blevet mange og jeg skulle i seng.
Pakkede hurtigt skole tasken og ville i seng – men hvor var mobilen nu?
Jeg kunne ikke ringe efter den, da den var på vibration – dvs lydløs.
Jeg ledte og ledte og ledte.. I LANG tid, og blev – næsten – overbevist, om at jeg havde mistet den. Lige indtil jeg ledte engang i skoletasken.
2 timer senere, finder jeg den i min penal hus. Jeg havde lagt mobilen derned ISTEDET for viskelæderen.
akke ja…
Susan
20. september 2007 at 17:39LOL LOL LOL LOL , sikke en masse gode grin her til morgen.
Her i huset deles vi fint om at vaere distraete. Jeg er den der aldrig kan finde mine noegler og telefon. Jeg har flere gange “ringet efter den”. Sidste aar til jul ville Cathrine og Christian have givet mig saadan en noeglering som kan bippe saa man kan finde dem igen, men de blev enige om at det var lidt for strengt :-)
Christian er den der bliver helt ude af den fordi han nu er i Danmark og han er helt sikker paa at han skal bruge papirbillet til at rejse videre med og den ligger herhjemme i Californien, hvorefter det viser sig at han naturligvis har styr paa det og det er en elektronisk billet. Han er ogsaa den der spoerger hvornaar Cathrine skal hvad, hver eneste uge – men til hans forsvar maa jeg sige at det altid er mig der koerer hende, saa han har jo ikke brug for at huske det :-)
Liselotte
20. september 2007 at 17:25C.O. – dine unger har vist aldrig manglet humoristisk sans. Sikke en skøn historie :-)
Nadia, den italiener er vist også flyttet ind her ;-)
Johanna, man vænner sig, fordi man gerne vil. Heldigvis :-)
Johanna
20. september 2007 at 17:18Ja man vænner sig til det, eller det har jeg vist gjort nu. Men tak for godt grin og god bilhistorie :)
Nadia
20. september 2007 at 16:15ps – kom selv forsent, til min egen fødselsdag (MEGET store røde ører her).
Nadia
20. september 2007 at 16:14LOOOOOL C.O den sidste var go’
Men det her minder frygteligt meget om min mor og jeg.
Min mor er god til spørge om tingene igen, igen, igen, igen og … igen.
Og, jeg bliver flere gange nødtil, at forklare hende, at hun spurte præcis om det samme for 5 min siden.
Mht til forsinkelser – er både jeg og min storebror gode til, at sige der bor en Italiener hos os, for vi kommer begge konsekvent forsent til alting undtagen eksamen!.
C.O.
20. september 2007 at 14:24For mange år siden da min mand havde forretning kunne jeg da godt se, at det var svært LIGE at komme ud ad døren til lukketid.
Men en dag børnene og jeg endnu en gang sidder ved aftensmaden og venter,bliver jeg sltså knotten:Nu har jeg altså ventet med maden i 20 år! Hvortil en af de store poder stille svarer: Så må den snart være kold! :-))
Liselotte
20. september 2007 at 13:50Jeg kender det, C.O. – orv, hvor jeg kender det – og så må du snart have monteret en “bipper” på ham, for ellers ender det ved med, at han glemmer at komme hjem en skønne dag ;-)
C.O.
20. september 2007 at 13:31Plejer at sige, at min mand ikke kender klokken, han kommer ofte ind ad døren, hæsblæsende, med ordene: Jeg blev forsinket!!
En dag, blandt mange, kom han ikke hjem fra nyttehaven til AFTALT tid, undskyldningen var denne gang: Jeg glemte at se på uret-så hjælper det jo lissom ikke, suk..
Liselotte
20. september 2007 at 13:29Kirsten, æren… æren… ;-)
Mette, det tror jeg altså langtfra I er. Vi melder os frivilligt under fanerne herhjemme ;-)
Mette
20. september 2007 at 13:26Ha ha, fantastiske historier. Og hvor bliver jeg glad over at læse dem. Her gik jeg og troede at vi var den eneste familie som nogen gange ikke havde styr på noget som helst, men det lader vist ikke til at være tilfældet… :-)
Kirsten
20. september 2007 at 13:23Tak! Følger der en præmie med? ;-)
Liselotte
20. september 2007 at 13:04Kirsten, jeg tror du tager prisen! ;-)
Lotten
20. september 2007 at 12:44Mine forældre blev gift på min mors fødselsdag, så min far kun skulle lære at huske én dato. Og da det er datoen for Danmarks besættelse, så går det lige.
Kirsten
20. september 2007 at 12:43Distræt, siger du… Så skal jeg da liiige smide vinderen på banen her ;-)
Min søde mand – som selvfølgelig heller aldrig kan finde hverken bilnøgler, tegnebog, værktøj eller nøgler, og som altid er dén der glemmer ungernes regntøj, madpakker mv – præsterede VINDERTANKETORSKEN, da jeg lå på Hjørring Sygehus for at blive sat i gang med fødslen af vores yngste.
Jeg havde været der et par dage, og intet var sket. Den vordende far havde selvfølgelig været der sammen med mig, men denne pågældende dag ville han altså lige hjem og se til ældste, som blev passet af mormor. Dét var jo altsammen meget fint, så han kørte afsted, og ville selvfølgelig komme tilbage snart, og hvis der skete noget skulle jeg ringe med det samme, for han ville jo være med under hele forløbet. Jo tak!
Manden kom hjem (vi bor 45 km fra Hjørring), talte med mormor og barn, som efterfølgende kørte en tur – og så gik Farmand ellers i gang med at skifte til Kansas-klæ´r, for nu skulle der så lige blandes en spandfuld mørtel, for han kunne jo liiiiige………. Fastnet- og mobiltelefon efterlod han da inde på køkkenbordet!
Selvfølgelig var det så lige dén dag mine veer startede, så jeg ringede.
Og jeg ringede!
Og jeg ringede!!!
Og jeg efterlod besked efter besked på svareren – de blev for øvrigt mere og mere stakåndede som tiden gik ;-)
Da jeg så lå på fødegangen, temmelig koncentreret og fokuseret, hørte jeg pludselig en voldsom larm ude på gangen. Dét var ham, iført Kansas-overalls, murerstøv og sikkerhedssko (det var dém den infernalske støj kom fra, da han tog den i løb henover gangene!). Jeg kunne ikke lade være med at grine højt, og glemte helt at blive sur – den stakkels mand så så brødebetynget ud, og var så bange for at han nu kom for sent.
Yngste kom til verden 5 min senere!
Og jordemoderen tilbød min mand at låne bruseren før det blev min tur ;-)
Liselotte
20. september 2007 at 12:05Ha ha ha – sikke skønne historier der kommer på banen nu :-)
Ella
20. september 2007 at 11:43Ole har præsteret at sende en taxa fra lufthavnen, hjem til mig, med bilnøglerne. Han skulle til København og jeg skulle på arbejde iklædt bil. Jeg sagde “ingenting” – men efterfølgende spurgte jeg altid efter bilnøglerne, før han drog af. Man lærer …… ;-)
kagekonen
20. september 2007 at 11:05Bryllupsdage… skal de også fejres ;-) Vores ligger som regel midt i vores sommerferie og det er hændt, at vi begge kom i tanke om det, – dagen efter!
Helle
20. september 2007 at 10:56Nu tør jeg så også nævne, at min “kære” mand har glemt min fødselsdag fuldstændig en gang (min søster mindede ham om det kl. 20 om aftenen), derudover glemmer han konsekvent bryllupsdagen, selvom vi har haft 23 af dem. Jeg spekulerer på, når det kun er mænd – er det fordi konerne normalt husker for dem?
Hanne
20. september 2007 at 10:53Han må være et kreativt menneske…..Hovedet er sikkert fyldt med det næste projekt og så er der vel ikke plads til klokkeslæt og bilnøgler…..Godt han har jer til at passe på ham og være tingfindere :-)
stytzer
20. september 2007 at 10:48@kagekonen – det der med fødselsdage er bare ikke fair at bringe på banen – mænd er genetisk bestemt til ikke at kunne huske datoer ;-)
kagekonen
20. september 2007 at 10:33Det er da utroligt så mange distræte mænd der findes… manden min er også slem til at glemme hvor han gør af sine nøgler og sine telefoner (for han kan selvfølgelig ikke nøjes med en!) og så er han bare så dårlig til at huske fødselsdage, at han faktisk engang glemte min!!!!! Det sker så ikke igen…
stytzer
20. september 2007 at 10:23Spurgte han KUN 3 gange? Spørg lige MIN kone hvor mange gange jeg kan spørge om den samme ting for så at glemme den igen!!
Sylvia
20. september 2007 at 10:19Hvem kjenner seg ikke igjen ? Min mann, som er taxa-sjåfør, hadde en langtur til Oslo, der han ble vekk nesten hele dagen, hadde i forbifarten tatt med MINE bilnøkler til Oslo!!!! Og jeg hadde et nyfødt barn som skulle til kontroll på sykehuset, og en sønn som skulle i barnepark…og kunne kun rekke en av dele hvis jeg gikk!!!! Min mann ringte etter en annen taxa for meg, og da ordnet det seg!
Men la meg nå si at jeg har det Spanske temperament på plass, så han fikk ordnet det i en fei!!!!
En annen gang måtte jeg hjelpe han til å finne bilnøklene hans. De lå i frysen, SAMMEN MED dagens post!!!
Og jeg blir ikke forundret over å finne hammeren og skrutrekkeren i en av kjøkkenskuffene. Jeg tror hver husholdning har et slikt menneske boende, ikke sant?
Det var godt du rakk jobben din, Liselotte!!
capac
20. september 2007 at 10:16Måske kunne du opdrage Oskar til at finde fars ting? ;-)
Liselotte
20. september 2007 at 09:33Det er jo det, de har ;-)
Madame
20. september 2007 at 09:32De har jo os til at hjælpe, Liselotte ;-)
Liselotte
20. september 2007 at 09:32Madame, det er utroligt, at det lykkes dem at navigere i verden ;-)
capac, jeg har, med andre ord, endnu mere at glæde mig til? ;-)
capac
20. september 2007 at 09:15Jeg kan berolige dig med, at det kun bliver værre med alderen! :-)
Madame
20. september 2007 at 09:14Jeg har også en distræt mand, og han forlægger også ting de særeste steder. Nogle gange så sære, at han ikke vil fortælle, hvor han fandt fx sine briller ;-)
Liselotte
20. september 2007 at 09:12Lotten, det lyder fuldstændigt som Kenneth ;-)
Liselotte
20. september 2007 at 09:12Det gjorde hun, Lene – men hendes far havde røde ører, da han returnerede ;-)
Helle, jeg havde været en indskrumpet, sur citron, hvis jeg skulle blive sur hver gang. Det er spild af god tid, som i stedet denne gang kunne forvandles til en ekstra kaffepause ;-)
Anne, det er fantastisk, at de overhovedet kommer helskindet gennem livet, men de er heldige med at have nogle omkring sig, som lever i en knapt så distræt verden ;-)
Lotten
20. september 2007 at 09:09Åhh, og her gik jeg og troede, at jeg boede sammen med jordens mest distræte menneske – men jeg er ikke alene, kan jeg se ;-)
Kæresten min er ikke blot ultrakreativ, han er også ultraglemsom. Han er derfor utrolig flittig til at lede efter ting, men er til stadighed ikke særlig god til rent faktisk at FINDE det, han leder efter. Så sent som i går aftes måtte vi ringe til hans modiltelefon for at kunne lytte os frem til, hvor han havde forlagt den.
Men du har ret, det klares bedst med et grin!
Anne Dyrholm Stange
20. september 2007 at 09:06Ja, det kunne så ha’ været en beskrivelse af vores hjemme-teater :-)
Torben og Kenneth kunne tage hinanden i hånden og gå gennem livet, hvis de ellers kunne huske hvad det var de skulle ;-)
Sophie svømmede på det samme hold i mange år, samme dag, samme tid, og hver evig eneste tirsdag kom Torben hjem, kiggede sig omkring og spurgte “Hvor er Sophie henne??”
Halloooooo!
Nøgler og penge har han altid styr på, men det ses så til gengæld også tydeligt på bukselommens størrelse!
Tak for et dejligt morgengrin til dig, der skal møde kl.10…
Helle
20. september 2007 at 08:58Du må have et fantastisk stort personligt overskud, når du kan se så positivt på sådan en oplevelse… Jeg er bange for, at mit ikke rakte.
Lene
20. september 2007 at 08:53:-) god morgen til jer begge to og til den unge dame, som helt sikkert nød at blive kørt i skole i den nye bil.