Oline sidder ved siden af mig, mens jeg arbejder en smule. Hun småkeder sig, men ved godt, at hun ikke skal forstyrre mig, så hun taler med sig selv:
– Og det er nu også ærgerligt, at jeg ikke har en død hamster. Den ville passe helt perfekt herned i. Den ville kunne ligge her. Jeg er helt sikker. Fandens, at jeg ikke har en død hamster!
Jeg sidder og hører stort set ikke hvad hun siger, for jeg er efterhånden blevet ret dreven, når det kommer til at filtrere hendes konstante snakken fra den virkelighed, jeg gerne vil befinde mig i, men jeg hører nu alligevel, at hun efterspørger en død hamster…?
– Sig mig… sidder du og ønsker dig en DØD hamster?
– Ja, den ville være ret handy lige nu.
– Handy?
– Ja, jeg skulle lige bruge den til noget.
– Øh… til hvad, om man må spørge?
– Den ville passe så fint ned i denne her kiste… se selv!
Det er slut med at lege med mit brilleetui fra nu af!
Det ender vel med, at jeg skal ud i haven og grave det op og jeg tør slet ikke tænke på, hvad jeg risikerer at finde indeni…
26 kommentarer
Liselotte
24. september 2007 at 07:51Hun er bestemt ikke uden evner, Mette ;-)
Mette Skov Rasmussen
23. september 2007 at 23:48HAHAHA… hvor er det dog skønt at sidde og klukke foran computeren så sent, når jeg egentlig burde ligge i min seng! For pokker altså… din datter har en fantastisk fantasi!
Nadia
16. september 2007 at 22:12Åhhh dear.. Hvor er hun sød og dejlig.
I hendes selskab kommer INGEN nogensinde til, at kede sig. Hun fik da tilmed DIN opmærksomhed – trods filteret.
Og Randi, du har en stemme i mig.
Randi
16. september 2007 at 21:07Jeg stemmer for, at vi opretter en Oline-fanklub!
Liselotte
16. september 2007 at 11:09kagekone, det er da en skøn historie med muldvarpen – og de ER altså yndige, så jeg forstår du syntes det var synd ;-)
kagekonen
16. september 2007 at 11:08Åh, sikke en dejlig historie. Sidder faktisk og klukker endnu.
Kommer helt til at tænke på da jeg som barn ferierede hos mine bedsteforældre i Sønderjylland. De havde muldvarper, mange muldvarper og derfor også fælder. En dag klappe en fælde lige mens bedstefar og jeg stod ved siden af, så bedstefar hev fælden op, så jeg kunne se bæstet… og det var altså for meget for en bybo som mig! Nøj, hvor jeg græd over den stakkels døde muldvarp, som var helt blød og varm og havde en lille hyggelig lyserød snude osv. Det endte med at jeg begravede det lille dyr i en græsforet tom makral-dåse under blommetræet.
Liselotte
16. september 2007 at 09:29flinkonella, Susan og Birgitte – hun får også mig til at grine, for hun er simpelthen så skør – og det er dejligt :-)
birgitte
16. september 2007 at 08:12Et dejligt morgengrin. Og Oline har jo ret eller?????
Smil
B
Susan
16. september 2007 at 06:12Hvor er hun bare sjov. Jeg sidder her og griner hoejlydt – heldigvis er resten af familien dybt koncentreret om hver sit, for jeg ville slet slet ikke kunne fortaelle hvad jeg griner af lige nu :-D
flinkonella
16. september 2007 at 01:05Nej ved I nu hvad, det er simpelthen for morsomt…….dejligt med en nattegriner!
Liselotte
16. september 2007 at 00:11I mange, mange år var den eneste Oline ville giftes med Flemming Leth. Det siger rigtigt meget om hvor underligt den piges hjerne fungerer. Jeg vil mene, at hun er i stand til det mest utrolige og kan derfor ikke anbefale, at hun kommer i besiddelse af noget levende væsen, som afgået ved døden kan passe i et brilleetui.
Flemming Leth kan sove trygt. Hun vil ikke længere giftes og han kan ikke være i et brilleetui.
regitze
16. september 2007 at 00:02huhuhu. jeg sidder og griner helt Lone Kellermann-agtigt.
hu, Oline. du er fantasybevinget.
(og ligesom /many kan vi levere spidsmus – og derudover trekvart tudse i etuiformat – om det sku hedde sig).
Robert Piil
15. september 2007 at 23:51Jeg vil foreslå at købe hende en levende hamster, lad hende blive rigtig glad for den inden du ondulerer den, og fortæller hende at man skal passe på med hvad man ønsker sig, man kan risikere at få det.
Der er selvfølgelig en fare i at hun måske selv ville tage livet af den inden man nåede at ondulere den selv. Den situation har jeg ikke lige på stående fod nogle råd til.
Lene
15. september 2007 at 23:37:-) uh hvor jeg elsker det pigebarn og hendes mor for at kunne gengive snakken på skrift, så vi sidder her og griner.
Liselotte
15. september 2007 at 23:26Ja, den unge er noget forstyrret ;-)
Deborah
15. september 2007 at 23:16*Skraldgriner* – jeg falder ned af pinden af grin!!! For hulen da!!!
Donald
15. september 2007 at 22:34:-)
Liselotte
15. september 2007 at 22:26Jeg må på det stærkeste FRARÅDE nogen OVERHOVEDET at prøve at sende døde dyr til Oline. De vil IKKE blive modtaget – og i givet fald eftersendt… langsomt… ;-)
Jane
15. september 2007 at 22:15*griner*… hvor får de sådanne tanker fra …
/many
15. september 2007 at 22:05Mon der er plads til et næsten ikke spist egern?
Gitte Fabrin Olsen
15. september 2007 at 22:04Hø Hø, Måske en af mine katte kan fange noget at putte i…. Jeg hyggede mig rigtig godt over den historie, der er jo mange måder at se verden på
Hilsen gitte
Lotten
15. september 2007 at 22:00Grin!
Måske skal Oline bare alliere sig med Oskar?
Synes jeg erindrer noget om hans evne til at finde (og begejstres over) ådsler.
Tina Poulsen
15. september 2007 at 21:47Hold op der fik i mig til at grine så tårerne trillede og resten af huset undres ;)
/many
15. september 2007 at 21:27Jeg har en død spidsmus, hun gerne må få.
Den er kun ganske lidt brugt.
Torben Schmidt
15. september 2007 at 21:23Nej, LiseLotte. Der vil jeg give dig ret. Der må altså være grænser for hvad man skal finde sig i. Døde hamstere i brilleetuiet. Der ville jeg også sætte min grænse :-)
HenrietteB
15. september 2007 at 21:20Ha!
Der kan være mindst en død kælerotte i mit solbrilleetui fra Gucci! Tænker jeg lige…
:-)