Fiskefrikadeller og (næsten) fristil

Hjemmelavede fiskefrikadeller, aspargeskartofler kogt lige tilpas, nye, små gulerødder, hjemmerørt remoulade og sprødstegt, skivet persillerod. Jeg er møgforkælet.

– og bagefter fik jeg den ære, at gennemlæse Olines første stil. Hold kæft hvor jeg grinede, da jeg nåede til den sidste halve side…

Afkommet har følt sig meget forurettet over, at der har været givet en fast ramme i form af en overskrift på stilen. Hun var træt og fuld af livslede allerede inden hun overhovedet gik i gang og det er ikke småting der er faldet ud af hendes mund undervejs. Vi burde have haft en bødekasse. Fem kroner hver gang der blev bandet. Jeg havde været nyrig, men her er hendes efterskrift:

Jeg ved, at historien er meget kort, og virker meningsløs – hvilket den sikkert også er. Jeg brugte noget tid, på at finde ud af, hvad der ville være historisk korrekt, og fandt en masse facts, og det har vist taget hårdt på historien. Jeg følte mig ikke særligt inspireret, hvilket også er en grund til dens mangel på længde. Pointen – tror jeg – er, at voksne nogle gange lyver, og at tingene ikke altid går som planlagt.

Den har nok ikke nogen opdragelses-egenskaber, men den har noget lærerigt indhold, selvom, at man nok skal vide, det er der, før man opdager det. I 1700-1800 boede man i landsbyer, og der var tre marker. De tre holdt skiftevis byg, rug og græs. Den der holdt græs hvilede, så den var klar igen til næste år. Dengang var man som husmands-familie, også nødt til, udover at eje en ager mark, at have en anden indkomst. I min historie, var faren og broren og smede, og de solgte også æbler. Den viser også, at det var mændene som klarede jobbet, og kvinderne som holdt huset, og lavede mad.

Det lyser langt væk af en smule dårlig samvittighed over det afleverede, men – og jeg ved godt, at jeg er inhabil, for jeg er hendes mor – det er en genial historie hun har fortalt og det i et sprog, som er imponerende farverigt.

Jeg kunne have syntes, at det var meget sjovere, hvis hun skulle have forholdt sig til den sidste sætning, hun selv skriver. Jeg er sikker på, at der kunne være kommet noget sjov ud af det og så genkender jeg forøvrigt mig selv, når jeg ser hende slå sig i tøjret over diktater ovenfra.

Der er vel håb for hende endnu ;-)