Hun er så rå, min søster. Og så blød. Og vi kan slet ikke snakke sammen lige nu, så hun taler med Kenneth i stedet for mig, for vi ligner hinanden. Rå og bløde. Tudetøser.
Men se lige her…
Det gjorde nas…
– Der var tårer, men ingen gråd…
Ovenfor er Heidis rapport fra turen ind til Miss Roxy herself, som tatoverede bunden ud af søster lystig.
Alexander grinede højt og inderligt den aften det blev annonceret, at Annemette og Heidi skulle giftes. Helt nede fra maven kom grinet, for det glædede ham inderligt. Han elskede sin moster og han elskede Heidi, så det passede ham godt, at de ville holde fest i glæde over at have fundet hinanden. Han syntes det var skønt.
Alexander nåede aldrig med til deres bryllup. Brylluppet blev siden udsat gang på gang, for den slags skal man være klar til og Annemette har brug for tid, for at kunne leve med, at hendes nevø ikke skulle være en del af denne dag, som var tilegnet glæden.
I dag fandt hun ro. I dag gjorde en forskel. Nu er han med. Altid.
Sådan skal det være.
På forunderlig vis fandt jeg også ro. Jeg kan ikke forklare det, men dette her var også vigtigt for mig. Meget vigtigt. Nu er der igen ro indeni. Det gør godt.
23 kommentarer
Slagt en hellig ko… » Deja vue
23. oktober 2007 at 22:47[…] bedre, for der var ikke længere nogen angst for at miste og det vi havde mistet, havde vi med på Annemettes ben, i manges tanker og kun som et fint, lille og skævt smil, når tanken faldt på ham, som vi […]
Liselotte
19. september 2007 at 10:47Vel er hun så, Dorrit – og hvor er det sjovt, at du pludselig dukker op her i mit kommentarfelt, for jeg har lige præcis denne morgen fundet de lyserøde stokrosefrø, som du forærede mig for år tilbage :-)
Velkommen til forøvrigt – det er dejligt at “se” dig herinde :-)
dorrit holgersen
19. september 2007 at 09:41ja Liselotte
det er ganske vist søsteren din er den bedste i verdenen !
Knus og kram til jer alle tænker på jer
Dorrit
Liselotte
17. september 2007 at 17:51Ja, det er fint og godt med den tatovering. Jeg er stadig meget glad for, at hun har fået den.
Kirsten, du husker korrekt. PÅ Alexanders sten står også, at han var en tapper kriger :-)
Maria
17. september 2007 at 15:03Smukt
Kirsten
17. september 2007 at 10:52Hvor er den flot! Og hvor er det smukt at hun også har fået “tapper kriger” med derpå – ligesom på Alexanders sten, hvis jeg husker korrekt.
Jeg tror din søster har usynlige vinger…
Klejs
17. september 2007 at 09:42Smukt…
Tina - omme i London
17. september 2007 at 00:40Sikken et flot minde. Knus til (((((((((((dig og dine)))))))))))))))
Susan
16. september 2007 at 23:21Smukt.
Lotte Andersen
16. september 2007 at 22:03Kan ikke andet at sige : smukt gestus o respekt ! :o)
Iduna
16. september 2007 at 20:54Smukt og stærkt, nu kan han aldrig forsvinde. Det kunne han heller ikke før, men nu sidder lidt af ham lige der, og kan komme med til mosters bryllup.
Lisbeth
16. september 2007 at 20:39Han er med nu og altid. Også jeg får tårer i øjnene, så flot. Varme hilsener til dig og dine og held og lykke til din søster og hendes kæreste.
Anne Dyrholm Stange
16. september 2007 at 20:31Sådan skulle den skæres!!
Eller prikkes…
Sej tatoo, sej dreng, seje søstre!
Tanker til jer alle herfra.
Liselotte
16. september 2007 at 20:30Han er med nu. Det har givet sådan en forunderlig ro indeni. Det er dejligt :-)
Mahalo
16. september 2007 at 20:14Nu tuder jeg (igen!) Dryp,dryp,dryp…
Alexander vil ALTID vaere hos jer…smuk gestus af Annemette!
Jeg sidder ude paa min altan her ved den franske riviera, og nyder dit nye fine design paa bloggen…..nogle af dine poster skal jeg have laest op, for at vaere opdateret ;-)
Glaeder mig :-)
Nina
16. september 2007 at 19:46Nej, hvor er den bare flot – og Alexander er med, også i den grad. Sej søster!
HenrietteB
16. september 2007 at 19:39Sådan!
Jeg smiler med tårer i øjnene.
kokken på blokken
16. september 2007 at 19:36… og sådan skulle det så være. Godt gået :-)
Anne
16. september 2007 at 19:18respekt for jer begge!
Anette
16. september 2007 at 19:08Flot tatovering og som Lene skriver, en meget smuk gestus :-)
Sister Bonde
16. september 2007 at 19:04Det er godt nok flot – sikken en søster at ha’.
Pernille
16. september 2007 at 18:57Hej Liselotte,
Ret ny her på blogosfæren… men har selvfølgelig læst om baggrunden for denne tatovering. Udover, at jeg beundrer dem, der tør lade sig angribe af nålen – så synes jeg at det er en fuldt beundringsbar gestus for det, den symboliserer! Tegn på, hvor meget han betød i Jeres familie.
Måske KAN fysisk smerte fjerne en lille smule af den psykiske….
Undskyld dette indlæg fra en der ikke kender dig – men beundrer din blog!
Pernille
Lene
16. september 2007 at 18:53Og det er det vigtigste, Liselotte. En smuk gestus, og jeg håber at din søster og kæreste snart er klar til deres bryllup.