Uha, som det var godt

Åh hvor var det godt at se Ella igen. Og AC og kattene og…

Vi var der så længe, at vejret nåede at skifte flere gange. Først var der gråt og regnfuldt, så blev det sol og skøn sensommer, for til sidst at ende i endnu en omgang gråt efterårssuppe, men det var nu ikke fordi vi bemærkede det. Vi havde alt for travlt med at snakke… og snakke… og snakke…

Mens Ac og Oline kiggede billeder, øvede engelsk, legede slangemennesker på gulvet, grinede så det næsten kildede i min mave også og hvad de ellers fandt på, havde jeg travlt med at beundre Ella og hendes smukke kulør. Hun er naturligvis negerbrun og ser helt forrygende ud, men allerbedst var det nu bare at se hende igen.

Sikke meget der var at dele. Tre uger er lang tid, for vi er bedre vant, når det kommer til at dele livshistorier, så der var meget at vende og fortælle. Tiden drøner afsted, når der skal snakkes, grines og udveksles gaver – og sikke vi fik gaver. Jeg er simpelthen SÅ forkælet, for der er en bred vifte af ting, som allesammen er valgt med omhu. Jeg elsker hver eneste ting. Hun kender mig så godt og det er fantastisk at se, at hun har ramt lige præcis det, som har gjort mig glad – og jeg kan røbe så meget, at farven limegrøn indgår i sortimentet – uha, som jeg elsker den farve… og Ella :-)

Som sædvanlig var der slet ikke tid nok. Vi bliver aldrig færdige med at dele og udveksle og jeg trækker ind imellem store veksler på Ellas visdom, men heldigvis må jeg gerne og det hjælper mig så meget, at jeg kan.

Også i dag tog jeg rigere hjem fra samvær med hende, så jeg føler mig som det rigeste menneske i verden, fordi jeg får lov til at være en del af hendes liv. Hun var savnet og nu er der ro i maven igen, for hun er hjemme, hvor jeg bedst kan lide at have hende.

Vi må snart ses igen.