Så er den ged barberet. På Annemettes ankel står der nu Alexander og på mit køkkenbord står glas i snorlige rækker.
Måske Annemettes tatovering trak tårer, men det gjorde mine grøntsager også, for jeg plejer at lave dem med sønnike på sidelinien og jeg savner ham frygteligt i dag.
Det er en dum dag, kan jeg mærke. Jeg er grådlabil og latterligt tyndhudet, men sådan nogle dage findes i mit liv lige nu og så er det sådan jeg må have det.
Jeg vil også have en tatoverníng. Og selvfølgelig vil jeg ikke det.
Hej Liselotte
Jeg har forvildet mig herind fra en anden side, men vil lige give mit med på vejen. Min lille søn har været døende næsten fra fødslen for 2 år siden. Sidste sommer blev det mig også pludselig magtpåliggende at have ham hos mig altid og jeg fik lavet en tatovering med 4 lotus´er der symboliserede mig og mine 3 børn. Det gav en forunderlig ro at vide at nu var han hos mig og sammen med sine søstre. Den er på lænden så jeg ser den jo ikke – bare den viden, den betød det hele. Nu ser prognosen ikke så dyster ud længere og måske beholder jeg ham, men alligevel er jeg så glad for at jeg gjorde det. Det var som at sige “hør nu, måske vil i prøve at tage ham fra mig, men det kommer i aldrig til nu”…
Jeg ved ikke helt hvad jeg vil sige, for du har jo mistet din søn, men måske det, at hvis du føler at noget vil bringe ham nærmere – at en tatovering eller noget helt andet vil genforene ham med din krop som han var et med engang – så gør det!
Kærlig hilsen Astrid
Sådan nogle dage, stunder, øjeblikke, bliver ved at komme, men man lærer at skønne på dem, det lille stik i hjertet, mindet, varmen, sorgen og alligevel glæden over, alt det de engang var.
Knus.
Dumme dage skal der til, for at huske de gode dage bedre.
Og i guder hvor gør det ondt at længdes, efter noget man ikke mere kan nå. Godt i har hinanden.
Har faktisk hørt om andre, der har mistet, og som har fået navnet tatoveret et eller andet sted . Og det er jo lidt noget andet, ikke? De har følt det trygt og godt, at have den mistede med sig hele tiden på denne måde. Håber du finder ud af det, Liselotte. Tror jeg forstår din dumme dag!
Jeg får altså også helt lyst til at sende en omgang varme kram til dig og dine “sure grøntsager” ser altså bare så lækre ud. Jeg tror jeg skal på jagt efter grøntsager i morgen.
tyndhudet ja, men ikke latterligt tyndhudet…din og jeres liv er jo revet itu…og det kan da kun være i orden at være ked…
om lidt er det lige lidt anderledes , forhåbentligt lidt lysere.
Det håber jeg for dig og dine
;-)
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
17 kommentarer
Liselotte
19. september 2007 at 09:35Tak for dit indspark, Astrid – jeg er vist ikke til en tatovering, men ingen ved noget før solen går ned og tanken omkring tatoveringen er smuk :-)
Astrid
19. september 2007 at 00:22Hej Liselotte
Jeg har forvildet mig herind fra en anden side, men vil lige give mit med på vejen. Min lille søn har været døende næsten fra fødslen for 2 år siden. Sidste sommer blev det mig også pludselig magtpåliggende at have ham hos mig altid og jeg fik lavet en tatovering med 4 lotus´er der symboliserede mig og mine 3 børn. Det gav en forunderlig ro at vide at nu var han hos mig og sammen med sine søstre. Den er på lænden så jeg ser den jo ikke – bare den viden, den betød det hele. Nu ser prognosen ikke så dyster ud længere og måske beholder jeg ham, men alligevel er jeg så glad for at jeg gjorde det. Det var som at sige “hør nu, måske vil i prøve at tage ham fra mig, men det kommer i aldrig til nu”…
Jeg ved ikke helt hvad jeg vil sige, for du har jo mistet din søn, men måske det, at hvis du føler at noget vil bringe ham nærmere – at en tatovering eller noget helt andet vil genforene ham med din krop som han var et med engang – så gør det!
Kærlig hilsen Astrid
Iduna
16. september 2007 at 20:53Sådan nogle dage, stunder, øjeblikke, bliver ved at komme, men man lærer at skønne på dem, det lille stik i hjertet, mindet, varmen, sorgen og alligevel glæden over, alt det de engang var.
Knus.
Liselotte
16. september 2007 at 18:52Ja, uha for en dum dag, men den er ved at være til ende og jeg genfandt lidt af roen, så det går nok endda.
Tusinde tak for alle jeres kommentarer :-)
yt
16. september 2007 at 18:23Dumme dage skal der til, for at huske de gode dage bedre.
Og i guder hvor gør det ondt at længdes, efter noget man ikke mere kan nå. Godt i har hinanden.
Nina
16. september 2007 at 17:39Har faktisk hørt om andre, der har mistet, og som har fået navnet tatoveret et eller andet sted . Og det er jo lidt noget andet, ikke? De har følt det trygt og godt, at have den mistede med sig hele tiden på denne måde. Håber du finder ud af det, Liselotte. Tror jeg forstår din dumme dag!
kokken på blokken
16. september 2007 at 17:31Kærlige kram og tanker til dig herfra:-)
Julia
16. september 2007 at 17:27Sender en venlig og kærlig tanke til Gug :-)
Deborah
16. september 2007 at 17:01Sådanne dage ER der bare, det første laaange stykke tid! Sådan er det! Sender et sympati-trøste-kram
kagekonen
16. september 2007 at 16:55Jeg får altså også helt lyst til at sende en omgang varme kram til dig og dine “sure grøntsager” ser altså bare så lækre ud. Jeg tror jeg skal på jagt efter grøntsager i morgen.
Anne
16. september 2007 at 16:51tyndhudet ja, men ikke latterligt tyndhudet…din og jeres liv er jo revet itu…og det kan da kun være i orden at være ked…
om lidt er det lige lidt anderledes , forhåbentligt lidt lysere.
Det håber jeg for dig og dine
;-)
Anette
16. september 2007 at 15:32I er altså seje, dig og din søster – får vi tatoveringen at se? :-)
Klejs
16. september 2007 at 15:28Kram… Det kan man ikke få for mange af.
Irene
16. september 2007 at 15:27Kærlig hilsen!
Elisabeth
16. september 2007 at 15:15*kram*
Catarina
16. september 2007 at 15:08Sådanne dage er der også ind imellem og de er med til at gøre de gode dage endnu bedre. Mange tanker herfra.
ella
16. september 2007 at 15:01Knus og varme kram – vi ses lige om lidt, Liselotte :-)